Trine Dyrholm og stjerneskud på krydstogtskib
Dansk films skuespildronning, Trine Dyrholm, bliver hyldet med hæder og priser, hvad end hun spiller historisk regent eller grænseoverskridende stedmor.
Stortalentet Flora Ofelia Hofmann Lindahl står som kronprinsesse klar i kulissen til at overtage kronen. Hun vandt en Robert for sin rolle i DR-serien Ulven kommer og sejrede som den yngste nogensinde på festivalen San Sebastián med sin præstation i Du som er i himlen.
I Birthday Girl står de to succesfulde skuespillere over for hinanden som mor og datter, der tager en rejse på et krydstogtskib med datterens veninde.
Michael Noer instruerer filmen, der beskrives som et ”suspense-drama”. Moren Nanna har inviteret datteren Cille og hendes veninde på et cruiseophold i forbindelse med Cilles attenårs-fødselsdag.
Men drømmeferien bliver til et mareridt, da Nanna finder ud af, at Cille er blevet voldtaget ombord, men ikke husker noget.
”De færreste af os tænker måske på, at prisen for en billig ferie også betyder, at der er sparet på sikkerheden, og det kan få katastrofale følger,” siger Michael Noer i en pressemeddelelse.
”Antallet af forbrydelser til havs er en gråzone. Rederierne gør en dyd ud af at undgå erstatningspligt, og derfor kommer et stort antal forbrydelser aldrig til offentlighedens kendskab, men forties blot med en upgrade og et trøstende ord. Sådan som det sker for Nanna, da hun opdager, at nogen har forgrebet sig på det dyrebareste hun ejer: datteren Cille.”
Premiere næste forår
Michael Noer slog sammen med Tobias Lindholm igennem med fængselsdramaet R (2010), der med makkerparrets barske reality rules-koncept skabte en ny retning for dansk film.
Instruktøren lavede siden Nordvest og Nøgle hus spejl, før han rejste til USA for at lave en genindspilning af flugtfilmen Papillon fra 2017 med stjernerne Rami Malek og Charlie Hunnam i hovedrollerne.
Birthday Girl – der ifølge pressemeddelelsen er en arbejdstitel – har Michael Noer skrevet sammen med Jesper Fink, som er en af folkene bag manuskriptet til Charlotte Sielings Margrete den Første, der som bekendt også har Trine Dyrholm i hovedrollen.
Noer og Fink har tidligere arbejdet sammen om periodedramaet Før frosten, hvor Jesper Christensen spiller hovedrollen.
Deres kommende film er produceret af René Ezra og Matilda Appelin for Nordisk Film Production med støtte fra Det Danske Filminstitut, Det Norske Filminstitut og Nordisk Film & TV Fond.
Optagelserne til Birthday Girl er netop overstået i Estland. Filmen har forventet premiere i danske biografer i foråret 2023.
Kommentarer