Michael Moore: Trump overgår satire

Michael Moore er ikke nogen elegantier.

Med sig selv i frontlinjen har instruktøren gjort det til en spidskompetence at buldre frem mod USA’s top. Og samtidig går han aldrig af vejen for at drøne ud ad en tangent, hvis chancen byder sig.

Ud over de prisvindende Bowling for Columbine, om skoleskyderier, og Fahrenheit 9/11, om George Bushs kamp imod terror, har Moore parodieret det amerikanske sundhedssystem med Sicko og USA’s økonomiske system med Kapitalismen – En kærlighedshistorie.

Nu er han imidlertid tilbage med en noget u-Moore’sk film, Where to Invade Next, der har premiere 14. april.

Det er nemlig en positiv freerider-fortælling, hvor instruktøren gennemtrawler Europa for at finde skønne samfundstiltag, der kan kopieres i det amerikanske samfund.

Han er blandt andet i Italien for at undersøge, hvordan ”betalt ferie” fungerer, i Norge for at tale med en mand, der mistede sin søn på Utøya, men alligevel ikke ønsker, at Breivik skal dø, og i Finland for at forstå, hvordan verdens bedste uddannelsessystem fungerer med færre lektier og mere fritid.

– Michael Moore, dine film baserer sig ofte på, at du er vred over noget, men med Where to Invade Next er du nærmere en handelsrejsende, der opkøber glæde. Hvorfor?

”Jeg har aldrig tænkt over det på den måde før, men jeg tror, at Where to Invade Next stammer fra min lyst til at lære nye ting. Jeg vil med filmen gerne vise, at vi amerikanere engang var foran jer europæere, men nu har I fået overtaget. Vi kan eksempelvis lære meget af jeres skolesystemer.” 

– Men du kunne vel bare gå til angreb på det amerikanske skolesystem i stedet for at rejse til Europa?

”Nej, ikke helt. Vi amerikanere bliver nødt til at lære noget, og for at jeg kan lære dette sammen alle andre amerikanere, må jeg lægge den konfronterende stil lidt på hylden. Ellers får jeg jo ikke noget ud af min vidensinvasion.”

Frygten kommer snigende
– Når man ser Where to Invade Next som europæer, er der ingen tvivl om, at du kun graver solstrålehistorierne frem. Bør en god dokumentarfilm ikke finde nuancerne?

”Jeg siger på et tidspunkt i filmen, at jeg tager til Europa for at plukke jeres blomster og ikke jeres ukrudt.”

– Men…

”Du taler med mig i en iPhone lige nu, ik’?

– Jo?

”Du har taget det, du kunne bruge fra USA, værs’go’, nu tager jeg så det, jeg kan bruge fra Europa.”

– Dér fik du mig …

”Min pointe er, at det er en underlig kritik, at jeg vinkler mine historier skarpt. Hvis du sender en dansk instruktør til Silicon Valley, og han kommer hjem med en rosende beskrivelse af innovation, så sidder der da heller ikke anmeldere og siger, at han burde fortælle noget om USA’s masseskyderier.”

”Jeg bliver ofte beskyldt for at ville omforme Amerika til Skandinavien, men i Skandinavien har højrefløjen overtaget hele sproget for, hvordan folk taler med hinanden. De seneste ti år er I blevet så højreorienterede, at man bliver helt forpustet. Derfor kan USA heller ikke bare kopiere jeres skandinaviske model, men vi kan se på jeres sundheds- og uddannelsessystem.”

– Mener du ligefrem, at vi europæere kan lære noget af jer amerikanere?

”Det har jeg desværre svært ved at se. Jeg hader stort set alt det, der sker i mit land, så derfor var det også en tiltrængt oplevelse at rejse Europa tyndt. I modsætning til USA er Europa ikke baseret på frygt. Herovre har vi siden Reagan-æraen været bundet sammen af frygt for et eller andet storpolitisk. Sådan er det ikke i Europa, blandt andet fordi I har mere tryghed i dagligdagen med jeres sociale sikkerhedsnet.” 

”Men jeg er selvfølgelig ikke blind. Ligesom vi har smittet jer på stort set alle andre områder, kommer frygten også krybende ind på jer i de her år. Det er synd.”

Dokumentar er den største kunstart
– Jeg overdriver vel ikke, hvis jeg siger, at det altid er meget tydeligt, hvad du selv mener i dine film?

”Nej, det håber jeg da, at man kan fornemme.”

– Vil du kalde dig selv filminstruktør eller dokumentarfilminstruktør?

”Jeg er bare instruktør af samme grund, som Martin Scorsese ikke ser på sig selv om en ’fiktionsinstruktør’. Dokumentarfilm er den metode, som jeg bruger til at fortælle min historie. Det er den, der passer mig bedst. Jeg synes ikke, at dokumentarfilmsinstruktører har brug for et adjektiv foran deres titel. Der er en tendens i filmbranchen til at give dem dette mærkat, men det bliver lidt som at placere voksne mennesker ved børnebordet til en fest, synes jeg. For mig er alle bare instruktører.”

– Hvorfor har du så altid valgt dokumentargenren, hvis der er det syn på den i filmbranchen?

”Man har intet budget, og man er usikker på hele processen. Det er en langt større kunstart, fordi man har mulighed for at tage aktiv del i en dokumentarfilm. En spillefilm skriver man bare, og så er den stort set lavet, men selve dokumentarfilmens metode er for mig at se det, der gør den til en interessant kunstart. En spillefilm mangler det uventede, der kan opstå i virkeligheden, men aldrig på finskrevne papirark. En dokumentarfilm skriver man først, når man har filmet den, og det er en sjælden og smuk kunst, når det lykkes.”

