Nyhed
11. juli 2020 | 19:14

Trump annullerer fængselsstraf til Roger Stone

Foto | Guldbrandsen ApS
Donald Trumps politiske rådgiver Roger Stone spiser hummermiddag på The Palm Restaurant i New York sammen med den danske instruktør Christoffer Guldbrandsen.

Den amerikanske præsident sløjfer en fængselsstraf på tre år og fire måneder til sin tidligere rådgiver, som Christoffer Guldbrandsen angiveligt er ved at lave en film om.

Af Claus Christensen

67-årige Roger Stone, der er ven og mangeårig rådgiver for Donald Trump, skal ikke i fængsel.

Han var ellers i november 2019 blevet idømt tre år og fire måneders fængsel for at lyve over for Kongressen og forsøge at forhindre undersøgelsen af et påstået samarbejde mellem Trump og Rusland i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg i 2016.

”Roger Stone er et offer for det russiske fupnummer, som venstrefløjen og dets allierede i medierne forevigede i et forsøg på at underminere Trumps præsidentembede,” lyder det i en officiel udtalelse fra Det Hvide Hus, som fortsætter: 

”Der har aldrig været nogen hemmelig forbindelse mellem Trump-kampagnen, eller Trump-administrationen, og Rusland.”

Præsident Donald Trump har med andre benyttet sig af muligheden for at straffritage en dømt person. 

”Roger Stone har allerede lidt nok. Han fik en uretfærdig behandling. Roger Stone er nu en fri mand!” slutter erklæringen.

Særlig dansk interesse
Den politiske rådgiver skulle have påbegyndt afsoningen på tirsdag.

Sagen har vakt stor opsigt i USA. Det er ikke usædvanligt, at en præsident benåder en dømt person, men det er uset, at han gør det i en sag, han selv er involveret i. Og set med danske, filmiske briller påkalder den sig en særlig interesse.

Christoffer Guldbrandsen er nemlig i gang med et filmprojekt, der involverer den nu frigivne rådgiver. På sin Facebook-side har dokumentaristen offentliggjort et billede, hvor han spiser en hummermiddag med Roger Stone på The Palm Restaurant i New York.

Guldbrandsen, der er kendt for politiske dokumentarfilm som Fogh bag facaden, Den hemmelige krig og Dagbog fra midten, har tidligere lagt en video ud på Facebook, hvor man ser instruktøren filme Roger Stone bagfra, mens denne sidder og gør klar til et interview.

Den danske dokumentarist holder kortene tæt ind til kroppen, så det vides ikke, om filmen også involverer andre af Trumps støtter. Hvornår den får premiere, er også uvist.

Historisk korruption
Roger Stone blev dømt skyldig i syv forhold, som alle har forbindelse til mistanken om Ruslands indblanding i det amerikanske valg i 2016.

Retten mener, at Stone har forsøgt at skjule, at han fungerede som bindeleddet mellem Rusland og organisationen Wikileaks.

Rusland hackede ifølge amerikanske efterretningstjenester materiale om Det Demokratiske Parti. Materialet blev offentliggjort af Wikileaks med den hensigt at skade dets præsidentkandidat, Hillary Clinton.

Senator Mitt Romney, der ligesom Trump er medlem af Det Republikanske Parti, skriver på sin Twitter-konto:

”Historisk korruption uden fortilfælde: En amerikansk præsident annullerer en dom over en person, der er dømt af en jury for at lyve for at dække over den selvsamme præsident.”

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko