Nyhed
18. maj 2011 | 17:00

Trier I: Drillerier tager overhånd

Dansk films enfant terrible, Lars von Trier, vækker opsigt på Cannes, måske mest på grund af dagens performance for pressen.
Af Helene Withington og Claus Christensen

Lars von Trier var i sit drilske hjørne, da han skulle svare på spørgsmål om Melancholia på dagens Cannes-pressemøde, der endte med, at Trier fik langet ud efter Susanne Bier og erklæret, at han egentlig godt kan forstå Hitler - og at han i øvrigt er nazist.

Om instruktøren, der havde fået tatoveret f-u-c-k henover knoerne, var alvorlig eller bare tog groft gas på de forsamlede journalister, er svært at sige.

I Melancholia går jorden eftertrykkeligt under. Filmens første halvdel fokuserer på den depressive, uligevægtige Justines overdådige bryllup, mens Justine og hendes søster Claire i anden halvdel må forberede sig på deres og menneskehedens uundgåelige skæbne.

Alle skuespillerne, på nær Kiefer Sutherland, var mødt op for at støtte von Trier, der fra starten satte tonen med drillerier og vitser, hvilket gik særligt ud over skuespillerne. Ikke mindst Udo Kier, som er fast inventar i Triers film og i Melancholia spiller en komisk bryllupsarrangør.

”Nu har jeg fundet en ny måde at caste Udo på. Jeg typecastede ham som homoseksuel. Og det hjalp rigtig meget,” sagde instruktøren og smilte til Udo Kier. ”Din præstation er fantastisk. Jeg ved ikke, hvor du får det fra.”

Kier som fuld bøsse
Trier var åbenlyst i hopla og havde lagt depressionen, der især var drivkraften for Antichrist, bag sig.

”Jeg føler, at jeg overkom det, ja. Jeg er stoppet med at drikke og er begyndt at læse bøger. Jeg er blevet kedelig som alle andre. Men jeg har det godt, selvom jeg filosofisk set er imod ikke at drikke. Jeg synes, man skal forgifte sig selv, og ja, jeg kigger på dig Stellan (Skarsgård, red). Jeg kunne have kigget på Kiefer, men han er her ikke, så den næste i rækken er dig.”

”Og måske Udo. Næste gang vil du ikke kun blive typecastet som homoseksuel, men også som ekstremt fuld.”

Trier var i så god form, at en journalist følte sig foranlediget til at spørge, hvorfor han egentlig laver så triste film, når nu han er så sjov.

”Når jeg laver komedier, så bliver de også meget melankolske. Det her var faktisk en komedie. Du ville ikke ønske at se en tragedie,” lød svaret.

Melankoli er en længsel
Men hvorfor er det, at det melankolske og de depressive stemninger er så dragende, ville en journalist gerne vide.

”Melankoli er noget, der er i al den kunst, som jeg kan lide, og - er jeg sikker på - en del af god kunst generelt. Det var filmens udgangspunkt, og det var der, inspirationen kom fra. At være melankolsk har noget at gøre med en længsel, og længslen er måske mere markant i denne film. I de andre film har problemerne været af mere praktisk karakter. For mig er der et element af længsel i Melancholia,” fortalte Trier, der gør brug af talrige referencer til europæisk kulturhistorie, blandt andet i filmens åbning, hvor forspillet til Wagners Tristan og Isolde sætter stemningen.

Om inspirationen til filmens storslåede billedside fortalte han:

”Det er klassiske malerier af forskellig slags. Tyske malerier, prærafaeliternes malerier. Jeg rejste rundt med min lille harddisk i mit hoved for at finde ud af, hvad der ville passe til denne film. Og den er selvfølgelig også et rip-off af gode instruktører som Antonioni og Tarkovskij og en lille smule Bergman.”

Depressive Dunst
Det var dog først og fremmest de to kvindelige hovedroller, der måtte finde sig i instruktørens bemærkninger.

”Jeg vil sige, at Kirsten har - gudskelov - en del personlig erfaring med depression, hvis jeg må sige det? Ellers så glem det.”

”Vi talte meget om, hvordan disse ting skulle se ud. Og hun gør det ekstremt godt. Særligt udtrykket i hendes øjne, har jeg lagt mærke til, var perfekt. Jeg er meget glad for, at du er mentalt forstyrret. Det hjalp mig,” lød det tvetydigt rosende fra Trier til Dunst, som med sin Justine-figur føjer endnu en lidende kvinde til Triers oeuvre.