– Hvis jeg nu siger, at du er mindst lige så meget aktivist som filmskaber, hvad siger du så?

”At jeg er borger i land, så selvfølgelig er jeg det. Hvis man ikke er aktivist i et demokrati, er det ikke et velfungerende demokrati. Det gennemstrømmer forhåbentlig alle mine film. Hvis man ikke tager stilling, er der jo ingen grund til, at man er i et demokrati.”

– Når man ser dine film, vil du noget nyt hver eneste gang. Er det et mantra for dig: Aldrig at lave det samme?

”Ja, i den grad! Jeg er ligeglad med at se film, der fortæller mig noget, jeg allerede ved. Hvis der for eksempel kommer en ny dokumentarfilm om klimaforandringer, så ved jeg, at jeg ikke skal se den. Det er altid de samme skræmmebilleder igen og igen.” 

– Hvordan ville du lave en film om klimaforandringer?

”´Det har jeg aldrig tænkt over … jo, ved du hvad, jeg ville se, om der var noget sjovt eller paradoksalt i klimaforandringerne, som kunne få folk til at være opmærksomme i biografen! Der er en forfærdelig politisk korrekthed omkring klimaforandringerne, som ikke er til at holde ud. Folk, som går i biografen og ser film om problemet, har altid de helt rigtige, økologiske holdninger, og de ved fra start til slut, at de ikke vil blive overraskede. Derfor kigger de slet ikke efter, når de ser filmen.”

”Men lad mig lige gøre det klart, at det med at lave den samme film igen og igen er et meget amerikansk problem. Det skyldes, at vi amerikanere er markant bagud, når det kommer til viden om andre kulturer. Det samme gælder med hensyn til retfærdighedssans og næstekærlighed.”

Film kan ikke kurere
– Hvorfor er det sådan?

”Vi amerikanere har glemt, hvem vi er. Og det handler igen om den her frygt. De seneste årtier har vores politikere skabt en frygt i befolkningen, der konstant involverer vores militær, og vores instruktører tror, at deres film er medicin imod denne frygt. Det er den ikke. Ingen har lyst til at gå i biografen og få medicin. Hvis du tror, at du kan kurere nogen, skal du blive politiker. Hvis du vil undersøge verden, skal du blive filminstruktør. Jeg krydser fingre for, at vi ikke smitter jer europæere med den tendens også.”

– Det leder mig over til at spørge dig om, hvor manipulerende du er i dine film?

”Al kunst forsøger at manipulere dine tanker i en bestemt retning.”

– Så det er i orden at ville undersøge verden med manipulation?

”Ja, så længe man varedeklarerer sin film, er det fint. Det gør jeg altid meget tydeligt. Jeg stiller mig frem og fortæller, hvad det er for en historie, vi skal høre, og så må folk tage den eller smide den væk.”

– Igennem din karriere er du blevet kritiseret for at manipulere i film som Roger & Me, Bowling for Columbine og Fahrenheit 9/11. Er du ligeglad med det?

”Jeg hører i hvert fald ikke efter, for alt er manipulation. Jeg fortæller historien med de fakta, der er relevante … nu skal du spidse ører, okay?” 

– Okay?

”Film er én af de få kunstformer, der kræver tilskuere, som møder op og får en oplevelse sammen. Mange tror, at man kan se film alene derhjemme, men det kan man ikke. For mig at se adskiller film sig ikke fra teater i den kontekst, for vi instruktører tænker konstant over tilskueren.”

Valgkamp skraber bunden
– Det må du gerne uddybe …

”Når jeg laver en film, så er jeg instruktøren. Ud over mig er der en kameramand og en lysmand, men der er også en usynlig mand. Nemlig tilskueren. Ham gutten, vi laver filmen til. Ham, der tropper op i biografen sammen med en masse andre. Det er lige dér i samlet flok, at man skal se filmen, fordi der kommer nogle følelser på spil i mørket, når du ikke kan sidde og tjekke din mobil eller pause filmen undervejs. Det er lige dér, at man som instruktør kan ramme noget i folk. Og nu skal du ikke fortælle mig, at du så Where to Invade Next på en iPhone …” 

– Jeg så den på en iPad i går aftes …

”Så har vi ikke mere at tale om!”

– Argh, skal vi ikke fortsætte lidt endnu, hvis jeg lover at gå i biffen og se filmen også?

”Okay så!”

– Godt. Planlægger du at lave noget om den forestående amerikanske valgkamp. Den kunne vel sagtens være Michael Moore-materiale?

”Kan jeg lave en satire på Donald Trump? Nej, for han er en satire i sig selv. Jeg kan ikke toppe hans virkelighed, for han er simpelthen for idiotisk til, at man kan overgå ham. Det kender I europæere jo selv fra Berlusconi.”

– Har du med dine film ikke netop levet af, at du mener, at noget er idiotisk, og det har du så – mere eller mindre manipulerende – forsøgt at påpege?

”Det er at tegne min karriere noget skarpt op, vil jeg mene. Men okay, lad os bare spille bold ud fra den idé. Jeg har bestemt altid forsøgt at undersøge noget, som jeg fandt ubegribeligt, men den amerikanske valgkamp er på et lavere plan.”

”Jeg støtter offentligt Bernie Sanders, men det bliver ikke til en film. Det ville være for let at afvise som en fanfilm. Og jeg mener oprigtigt talt, at det er umuligt at overgå eller overraske mere, end kandidaterne allerede gør i forvejen. Jeg ville hverken kunne gøre det sjovere eller mere skræmmende. Helt ærlig, kan man gøre det mere skræmmende, end nyhederne gør hver eneste aften?”