Cannekdote: Trier ødelagde filmsproget

Fra i morgen og de næste ti dage går det løs i den lille sydfranske by Cannes, der for 67. gang afholder verdens mest prestigefyldte filmfestival!

Berømthederne vælter ned til det Sydfranske, hvor kritikerne skal udpege nye mesterværker såvel som makværker. Ekko har to udsendte på pletten, der dagligt vil bringe en Cannekdote fra festivalens forhåbentlige mere underholdende og kulørte momenter.

Men vi tyvstarter med én fra fortiden – som måske bare er en røverhistorie.

Kronraget debutant i læderjakke
13. maj, 1984. Verdenspremiere på Forbrydelsen element. Filmen er udtaget til konkurrencen om Guldpalmen.

Instruktøren hedder Lars von Trier. 28 år gammel, stort set lige kommet ud fra Den Danske Filmskole og et ukendt ansigt blandt festivalens øvrige berømtheder – så længe det nu varede! 

Danskeren tropper kronraget op iført en læderjakke til visningen. Han bliver bemærket. Det samme gør hans debutfilm, der er en billedeksperimenterende og udsyret blanding af kriminalfilm og apokalyptisk fabel. 

”Milepæl”, ”uforglemmelig” og ”triumferende” er blot nogle af de positive ord, der kommer fra et næsten samhørigt dansk anmelderkorps. 

Meget vred formand
Men det bliver ikke til Guldpalmen for Trier. Den går til Wim Wenders Paris, Texas. Danskeren må nøjes med festivalens tekniske pris.

For juryformanden, den britiske og dengang 63-årige skuespiller Dirk Bogarde, hader Forbrydelsen element. Faktisk så meget, at han anklager den danske debutant for at være i færd med at ødelægge filmsproget!

I hvert fald ifølge Lars von Trier selv. Det fortæller han i et portræt fra 1991 til TV 2-journalisten Frantz Howitz – et interview, der findes på dvd-boxen Lars von Trier's Europe Trilogy.

”Var du skuffet over ikke at vinde Guldpalmen?” spørger Howitz.

”Ja, synes jeg nu nok, at den havde fortjent Guldpalmen. Men nu var det jo så Wim Wenders, der stak af med den for Paris, Texas. Den er måske mere tilgængelig, men i en filmhistorisk sammenhæng synes jeg nu nok min film er vigtigere,” svarer Trier med sit velkendte lune smil.

”Det synes juryen så ikke?” lyder det fra intervieweren.

”Nej, specielt formanden Dirk Bogarde. Han var meget, meget vred, fordi han mente, at vi var ude på at ødelægge filmsproget og film som sådan. Der var noget pres på ham fra de øvrige jurymedlemmer, og fra festivalens ledelse om, at vores film skulle have en pris. Men Bogarde satte sin post og alt ind på, at det skulle vi ikke have. Det er jeg egentlig ganske beæret over,” svarer Trier kækt.

”Spørg om jeg er fascist?”
Sjovest bliver det, da Trier forklarer, hvordan han egentlig hørte om skuespillerens voldsomme reaktion mod Forbrydelsen element. 

”Jeg fik det at vide senere, da vi tilbød ham en rolle i Europa. Så fik vi en ordentlig smøre om, hvad vi var i færd med at gøre med film. Det er jeg selvfølgelig ikke enig med ham i. Men det er da rørende, at han går så meget op i det!”

Dirk Bogarde døde i 1999 og har så vidt det vides aldrig offentligt omtalt sin modstand mod Triers debutfilm. Måske øvrige, nulevende jurymedlemmer fra 1984, Isabelle Huppert og Ennio Morricone, en dag kan bekræfte historien?

Allerede under sin første deltagelse i Cannes forstod den selvbevidste instruktør i øvrigt at gøre sig uheldigt bemærket på pressemødet.

”Hvorfor spørger I ikke, om jeg er fascist?” sagde han ifølge de danske journalister. Ak ja, vel nærmest et profetisk scenarie, der gentog sig samme sted i 2011. Men det er en helt anden Cannekdote.