”Jeg var tiltrukket af projektet, fordi Lars er en instruktør, der helt specifikt skriver film til kvinder, som kan være grimme, rodede og følsomme. Det er ikke den her perfekte idé om, hvordan kvinder skal fremstå på film,” fortalte den 28-årige skuespiller.

Filmens anden kvindelige hovedrolle, Charlotte Gainsbourg, så det fra en lidt anden vinkel.

”Jeg har ikke indtryk af, at vi specifikt portrætterer kvinder. Mit indtryk er, at i Antichrist spillede jeg Lars, og i denne film er det Kirsten, der spiller ham. Selvfølgelig er det smukt for kvinder, men jeg ser ikke nogen adskillelse mellem de mandlige og kvindelige karakterer.”

Ubehagelig sex
Lars von Trier talte også meget og ivrigt om sin næste film, Nymfomanen, som Dunst og Gainsbourg øjensynlig også får roller i. I hvert fald hvis man tager instruktøren på ordet.

”Min næste film bliver - det var Kirsten, der insisterede - en pornofilm.”

”Det er sådan kvinder er, og Charlotte er også med. De vil have en rigtig hardcore film denne her gang, og jeg gør mit bedste. Jeg foreslog, at vi skulle have en masse diaolog ind i mellem, men så sagde de: ’Vi giver ikke en skid for dialogen. Vi vil bare have en masse ubehagelig sex.”

”Det er, hvad jeg skriver på i øjeblikket. Den bliver tre eller fire timer lang, og den eneste grund til det er, at pressekonferencen på Cannes vil starte lidt senere, så jeg kan sove lidt længere,” sagde Trier med en ordentlig ræv tittende frem bag øret.

Jeg er nazist
Seancen sluttede bogstavelig talt med et dobbelt brag. Først var det Danmarks næstmest internationalt anerkendt instruktør Susanne Bier, der stod for skud.

”Jeg troede i lang tid, at jeg var jøde, og jeg var glad for at være jøde. Senere dukkede Susanne Bier op, og så var jeg ikke længere så glad for at være jøde. Ej det var en joke, undskyld,” sagde Trier.

Og så var det Hitlers tur.

”Men hvorom alting er, ville jeg gerne være jøde, men så fandt jeg ud af, at jeg i virkeligheden er nazist, fordi min familie har tyske aner, hvilket også har været nydelsesfuldt. Hvad kan jeg sige. Jeg forstår Hitler, men altså, jeg synes, han gjorde nogle forkerte ting.”

”Men jeg tror, jeg forstår manden. Han er ikke, hvad man ville kalde en god person, men jeg forstår ham og sympatisere en lille smule med ham.”

”Men jeg er ikke imod jøder. Måske Susanne Bier... nej, ikke engang Susanne Bier. Det var også en joke. Jeg er meget stor tilhænger af jøder. Eller måske alligevel ikke så meget, for Israel er skideirriterende, men stadig ... hvordan kan jeg komme ud af denne sætning?”

Die Endlösung
En snarrådig journalist kom ham til undsætning og ville vide, om Melancholia er Triers bud på en Hollywood-blockbuster, og om han kunne tænke sig at lave noget i endnu større skala.

”Ja, vi nazister har en tendens til hele tiden at ville lave tingene i en større skala. Ja, måske kunne du overtale mig til at foretage Die Endlösung - for jer journalister.”

På søndag bliver det afgjort, om Trier vinder Guldpalmen. På spørgsmålet om, hvorvidt han selv tror på det, kom svaret prompte.

”Ja, det gør jeg. Åhh ja, det gør jeg. Åhh ja!”

Helt så sikker på sin film var den danske instruktør nu alligevel ikke, faktisk nåede han på det kraftigste at undsige sin film.

"Det var en stor fornøjelse at lave filmen. Men da jeg så den i små bidder og stillbillederne fra den, tog jeg lidt afstand fra det. Jeg er ikke rigtig sikker. Måske er det noget bras. Selvfølgelig håber jeg, at det ikke er det. Men der er ret stor sandsynlighed for, at den virkelig ikke er værd at se."

Mente han det? Der ved vist kun Trier selv.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko