baggrund
08. aug. 2019 | 01:09

Syndebukke får ny tur i gabestokken

Foto | Infinity Ward
Et spil som Call of Duty: Modern Warfare får skylden for, at en psykopat igen er gået amok med skydevåben i USA.

Donald Trump genbruger de gamle argumenter om vold i videospil og på internettet i forbindelse med weekendens masseskyderier.

Af Claus Nygaard Petersen

Weekendens massakrer i El Paso, Texas, og Dayton, Ohio, krævede en respons fra den amerikanske præsident Donald Trump.

Få timer før han skulle tale, havde Trump på sin Twitter-konto opfordret Kongressen til at indføre strengere baggrundstjek i forbindelse med køb af våben.

Men da præsidenten kom med den officielle udtalelse, var der ingen nye tiltag i forhold til våbenkontrol. I stedet valgte han at fokusere på det, som han kaldte ”the glorification of violence”. Han udpegede tre kilder til skyderier af denne slags: computerspil, internettet og psykisk sygdom.

Helt konkret foreslog han dødsstraf til gerningsmænd af disse forbrydelser. Men også reformer, så man bedre kan sørge for behandling til psykisk syge.

Derefter gik han videre til en gammel kending, når skylden skal rettes alle andre steder hen end mod den amerikanske våbenlovgivning, nemlig videospil. Det er spillene, som fordærver ungdommen og får dem til at begå de horrible gerninger.

Argumentet er langt fra nyt.

Både spil og film er et yndet skudsmål for politikerne, når der skal udpeges en synder.

I forbindelse med skoleskyderiet i Parkland, Florida, sidste år gav Trump en bredside til film, spil og internettet. Han kritiserede det faktum, at unge kan se al den vold, de vil i film, men lige så snart sex er involveret, falder censur- og aldersbegrænsning-hammeren hårdt.

Konservative værker
Går man endnu længere tilbage, blomstrede diskussionen om videospil og vold kraftigt i forbindelse med Columbine-massakren i 1999.

En Gallup-undersøgelse viste dengang, at 62 procent af alle voksne mente, at underholdningsindustrien var en katalysator for ugerningen, og 83 procent var for et forbud af salg af voldelige medier til børn.

Op igennem 00’erne og 10’erne popper argumentet op igen med jævne mellemrum, oftest fra republikanske politikere eller folk, der vil signalere konservative værdier.

Efter Virginia Tech-skyderiet i 2007 anklagede Mitt Romney ”pornografi og vold” i musik, film, tv og videospil. Den påstand kom igen i 2012 i forbindelse med Sandy Hook-massakren i Newton, hvor formanden for National Rifle Association skød med spredehagl mod underholdningsindustrien.

Der findes dog ingen beviselig korrelation mellem vold i film og videospil og så masseskyderier.

En dybdegående artikel i Washington Post fra 2012 sammenlignede de lande, hvor der blev brugt flest penge per indbygger på videospil, med mord hvor skydevåben var involveret. Data, som byggede på voldsstatistikker fra FN’s kontor for stoffer og kriminalitet og salg af videospil i de respektive lande, viste ingen sammenhæng mellem de to ting.

Personer på kanten
Selv en af de mest markante og indflydelsesrige konservative kræfter i det amerikanske lovgivningssystem, den afdøde højesteretsdommer Antonin Scalia, udtalte i forbindelse med en sag om voldelige videospil, at der ikke var nogen beviselig forbindelse mellem dem og aggression blandt børn og unge.

Og så sent som i februar i år blev disse data bakket op, da forskere ved Oxford University udgav resultaterne fra et studie, hvor 2008 teenagere i alderen fjorten-femten år samt deres forældre/værger deltog.

De unge spillede computerspillene og besvarede et spørgeskema om deres personlighed og spiladfærd, og de voksne svarede på spørgsmål om børnenes aggressionsniveau i den samme periode.

Selv om der ikke var nogen direkte sammenhæng, fortæller professor Andrew Przybylski, at der er visse aspekter omkring det at spille, som kan være problematiske.

”Der er ting som trash-talking, konkurrenceiver og trolling i gaming-miljøet, der kan tælle som antisocial opførsel. Det ville være interessant at forske videre i,” siger Przybylski ifølge Oxford Internet Institute.

Men den eneste sammenhæng, der kan bevises, er udbredelsen af skydevåben og mord i USA. Men det taler Trump helst ikke om.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko