Trump har gjort vores film endnu vigtigere
Forfriskende fornyelse og ligefrem miljøskildring.
Sådan lyder Ekkos udsendtes rosende anmeldelse af Mathias Broes spillefilmdebut Sauna, som handler om forholdet mellem en bøsse og en transperson og skildrer queermiljøet i København på godt og ondt.
Det er da også en meget glad instruktør, som vi over telefonen taler med dagen efter verdenspremieren i Park City, Utah. Han står på Mount Timpanogos, hvor skuespilleren Robert Redford i 70’erne etablerede Sundance-festivalen.
Her er Mathias Broe inviteret til en brunch for festivalens instruktører.
”Det har været ret overvældende. Folk er vildt åbne, og jeg kan godt mærke, at Sundance-festivalen har en tradition for queer-fortællinger,” siger den 32-årige instruktør, der har fået meget positive anmeldelser i amerikanske medier som IndieWire og Screen Daily.
”Den politiske situation i USA gør samtidig, at alt føles endnu mere potent. Publikum går ikke særligt meget ind i det politiske, men det ligger hele tiden nedenunder samtalen og skaber en ekstra værdi for filmen. Det gør filmen endnu mere vigtig.”
Bedste repræsentation
I Sauna lægges der ikke fingre imellem. Vi hører om alt fra analhygiejne til hormonbehandlinger.
Den upolerede skildring satte publikum ved verdenspremieren tydeligvis pris på. Én blandt publikum sagde ifølge Mathias Broe, at Sauna er den bedste repræsentation af en queer-lived-experience, som vedkommende har set på film.
Ekkos udsendte overhørte en anden reaktion: ”I can’t wait until this comes out so I can have a watch party!”
”Programlæggerne ser utroligt mange film fra alskens lande, og de siger, at vores film viser noget, som ikke er blevet portrætteret før på samme måde,” fortæller Mathias Broe.
”Det skyldes nok, at vi også fortæller om svære ting i queer-fællesskabet. Vi har også lavet en film om privilegier – om hvem, der bliver lukket ind i fællesskabet, og hvem der ikke gør.”
”Jeg tror, at queer-publikummet kan mærke, at filmholdet hovedsagelig består af folk, der har erfaringer fra miljøet. Det, der vises på lærredet, er ting, vi og de selv har oplevet i virkeligheden. Og det hele er så sat i konteksten af en kærlighedshistorie.”
Syndebuk i politisk kamp
Mathias Broe fortæller, at han og de andre på filmholdet i starten var bange for at gøre noget forkert, men på et tidspunkt gav de slip.
”Vi sagde til os selv, at det ikke nyttede noget at forsøge at gøre alt ’korrekt’. Vi var nødt til at fortælle om nogle rigtige personer, nogle hele, komplekse mennesker, som så bare lever i queer-miljøet.”
”Karaktererne er i bund og grund mennesker, der føler sig ensomme og søger efter kærligheden, et sted at høre til. Dermed bliver det også en meget universel historie. Den rammer målgruppen meget hårdt, men samtidig appellerer til et bredere publikum.”
Sundance-festivalen har indtil nu for det danske filmhold været som at lande i en oase midt i ørkenen. Eller som at stå midt i orkanens øje, når man tænker på den rasende hast, den nyslåede præsident er i gang med at ændre USA i.
Donald Trump har erklæret krig mod ”woke-bevægelsen” og er i gang med at rulle alle transrettigheder tilbage. Han vil stoppe økonomisk støtte til kønsskifteoperationer og hormonbehandlinger til alle under nitten år, ligesom transkønnede ikke længere er velkomne i militæret.
For Mathias Broe opleves det som et stort tilbageskridt i en tid, hvor lgbtq+-fortællinger ellers var kommet positivt på dagsordenen. Sauna er således den første danske film med en transperson (Nina Rask) som hovedrolleindehaver.
”Det har længe været svært at finansiere film om dette emne, ikke mindst i Danmark, hvor der er så få transpersoner. Nu er tiden endelig til, at man faktisk kan gøre det, selv om vores film har et meget begrænset budget på syv-otte millioner kroner.”
”Så kommer dette voldsomme angreb fra Trump. Det er endnu en kamp, som skal kæmpes for mennesker, der ikke har fortjent at blive gjort til syndebukke i en politisk kamp. Den nye amerikanske regering politiserer nogle menneskers kroppe til deres egen vinding. Det er trættende,” mener Mathias Broe.
Fanget på SoMe
Alligevel kan man undre sig over, at der ikke er større protester imod Trumps tiltag over for minoriteter som transpersoner. Mathias Broe fornemmer, at folk er trætte.
”Jeg var herovre til en talk, som nogle queer-festivaler stod for. De sagde: ’Hey, det her er bare fire år. Vi skal nok komme igennem det, men husk at være blide mod hinanden. Og hvis du for træt til at kæmpe, så giv faklen videre. Det er helt okay.’”
”Det synes jeg er ret sympatisk. Og det er vigtigt, at vi minder hinanden om, at der er rigtigt mange, som ikke deler Trump og hans vælgeres holdning. Det kan en film som vores også være med til at gøre.”
Mathias Broe har lagt billeder fra rød løber i USA ud på sin Instagram. Platformen er som bekendt ejet af Mark Zuckerberg, der har travlt med at komme ind i varmen hos Trump – ligesom andre tech-milliardærer.
Det er et vanskeligt dilemma for instruktøren.
”Flere af mine venner har forladt Instagram og er gået over på andre platforme. Det har jeg også overvejet, men som filmskaber med en debutspillefilm er det svært pludselig at forlade platformen med en masse følgere, som er bygget op over femten år.”
”Jeg deler jo ikke holdning med ejeren af denne platform, men føler mig fanget. Det er klaustrofobisk, og jeg ærgrer mig over at være blevet afhængig af og underlagt dette meget skrøbelige system.”
Trailer: Sauna
Mathias Broe
Født 1992 i Odense.
Instruktør med fokus på fortællinger fra queer-miljøet.
Vandt kortfilm-prisen på Durban Gay & Lesbian Film Festival i 2015 med Ung mands dans.
Uddannet instruktør fra Super16 i 2018.
Nomineret til Ekko Shortlist Awards med afgangsfilmen Amfi.
Spillefilmdebuten Sauna får dansk biografpremiere den 24. april.
Film
Sauna
2025
Amfi
2018
Ud af det blå
2016
Ung mands dans
2014
Konfrontationen
2013
At være Anna
2012
Til far
2011
Kommentarer