Nyhed
08. dec. 2015 | 09:17

Trier: Schep er en del af min hjerne

Foto | Christian Geisnæs
Lars von Trier søger ofte hjælp hos sin ven og mentor, Peter Schepelern, når han skal udtænke sine filmhistorier.

Se Lars von Trier hylde dagens 70-års fødselar, Peter Schepelern, på sin egen drilagtige facon.

Af Claus Christensen

I dag fylder Ekkos medredaktør og lektor i filmvidenskab, Peter Schepelern, 70 år.

Senere på dagen holder han sin afskedsforelæsning på Københavns Universitet, hvor han har været ansat i 41 år.

Det var her, at Lars von Trier som studerende i 70’erne mødte Schepelern, der dengang var en meget ung underviser.

”Han var altid morsom, og hans timer var virkelig underholdende,” siger Lars von Trier i et lille interview, som kan ses efter artiklen. 

”Men meget hurtigt bredte der sig et rygte om, at Peter i virkeligheden ikke kunne lide film, fordi der ikke var nogen, som havde hørt ham udtale sig positivt om film.”

”Jeg havde ham i Dreyer, og bagefter havde man på fornemmelsen, at Dreyer var noget gammelt pis,” siger Trier, som alligevel værdsatte den Schepelern’ske ironi.

Kulturel rådgivning
Trier var indskrevet på faget Filmvidenskab fra 1976 til 1979 – dog uden at tage en eneste eksamen, som Schepelern noterer i bogen Lars von Triers elementer (1997).

Herefter blev Trier optaget på Den Danske Filmskole, og resten er historie. Schepelern blev hans ven og mentor, som han ofte har søgt råd og vejledning hos – senest i forbindelse med tilblivelsen af hovedværket Nymphomaniac.

”Peter er en del af min hjerne. En lille del, der hedder Schep. Så når der er et eller andet, jeg skal finde ud af eller rådgives om i en kulturel retning, ringer jeg til Peter,” siger instruktøren.

Lars von Trier har lavet forordet til bogen Filmens vingesus, der er en samling af Peter Schepelerns bedste Ekko-essays 2002-2015 og udkommer i dag.

Lars von Trier om Peter Schepelern

Kommentarer

Peter Schepelern

Født i Hellerup 8. december 1945.

Magister i filmvidenskab fra Københavns Universitet i 1973.

Lektor ved Københavns Universitet siden 1978.

Har udgivet Lars von Triers elementer (1997) og redigeret det store værk Filmleksikon (1995, 2010).

I Ekkos redaktion siden 2004.

Filmens vingesus, der udkommer 8. december, er en samling af hans bedste Ekko-essays.

© Filmmagasinet Ekko