Shortlist: Det filmiske greb

Indrømmet, jeg har det svært med offerdokumentaren.

Et menneske er ved skæbnens ugunst blevet invalideret. Det er synd, men hvad skal man stille op ud over at betale sin skat og glæde sig over, at vi har et socialt system, der gør alt, hvad det kan, for at hjælpe?

Jeg er ret sikker på, at den usentimentale og sarkastiske Bjarke Jensen – hovedpersonen i Britt Rehkopffs Mand uden bevægelse – har det på samme måde.

Påkørt af politiet
Bjarke er blevet påkørt af en bil, der ifølge ham selv havde en fart på 150 kilometer i timen. Han har ligget i koma, og da han vågnede op, kunne han hverken røre arme eller ben. Han kunne heller ikke tale.

Gennem mange års genoptræning kan han dog nu tale med besvær og gå med støtte.

Bjarkes skæbne er særlig tragisk, for det væsen, der skulle beskytte ham – politiet – har forårsaget hans ulykke. Bilen var nemlig en civil politibil, som kørte uden sirene eller blinklys på gågaden i Ringsted.

Det er imidlertid ikke denne idiotiske aktion, som Britt Rehkopffs elleve minutter lange dokumentarfilm handler om. Den handler om Bjarkes seje kamp for at komme tilbage til livet og forsøg på at finde glæderne ved selvsamme.

Dansen som udtryksform
Også det er naturligvis en fast kliche i offerdokumentaren, men Britt Rehkopff har et greb, der løfter den jordslæbende genre op i en kunstnerisk sfære.

Hun har fået to dansere Anton Persson og Tilde Nielsen til at udtrykke Bjarkes kamp, og deres dans – snart famlende, snart ekvilibristisk – kører som et kommenterende parallelspor til interviewene med Bjarke og arkivoptagelser.

”Jeg ville lave en poetisk, visuel dokumentarfilm. Derfor kom jeg frem til, at den stærkeste modsætning til at have besvær med at bevæge sig måtte være dem, der gjorde det hver dag,” skriver Britt Rehkopff til Ekko og fortsætter:

”På den måde blev dans ikke blot en udtryksform, men også en visuel måde at vise nogle af de tanker, Bjarke har. Han er ikke i tvivl om, at han kommer til at gå igen, men tvivlen om, hvorvidt hans liv nogensinde vil føles normalt, er der.”

Mere skal der altså ikke til.

Et filmisk greb, der understøttes af Kristjan Hedinssons smukke underlægningsmusik, som udvikler sig i samklang med dansen og handlingen.

”Du vil ikke være bekendt at gå fra mig,” siger Bjarke til sin kæreste med et glimt i øjet. Det gør hun så alligevel, men genoptræningen fortsætter.

Eklektisk popunivers
Marie Grahtø Sørensens magisk-realistiske Daimi indtog førstepladsen på den allerførste top 10, som Ekko selv havde sammensat, da vi gik i luften 15. april 2013.

Siden har Ekko, i samarbejde med tre andre nordiske filmmagasiner, udgivet Daimi på talent-dvd’en Director’s to Watch. Filmen var instruktørens førsteårsfilm på den alternative filmskole Super16, og i denne uge bobler hun med sin midtvejsfilm.

Mens Daimi var vegeterende inderlig, giver Grahtø og hendes faste manusforfatter Eini Carina Grønvold den virkelig gas i Lækre til vi dør.

Det er et lesbisk teenagevampyrdrama i et pangfarvet, eklektisk popunivers, der trækker på musikvideoens æstetik og er krydret med unge, danske postpunkgrupper.

Vulgær og grådig
”Vi har villet skildre kvindelig seksualitet som værende vulgær, grådig og ikke-pæn. Deraf kom ideen til vampyrelementet. Det er en metafor for alt det, der falder uden for den konforme opfattelse af, hvad seksualitet er,” skriver Marie Grahtø Sørensen.

Slyngveninderne, der fester efter gymnasiets lukketid og heftigt diskuterer, om rigtig sex kræver penetration eller ej, spilles af Julie Brochorst og Frederikke Dahl, som vi kender fra Kaspar Munks spillefilm You & Me Forever, og Stephania Potalivo, der også medvirker i Shortlist-hittet Reception.

”De gjorde det til en fest. Der blev twerk’et (fræk numsedans, red.) til Brooke Candy i pauserne, så snart vi kunne slippe af sted med det,” fortæller Marie Grahtø Sørensen.

Gad vidst, om vi ikke har et nyt top 10-hit og en seriøs kandidat til førstepladsen på All Time Shortlist!

Forsmag på det voksne liv
Lige så eksplicit Lækre til vi dør er, lige så underspillet er Andrea Sand Gustavsons Gemmeleg, som er ugens tredje og sidste nye bobler.

Tolvårige Johanna kommer under sin mors havefest – bevidst eller ubevidst – til at tiltrække en voksen mand. Man sidder et øjeblik og frygter, at Gemmeleg er endnu en grum pædofili-film, men den er tværtimod en Lolita-historie fortalt fra Lolitas synsvinkel.

”Det handler om en ung kvindes forsmag på ’det voksne liv',” skriver Andrea Sand Gustavson, som tro mod den fine, stemningsfulde film ellers vil overlade fortolkningen til seeren.

Fortælles i billeder
Mia Louise Dinitzen er overbevisende som Johanna, der usikker bevæger sig ind i seksualitetens dragende, men også farlige rum. Johannes lillesøster (Annabella Høeg Sørensen) spiller også en vigtig rolle, ikke mindst i den perfekte slutning.

Men det mest usædvanlige og løfterige er, at historien primært fortælles i billeder. Der er replikker, men ikke en eneste, som skal fortælle os noget ”vigtigt”. Alligevel forstår vi alt, hvad der foregår.

Andrea Sand Gustavson er med andre ord endnu et lovende talent fra Filmværkstedet, der generøst spytter den ene stærke film ud efter den anden. Allestedsnærværende Anna Malmkjær Willumsen, som pt. ligger nr. 9 med Millenium og tidligere har haft All Cats Are Grey på top 10, står for produktionen.