Nyhed
29. jan. 2020 | 10:11 - Opdateret 29. jan. 2020 | 20:37

True Detective-stjerner sammen om ny serie

Foto | HBO
Med rollen som fordrukne og filosofiske Rust Cohle i første sæson af True Detective fik Matthew McConaughey en renæssance som skuespiller, der blev døbt The McConaissance.

Matthew McConaughey skal spille hovedrollen i mørkt drama af serieskaberen bag True Detective, hvis fremtid på HBO er usikker.

Af Nicki Bruun

True Detective ramte som et lyn, da HBO-serien havde premiere i 2014.

Med Matthew McConaughey og Woody Harrelson i hovedrollerne som politibetjente, der over en årrække opklarer et mystisk mord, brød serieskaberen Nic Pizzolatto igennem med et brag.

Nu går manuskriptforfatteren til konkurrenten. Pizzolatto skal lave tv-serien Redeemer for tv-kanalen FX, skriver branchemediet Deadline Hollywood.

Den sætter ham igen sammen med Oscar-vinderen McConaughey, der er udset til at spille hovedrollen som en forhenværende præst. Han er nu sikkerhedsvagt, men bliver viklet ind i en mørk underverden af kriminalitet og korruption, da han prøver at finde en forsvundet kvinde i Texas.

Nic Pizzolatto og Matthew McConaughey skal sammen producere serien, der med sit americana-miljø og dystre historie på mange måder lyder som et forsøg på at ramme den samme stemning som True Detective.

Redeemer er baseret på debutromanen The Churchgoer, som forfatteren Patrick Coleman udgav i 2019.

Ekstremt ufrit arbejde
Det viste sig svært for True Detective at fastholde det momentum, som første sæson satte i gang.

Anden sæson, hvor Colin Farrell og Rachel McAdams overtog hovedrollerne, fik hårde anmeldelser med på vejen.

Danske Janus Metz, der instruerede et afsnit af anden sæson, fortæller i det nye nummer af Ekko, hvordan optagelserne led under Nic Pizzolattos hidsige temperament og angst for at skulle leve op til sin egen succes.

”Alle arbejdede ekstremt ufrit, angstfyldt og stift, og det var tydeligt for de fleste, at det ville få negative konsekvenser for resultatet,” skriver instruktøren, der slog igennem med dokumentaren Armadillo, i magasinets tema om danskere i Hollywood og fortsætter:

”Det var en hård ilddåb for mig, men jeg fik den erfaring ud af det, jeg gerne ville have. Og et vigtigt hak i cv’et.”

Det blev til et comeback for Pizzolatto med tredje sæson af True Detective, hvor Mahershala Ali spiller hovedrollen som en efterforsker i flere tidsaldre. Hvad Redeemer kommer til at betyde for en eventuel fjerde sæson af True Detective vides endnu ikke.

Ifølge Deadline Hollywood har HBO ikke truffet en beslutning endnu, men tv-kanalen overvejer efter sigende at fortsætte serien med en ny showrunner.

Kommentarer

Ekko #84

Janus Metz fortæller om optagelserne af True Detective i Ekkos nye nummer.

Køb magasinet i kiosker eller få det tilsendt.

Hvis du tegner abonnement, kan du vælge mellem halv pris på tolv kvalitetsfilm eller én gratis biografbillet.

Abonnenter har også adgang til magasinet digitalt.

© Filmmagasinet Ekko