Trier-farcen fortsætter

Man siger, at en injuriesag er noget, som en tosse anlægger mod en anden tosse.

Vi kender ikke de to privatpersoner, der har anmeldt Lars von Trier til fransk politi, men vi må antage, at de enten ikke er ved deres fulde fem eller også forsøger at slå plat på en instruktør, som er kommet på glat is.

Meget tyder på det sidste, for ifølge Politiken er organisationen Bureau National de Vigilance Contre l’Antisémitisme, BNVCA, indblandet i anmeldelsen.

Det er en af disse lobbyorganisationer, der med lys og lygte leder efter det mindste tegn på antisemitisme, der kan fjerne opmærksomheden fra de forbrydelser, som Israel gør sig skyldig i.

Krænkelser af jøder
Tidligere på året satte Ekko fokus på emnet, da vi udgav Yoav Shamirs dokumentar Defamation.

Shamir var i en filmanmeldelse blevet beskyldt for at være antisemit, hvilket han som jøde forståeligt nok fandt en kende absurd.

Han opsøgte derfor den amerikanske Anti-Defamation League, som er verdens største af sin slags, for at høre, hvad der egentlig findes af aktuelle krænkelser af jøder i USA. Blandt de mere alvorlige sager, foreningen fandt frem til, var en mand, der ikke kunne få fri på en jødisk helligdag!

I den sammenhæng er Trier og hans herostratisk berømte Cannes-pressemøde naturligvis en appelsin i turbanen, som ingen anti-antisemitisk forening med respekt for sig selv vil tøve med at sætte tænderne i (at vor kollega på Information, Christian Monggaard, i solidaritet med Trier også på fransk jord har erklæret sig som nazist, har åbenbart ikke i samme grad såret de franske anti-antisemitter).

Er du nazist, Lars?
Efter en opringning fra fransk politi kunne Nordsjællands Politi onsdag kl. 10 dække op til en prominent gæst, som sikkert har været et opmuntrende afbræk i en hverdag med hærgede narkomaner, billige ludere og gemene tyveknægte.

Og man ville gerne have været en flue på væggen, for som enhver journalist, der har interviewet Trier, ved, er det sin sag at føre en sammenhængende samtale med den excentriske instruktør.

Trier er en drillepind, der er en mester i at meta-snakke og vende fokus væk fra sig selv og over på spørgeren.

Om betjentene som forberedelse har set Trier-filmen Forbrydelsens element, hvis tiltro til politifolkets moralske kapacitet kan ligge på et meget lille sted, eller hvordan de har ladet op til kardinalpunktet – ”Er du nazist, Lars?” – ved vi ikke. Men et eller må de kunne hos Nordsjællands Politi.

Kunstnere må gerne tågesnakke
For efter afhøringen udsendte Trier denne pressemeddelelse, der tyder på, at der er gået en prås op for ham:

”På baggrund af denne alvorlige sigtelse må jeg forstå, at jeg ikke ejer evnen til at udtrykke mig utvetydigt.”

Heri er det svært at være uenig, og man hører mesterens hårdtprøvede producere og pr-folk drage et lettelsens suk, da han i samme pressemeddelelse konkluderer: ”Jeg har derfor besluttet, at jeg fra i dag afholder mig fra enhver offentlig udtalelse. Jeg vil fra nu af koncentrere mig om mine film.”

Sagen kan efter fransk lov give fem års fængsel, men Triers advokat, Tyge Trier, slår koldt vand i blodet. Han mener, at den uheldige instruktør nok skal blive frikendt, hvis det kommer så vidt, og advokaten henviser til ”vigtigheden af at sikre kunstnere, herunder filminstruktører, en vid ytringsfrihed”.

Eller på godt dansk: I modsætning til almindelige mennesker må kunstnere gerne tågesnakke.

Stilfærdig happy ending
Nogen bedre advokat end Tyge Trier kunne Trier i øvrigt ikke ønske sig. Det var Tyge, som i januar overbeviste Højesteret om, at TV 2 tjener journalistikkens allerhøjeste formål, når man nægter at fortælle offentligheden, hvem der i 2007 lækkede fortrolige oplysninger og bragte danske soldaters liv i fare.

Med det talent må han kunne overbevise selv det kræsne franske retsvæsen om, at Lars von Trier er lige så lidt nazist, som Pia Kjærsgaard er nudist.

I modsætning til Triers dommedagsfilm Melancholia ligner det altså en stilfærdig happy ending. Vennen Jørgen Leth forsøger dog at hælde lidt malurt i bægeret. Han synes godt, at lille Lars fra Søllerød kunne ranke ryggen. For har Leth ikke selv prøvet at være persona non grata, uden at han af den grund krøb til korset og sagde undskyld?

Men én ting er åbenbart at optræde som herremand i en ludfattig, tidligere fransk koloni og tage kokkens datter, når det passer én. Noget ganske andet er at sige, at man godt kan forstå, hvis Hitler var lidt indebrændt og frustreret dernede i bunkeren. At han var et menneske. Dét kan vi naturligvis ikke acceptere.