Nyhed
18. maj 2011 | 23:24

Trier III: Undskylder for nazi-udtalelser

Cannes-festivalen tager afstand fra Lars von Triers nazi-bemærkninger. Trier selv kryber til korset og undskylder.
Af Jacob Ludvigsen og Claus Christensen

”Jeg er nazist.”

Sådan sagde Lars von Trier ved pressekonferencen for hans nye film Melancholia i Cannes tidligere i dag. Kirsten Dunst kiggede uroligt væk, enkelte grinede af instruktørens uigennemskuelige ironi, mens andre lod sig forarge.

Cannes-ledelsen hører til i den lejr, der ikke fandt Triers længere udredning om Hitler, Speer, jøder og Susanne Bier specielt morsom. I en meget usædvanlig pressemeddelelse fra festivalen hedder det, at festivalen blev stødt af Triers udtalelser, og at de har bedt den danske enfant terrible om at forklare sig.

”Instruktøren udtaler, at han lod sig provokere. Han kommer med en undskyldning. Festival-ledelsen anerkender dette og videreformidler Triers undskyldning. Festivalen er urokkelig på dette punkt og vil aldrig tillade, at den bliver et forum for sådanne udtalelser om sådanne emner.”

Ikke antisemitisk
Tre minutter senere fulgte Zentropa op med en officiel meddelelse, hvor Trier udtaler:

”Hvis jeg har såret nogle med mine ord ved pressekonferencen, undskylder jeg oprigtigt. Jeg er ikke antisemitisk, har ikke nogen former for racefordomme og er ikke nazist.”

Undskyldningen til trods har det kontroversielle pressemøde allerede fået konsekvenser. Den restaurant, hvor Trier og Zentropa skulle have holdt gallafest for 400 mennesker, aflyste arrangementet, fordi udtalelserne ”ikke passede til restaurantens etniske tilhørsforhold”, skriver Ritzau.

Pølser ved promenaden
Det tager Zentropa-boss Peter Aalbæk Jensen dog i stiv arm.

”Selvfølgelig er det pisse besværligt med alle de gæster, men jeg tager det nu stille og roligt. Jeg sparer 200.000 kr. Vi har sørget for at købe nogle kasser øl, så nu holder vi nattefest på stranden nedenfor promenaden, når filmen ellers er slut. Vi rister nogle pølser i stedet for de der carnapéer,” siger han til B.T.

Tidligere i dag erklærede han til samme avis:

”Jeg vil nok sige, at det her er noget af det dummeste, jeg kan komme på fra hans side, men jeg har opgivet at tale ham til rette.”

Tag filmstøtten fra Trier
Ikke alle stiller sig tilfreds med Triers undskyldning. På sin blog i Jyllands-Posten skriver Dansk Folkepartis Søren Espersen, at Trier bør fratages filmstøtten.

”Lars von Trier er ikke det mindste skør eller forvirret. Han siger det, han betragter som sandheden, og det var det, han gjorde i Cannes. Manden kan ikke fordrage jøder,” skriver Søren Espersen.

”Med sin groteske og perverse venskabserklæring til Adolf Hitler og sine degraderende udtalelser om jøder i almindelighed og Susanne Bier i særdeleshed — og det for øjnene af hele verden ved filmfestivalen i Cannes — bør den danske regering reagere på den måde, at det fremover er slut med al yderligere støtte til Lars von Trier,” mener Søren Espersen.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko