Trine Dyrholm blev hypnotiseret til rolle
Trine Dyrholm havde på ingen måde forestillet sig, at hendes korte medvirken i første sæson af Viaplay-serien Forhøret ville blive udfoldet til hovedrollen i anden sæson af krimiserien.
Men da Christoffer Boe kontaktede skuespilleren med tilbuddet om at fortsætte rollen som psykiateren Susanne, kunne Dyrholm ikke sige nej. Hun ville nemlig gerne prøve at arbejde på en anden måde end normalt.
I sæson to kommer Susanne på en intens tur gennem Københavns underverden, da hun får mistanke om, at en af hendes klienter vil begå en kriminel handling.
”Jeg er ikke så velbevandret i krimigenren, så det var en spændende udfordring at lave det her psykologiske studie,” siger 49-årige Trine Dyrholm, da vi møder hende op til premieren den 29. august.
”Jeg så engang en masterclass med Jane Campion, som fortalte om at lave Top of the Lake. Hun sagde, at krimigenren er en fantastisk motor til at lave historier om hvad som helst. På baggrund af en spænding kan man undersøge tematiske eller psykologiske ting,” fortsætter skuespilleren.
”Det gav virkelig mening for mig i arbejdet med den her rolle og serien. Gennem en spændende jagt har vi kunnet udforske, hvad mennesket er for en størrelse.”
Sindets afkroge
Selv om det var en lidt anderledes måde at arbejde på end i skuespillerens storfilm som Dronningen, gik Trine Dyrholm til opgaven med Forhøret, som hun ville gøre med alle andre roller.
Nogle skuespillere ser det som terapuetisk arbejde at udforske andre sider af sig selv gennem roller, som er væsensforskellige fra dem selv.
Sådan er det dog ikke for Danmarks største kvindelige skuespiller, der siden debuten har vundet svimlende ti Robert-priser, syv Bodil-statuetter og en Sølvbjørn i Berlin for sin præstation i Thomas Vinterbergs Kollektivet.
”Jeg går i terapi, når jeg går i terapi. For mig er det at spille skuespil frisættende i forhold til at undersøge forskellige sider af, hvad det vil sige at være menneske. Men jeg opfatter det ikke privat terapeutisk,” fortæller Trine Dyrholm.
”Jeg bruger heller ikke mine egne, private følelser. Jeg bruger måske personlig erfaring, men jeg tænker ikke specifikt på ting, jeg selv har oplevet.”
”Jeg arbejder meget mere i forhold til det bevidste og ubevidste. Her finder jeg nogle steder, hvor jeg er så bevidst om materialet, at jeg kommer et ubevidst sted hen.”
Anden sæson af Forhøret tager et dybt og billedskønt dyk ned i sindets afkroge. Det var en spændende, men ikke helt fremmed verden for Trine Dyrholm.
”Jeg kender ret meget til psykologi og psykologer. Jeg har besøgt forskellige terapeuter og kender mange, der er psykologer, så det var jeg rimelig velbevandret i. Men fordi serien har et hypnose-element, besøgte jeg faktisk en hypnose-skole og fik snakket med nogen, der praktiserer det.”
– Hvor langt tog du din research?
”Jeg har prøvet at være i en form for hypnose.”
– Hvad er det for en oplevelse?
”Det er jo dybest set, at du slipper kontrollen og det bevidste. Jeg har kun prøvet det i en lille form. Men jeg forstod, at noget af det, der sker i serien, faktisk kan ske.”
Afsnit uden stop
I første sæson af Forhøret indtager Ulrich Thomsen hovedrollen som politimanden Bjørn. Over otte afsnit tager han rundt og snakker med forskellige mennesker i håbet om at finde sin datters morder.
I anden sæson er formen den samme, selv om fokus nu er på hans ekskone.
Men sorgramte Susanne kommer på en anden opgave, da en mand underlagt hypnose hos hende siger noget bekymrende. Han stikker af, mens hun opsøger forskellige folk for at stoppe en forestående forbrydelse.
Trine Dyrholm spiller i et afsnit af anden sæson over for Ulrich Thomsen, mens også Danica Curcic og Dar Salim undervejs gør deres entre. Christoffer Boe er altid åben over for eksperimenter, og i nogle af afsnittene lod han skuespillerne gennemspille et helt afsnit uden stop.
Det var en vild oplevelse for Trine Dyrholm at stå midt i et møde mellem det historisk meget kontrollerede tv-medie og de mere frie rammer fra teatret.
”Det var udfordrende at arbejde i det format. Det er sindssygt hårdt at lære 30 sider hver uge og og køre i det tempo. Da vi var nået lidt over halvvejs, havde jeg også lige premiere på Erna i krig, som jeg skulle lave presse på ved siden af. Det var for krævende for lille mig,” siger Trine Dyrholm.
”Det var ikke så meget psykologisk udmattende, men fordi der simpelthen ikke var plads til mere i hovedet. Man bruger bare sindssygt mange kræfter på at lave sådan nogle lange takes. Og det er sjovest at gå all-in, når man er i gang, men nogle dage måtte jeg lige tage en pause undervejs.”
Trailer: Forhøret – sæson 2
Trine Dyrholm
Født 1972 i Odense.
Uddannet skuespiller på Statens Teaterskole i 1995.
Har vundet ti Robert-priser og syv Bodil-statuetter for sine roller i danske film.
Aktuel i anden sæson af Viaplay-serien Forhøret.
Udvalgte film og serier
Margrethe den Første
2021
Erna i krig
2020
Dronningen
2019
Arvingerne
2014-17
Kollektivet
2016
Lang historie kort
2015
Den skaldede frisør
2012
Hævnen
2010
En soap
2006
Forbrydelser
2004
Festen
1998
Taxa
1997
Kommentarer