Nyhed
13. dec. 2020 | 15:48

Trier har lagt kortfilmprojekt på hylden

Foto | Københavns Universitet
Lars von Trier afslørede i 2018, at han arbejdede på et projekt med mange korte film, men nu undersøger den danske instruktør muligheden for en spillefilm.

I stedet for planlagte kortfilm arbejder Lars von Trier på en ny spillefilm, mens Riget 3 spøger i kulissen.

Af Lasse Torp Hansen

Når den legendariske instruktør Lars von Trier fortæller om et nyt filmprojekt, er det en verdensnyhed. 

Det er derfor ikke underligt, at den internationale presse stod i kø for at skrive om det projekt, som Trier fortalte om i et interview med Ekkos medredaktør Peter Schepelern i 2018. 

Projektet blev kaldt for Etuder

Udtrykket stammer fra musikkens verden og er et stykke, som er beregnet til opøvelse af en spilleteknisk færdighed. 

Trier ønskede at lave en række sort-hvide film af ti minutters varighed. I filmene skulle han afprøve hver og en af de 36 dramatiske situationer, som ifølge forfatteren Georges Polti beskriver enhver dramatisk situation, der kan forekomme i en historie eller en forestilling.

Siden da har der dog været stille omkring projektet, og nu siger Triers producer, Louise Vesth, at det er lagt på hylden til fordel for en spillefilm. 

”Etuderne er foreløbig ikke blevet til noget, og det skyldes primært, at Lars begyndte at arbejde med nogle andre idéer. Senest har han fået en idé til en spillefilm, som han gerne vil udvikle, men han ikke er gået i gang med at skrive endnu,” skriver Louise Vesth i en mail til Filmmagasinet Ekko. 

Fantastisk format
Projektet havde blandt andet til formål at løfte den i dag 64-årige instruktørs humør efter hans tærende kamp mod angst og alkohol under produktionen af hans seneste film, The House That Jack Built.

”Idéen med etuderne er designet til, at jeg skal have det godt. Fordi så yder jeg 90 procent mere, end når jeg har det dårligt,” sagde Lars von Trier for to et halvt år siden.

Louise Vesth vil da heller ikke udelukke, at etuderne hives ned fra hylden på et senere tidspunkt.

”Formatet er meget spændende, og Lars havde nogle meget interessante idéer til indholdet i nogle af dem. En scene – somme tider en lille sekvens – skulle udgøre én etude, og dem skulle der så være et stort antal af,” siger produceren, der har produceret titler som Melancholia, Nymphomaniac og The House That Jack Built.

”Jeg kunne godt forestille mig, at Lars på et tidspunkt kunne have lyst til at arbejde videre med det. Personligt tror jeg, at det helt korte, serielle format kan blive fantastisk i mødet med Triers kunstneriske pen. Så vi må se.”

Dansk films forvandling
Lars von Triers mangeårige ven og Zentropa-medstifter, Peter Aalbæk Jensen, fortæller om et andet projekt, som han og Trier har diskuteret: en dokumentation af deres indflydelse på dansk film!

”Da jeg startede, var dansk films markedsandel i bund, og der var stort set intet udenlandssalg. Alle var pisse sure, selv om statens støtteproducent af budgettet var høj,” fortæller Peter Aalbæk Jensen.

”Der er da sket lidt siden. Det kunne være skægt at komme med vores lille registrering af et kvart århundredes dansk filmhistorie,” siger produceren og tilføjer:

”Måske sidder der en begavet person blandt Ekkos læsere og har lyst til at realisere det projekt.”

Lang inkubationstid
Ifølge Ekkos oplysninger har Lars von Trier blandt andet brugt tiden siden The House That Jack Built på at skrive et manuskript til en tredje sæson af Riget – hans succesfulde komediegyser-serie, der blev vist på DR i 1994 og 1997.

Det er dog ikke noget, som hans mangeårige ven og Zentropa-medstifter Peter Aalbæk Jensen kan bekræfte.

”En tredje sæson af Riget har aldrig været død, men heller ikke levende. Jeg har troet voldsomt på det tre-fire gange i de seneste tyve år, men om det bliver i min levetid, ved jeg ikke. Som tiden går, bliver man mindre optimistisk,” siger han.

Han har lært at væbne sig med tålmodighed, når det gælder den sagnomspundne instruktør.

”Dogmefilmene nævnte Lars i 1989, da vi lige have slukket lyset i en førsteklasses sovevognskupe fra København til Paris. Han sagde, at han ville lave film, som hed noget med ’dogme’. Så gik der seks år, før der blev trykket på knappen. Der kan være lang inkubationstid hos en kunstner.”

Uafsluttede værker
Etuderne er heller ikke det første projekt, som Lars von Trier har lagt på hylden.

Han havde i 00’erne planlagt at lave en Amerika-trilogi, men efter de første to film – Dogville og Manderlay – mistede han interessen. Treeren, Washington, blev ikke produceret.

Et andet storstilet projekt, Dimension, der skulle optages over 30 år med de samme skuespillere, opgav Trier efter nogle få år. Optagelserne blev samlet og udgivet på Ekko-dvd #14.

Man kan ikke udelukke, at det uafsluttede er endnu et af Triers dogmer.

”Trier har engang i en lystig stemning fortalt mig, at han godt kunne lide uafsluttede værker. Så hvem ved, om det er Triers punktum aldrig at få sat et punktum,” siger Peter Aalbæk Jensen.

Trailer: The House That Jack Built

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko