Dag 6: Tre film om at miste

En stærk Guldløve-kandidat, en rodet fransk middelhavsaffære og et dybt originalt manuskript om reklameskilte.

Alle tre film deltager i hovedkonkurrencen på Venedig-festivalen og har ét fælles omdrejningspunkt: tragedien at miste sit barn. Filmisk behandles det fælles tema vidt forskelligt og med meget svingende resultater til følge.

En mor besvimer
Mens to af de tre film er ganske forrygende, går det helt galt i La villa af franske Robert Guédiguian.

Udgangspunktet er ellers rimelig simpelt. En ulykkelig kvinde vender hjem til sit barndomshjem, en billedskøn villa ved Middelhavskysten. Her bor hendes døende far, som bærer skylden for hendes datters død.

Som udgangspunkt skal hun reflektere over sit liv og sit tab. Men undervejs maser instruktøren både selvmord, bådflygtninge, kærlighedsaffærer og utroskab ind i en rodet film, som ikke hører hjemme i hovedkonkurrencen.

Det gør til gengæld Foxtrot!

Festivalens jury belønner som regel ukonventionelle film, og Foxtrot står derfor allerede nu som en stærk kandidat til at vinde hovedprisen Guldløven.

Men israelske Samuel Maoz, der har instrueret filmen, har da også en god idé om, hvad Venedig sætter pris på. I 2009 vandt han hovedprisen med sin debutfilm Lebanon, der er baseret på instruktørens tid som israelsk soldat under krigen i Libanon i 1982.

I Foxtrot trækker han igen på sin viden om den israelske hær.

Det banker på døren hos det mondæne ægtepar Michael og Sarah Feldman. Bare synet af militæruniformerne får Sarah til at besvime. Sønnen har mistet livet under sin udstationering ved en øde kontrolpost, fortæller soldaterne.

I den hjerteskærende indledning må parret sammen se de tragiske kendsgerninger i øjnene.

Filmisk U-vending
Det er billedmæssigt godt tænkt at lade kameraet følge den skjorteklædte Michael oppefra. Modløs går han rundt blandt designermøbler i sin strømlinede lejlighed, klaustrofobisk fanget i sin sorg.

For at slippe væk fra den psykiske smerte stikker han hånden under den skoldhede hane.

Den særegne fotografering får Foxtrot til at stå ud fra årets andre konkurrencefilm, men Maoz stopper ikke her. Pludselig hugger instruktøren bremsen i og laver en U-vending. Så befinder vi os på sønnens øde kontrolpost.

I modsætning til forældrenes lejlighed ligger kontrolposten i et aparte, nærmest komisk univers. Der danses foxtrot og skabes tegneserier, mens kameler lukkes ind gennem kontrolpostens bomme.

Det er et modigt sporskifte af instruktøren, som dog ikke er færdig med at overraske publikum. Han skifter endnu engang sit udtryk i filmens tredje, men desværre også svageste kapitel, der ikke helt formår at binde en sløjfe på historien.

Uanset hvad er Foxtrot et modigt bidrag til hovedkonkurrencen, og det ville ikke være ufortjent, hvis Samuel Maoz vinder sin anden Guldløve. 

Et brag af et manuskript
Samme originalitet finder man ikke hos Martin McDonagh, der er i Venedig med Three Billboards Outside Ebbing, Missouri. 

Kameraføringen er traditionel, men til gengæld har McDonagh skrevet et brag af en historie, om en mor (Frances McDormand), hvis datter blev voldtaget og dræbt på en øde vej nær familiens hjem i den lille flække Ebbing.

I rabatten på samme øde vej står tre store, men tomme billboards. 

Den desperate mor lejer skiltene og smykker dem med store plakater, der i hårde vendinger kritiserer byens politimester (Woody Harrelson), som er på bar bund i sagen.

Det er en sjældent set gennemført historie om tilgivelse og frelse, hvor McDonagh ikke er synderligt interesseret i at opklare forbrydelsen. Han vil hellere drive gæk med vores sympati for det mindeværdige persongalleri.

Først føler vi med den desperate mor, som afkræver resultater af det uduelige politi. Men en kræftsygdom nuancerer situationen og menneskeliggør politimesteren.

Helt sikkert er det dog, at politimesterens øretæveindbydende og racistiske skiderik-kollega (Sam Rockwell) skal ned med nakken. Lige indtil også han viser flere facetter af sin personlighed. 

Oscar-nominering på vej?
Ingenting er sort-hvidt i Martin McDonaghs univers. Som på en knivsæg balancerer filmen mellem komik og drama og viger aldrig fra sin tragiske præmis.

Op gennem 90’erne slog Martin McDonagh sit navn fast som en af teaterverdenens mest anerkendte dramatikere. Som filminstruktør har han vundet en Oscar for bedste kortfilm (Six Shooter) og en Oscar-nominering for bedste manuskript (In Bruges).

At dømme efter de massive klapsalver i Venedig kunne det godt tyde på, at McDonagh nu har gjort sig fortjent til endnu en tur i Oscar-land.