Nyhed
18. maj 2008 | 11:36

Trier-ja til Penélope Cruz’ frieri

Lars von Trier er begejstret for, at den spanske verdensstjerne ønsker at filme med ham.

Af Claus Christensen, Cannes

Gårsdagens store pressemøde i Cannes fik det til at gibbe i de danske journalister. Skuespilleren Penélope Cruz sagde nemlig pludselig et navn, som ringer sød musik i danske øren.

Den spanske verdensstjerne - aktuel i Woody Allens Vicky Christina Barcelona - blev spurgt, om hun har flere drømme som skuespiller efter at have arbejdet med store instruktører som Pedro Almodóvar og netop Woody Allen.

"Jeg vil da gerne arbejde med dem begge igen," svarede Penélope Cruz . "Jeg vil også gerne arbejde med Lars von Trier, Claude Chabrol — og Martin Scorsese, hvorfor ikke?"

En dejlig nyhed
Lars von Triers producer, Meta Louise Foldager, er selv i Cannes. Hun virker overrasket, men glad, da Ekko overbringer nyheden.

"Det lyder interessant, nej, det er en dejlig nyhed," siger hun. "Men jeg kan nok ikke sige mere til det lige nu."

Meta Louise Foldager er i disse måneder ved at finde skuespillere til Triers næste internationale filmprojekt Antichrist, en gyser om et par, der flytter ud i en hytte i skoven for at finde sig selv efter deres barns død.

Med kun to skuespillere i filmen er castingen af afgørende betydning.

Hilsen fra Trier
"Vi taler med forskellige skuespillere og er langt i processen, men vi har endnu ikke lavet aftale med nogen," siger Meta Louise Foldager og tilføjer, at der ikke er aktuelle planer med Penélope Cruz.

"Men når en verdensstjerne af Cruz' format ytrer ønske om at arbejde med Lars, er det selvfølgelig rigtigt spændende for fremtidige projekter."

Et par timer senere ringer Meta Louise Foldager tilbage.

"Du kan godt stramme din vinkel. Jeg skulle hilse og sige, at Lars er begejstret for tanken om at lave en film med Penélope Cruz engang i fremtiden," siger Zentropa-produceren.

Så hvem ved, om nogle år er det måske Cruz, Trier og Foldager, som holder pressemøde sammen på Cannes-festivalen.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko