Sexisme på TV 2
06. dec. 2021 | 12:43 - Opdateret 06. dec. 2021 | 15:07

”TV 2-chefs tavshed er ledelsessvigt”

Foto | We Do Communication
En chef fortalte angiveligt Anna Thygesen, at hun ikke havde nogen fremtid på TV 2, fordi han ikke ville ”kneppe” hende. Samme sexisme ser hun i stationens 25-års jubilæumsvideo.

TV 2’s jubilæumsvideo viser, at sexismen foregik helt åbenlyst, mener debattør Anna Thygesen og kritiserer stationens nuværende direktør for at svigte ofrene.

Af Claus Christensen

TV 2’s hengemte 25-års jubilæumsvideo fra 2013, som Ekko fandt frem til i weekenden, vækker stor opsigt.

Til tonerne af Daft Punk-hittet Get Lucky synger og spiller TV 2-chefer side og side med bunny girls fra Playboy-universet og kælne kvindelige tv-værter i lårkorte kjoler:

”Vi smider kjole og hat / vi siger aldrig godnat / vi er her kun for at feste / vi fester kun med de bedste”

Se videoen efter artiklen!

Anna Thygesen er en af de mange, der har delt videoen. Hun medvirker i dokumentaren MeToo: Sexisme bag skærmen og har siden sat navn på den chef, der i 2007 angiveligt afskrev hendes karrieremuligheder på TV 2, fordi han ikke ville ”kneppe” hende.

”Videoen viser, hvor rådden kulturen på TV 2 var. Den siger noget om selvforståelsen, og den viser, at den rådne kultur var bredt accepteret. Alle var med på den, uanset om man var krænker, krænket eller dukkede nakken og ’intet så’,” siger Anna Thygesen, der er debattør og kommunikationsrådgiver.

”Når nogle siger, at de først nu har fundet ud af, hvad der foregik, må jeg bare sige: ’Det er jo løgn!’ Da jeg blev ansat i 2007, gik der rygter om, at kvinder knaldede sig til jobs, og chefer tog for sig af retterne.”

”Seks år senere laver TV 2 med den største naturlighed et fuldstændigt crazy babe-tema i jubilæumsvideoen. Machotyper får lov til at fyre den af, og man tænker uvilkårligt: Én ting er de mandlige chefers ualmindeligt dårlige dømmekraft, men hvad med de kvindelige chefers?”

”En kultur, der er så babe-ficeret og seksualiseret, kan ikke have en sund ledelseskultur. Men det er, som om lederne har følt sig larger than life. Dem, der ikke forstår den, er bare idioter.”

Smerteligt at se på
Både TV 2’s daværende direktør, Merete Eldrup, og den nuværende, Anne Engdal Stig Christensen, giver den gas på dansegulvet i videoen.

Bassisten og trommeslageren gemmer sig bag en hjelm ligesom duoen i Daft Punk. Til sidst bliver det afsløret, at det er Jes Dorph-Petersen og Morten Stig Christensen.

”Jes Dorph var i 2013 ikke engang ansat på TV 2. Han er altså inviteret som en gæst og en del af den såkaldte familie,” siger Anna Thygesen.

”Råddenskaben er så indgroet, at de to mænd til sidst i videoen laver sjov med, at en af de kvindelige ledere har en lækker røv. Og det er så Morten Stig Christensens kone, Anne Stig. What the fuck?”

Men skal vi tage videoen så højtideligt? Det er vel bare et oplæg til en festlig og uhøjtidelig aften?

”Det handler jo om konteksten, både dengang og nu. Vi ser i videoen nogle magtfulde mænd, der får lov til at være grænseoverskridende, og vi ser nogle kvinder, der åbenbart ikke har nogen kompetencer, men er rene sexobjekter.”

”De har kun en værdi, hvis mændene vil kneppe dem. Hele firmaet har dengang grinet af videoen, men det er smerteligt at se på i dag. Og det er altså ikke særligt mange år siden.”

Fryns til cheferne
Anna Thygesen mener, at det skriger til himlen, når Anne Engdal Stig Christensen og nyhedsdirektør Ulla Pors i dag siger, at de ikke har vidst noget.

”Der er ingen, som påstår, at de har været med inde i soveværelset eller det såkaldte bollekontor. Men de har uden tvivl kendt til det,” siger Anna Thygesen.

”Jeg har hørt vidnesbyrd om ledere fra TV 2’s nyhedsredaktion, der skulle skaffe praktikanter fra Journalisthøjskolen. Da de tog afsted, blev der råbt efter dem: ’Husk nu at få noget cheffryns med hjem!’”

”Der sad unge praktikanter og hørte på det. Så åben var kulturen. Og derfor er der ikke nogen ledere, der med rette kan kigge sig selv i øjnene og sige, at han eller hun ikke kendte til den rådne kultur.”

Fyringsgrund
Ekko har over to omgange prøvet at få Anne Engdal Stig Christensen til at forholde sig til videoen, men hun afviser at udtale sig.

Anna Thygesen mener, at det er uansvarligt.

”I politik og erhvervslivet er det ikke en mulighed at undlade at sige noget, når det er så langt ude. Hvis en administrerende direktør ikke går ud i medierne, svarer på spørgsmål og påtager sig ansvaret, ville det i min forretningsverden nærmest være en fyringsgrund for en bestyrelse,” siger kommunikationsrådgiveren.

”Anne Engdal Stig Christensen står nu forrest for TV 2, og derfor er hun nødt til at forholde sig til sådan en sexistisk video, hvis man skal tro på hendes budskab om, at hun vil gøre op med kulturen. Ved at forholde sig tavs begår hun et ledelsessvigt.”

Stadig ingen kommentarer
Redaktør på TV 2, Michael Hansen, oplyser, at Anne Engdal Stig Christensen ikke har nogen kommentar, hverken til videoen eller til Anna Thygesens kritik.

Han tilføjer, at Christensen og Ulla Pors har givet adskillige interviews om MeToo: Sexisme bag skærmen og i øvrigt prioriteret den interne kommunikation på stationen. Og så henviser han til Merete Eldrup, der regerede dengang.

Til Berlingske siger hun om videoen:

”Da den var blevet lavet af nogen på TV 2, syntes vi og jeg, at den var sjov. Folk kunne lide den. Jeg kendte ikke de forskellige elementer. Der var én, der reagerede bagefter og sagde, at hvis hun havde vidst, hvordan der blev klippet babes ind, ville hun ikke have været med.” 

”Men sådan er det, når ting bliver set i et andet lys. Det var ikke det, der var intentionen, og jeg var ikke langt inde over, hvordan det skulle bygges op. Det var nogen i marketing, der lavede den.”

TV 2’s 25-års jubilæumsvideo:


Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko