”TV 2 kalder mig pædofil-instruktøren”

På en stegende varm gade i Thailand bliver Lasse Nielsen stoppet af en mand fra TV 2, som vil høre, om han har haft sex med nogle meget unge drenge. Manden viser et billede af en dreng på en iPad og nævner en medvirkende fra Du er ikke alene.

”Jeg har ikke taget mine nervepiller, så jeg er i chok. Han snakker meget hurtigt. Jeg siger tre gange: ’Jeg har ingen kommentar.’ Det er 40 år siden, og der var 30 unge mænd med i filmen, så jeg kan ikke huske dem alle,” fortæller Lasse Nielsen.

Lasse Nielsen drejer hovedet og ser pludselig, at der ti meter bagved står én og filmer ham. ”Står I og filmer mig uden min tilladelse?” spørger han.

Det viser sig, at optagelsen er til en kommende dokumentar på TV 2. Den produceres af Impact TV i samarbejde med Politiken og er støttet af Det Danske Filminstitut.

Dokumentaren handler øjensynlig om overgreb i 70’ernes ungdomsfilm med fokus på instruktørerne Ernst Johansen og Lasse Nielsen, der sammen lavede La’ os være og Du er ikke alene, som blev udødeliggjort af Sebastians titelsang.

I 1979 instruerede Ernst Johansen Krigernes børn uden Lasse Nielsen. Under optagelserne forførte instruktøren flere mindreårige piger med løfter om en gylden filmkarriere, blev anholdt under en dramatisk flugt til Sydamerika, idømt otte måneders fængsel og forsvandt ud af filmbranchen.

Ernst Johansen er i dag 75 år, bor i Thailand og ønsker ikke at give interview, men historien om hans sidste film kan læses i artiklen Annes dagbog fældede filminstruktør.

Fordækte kort
Efter at være blevet konfronteret på åben gade i Thailand kommer Lasse Nielsen i tanker om, at han for mere end et år siden blev kontaktet af en journalist fra Impact TV, som ville lave ”en dokumentarserie om 70’ernes ungdomskultur” for TV 2.

Han havde en forberedende samtale med journalisten, men trak sig, da journalisten stillede nærgående spørgsmål om Anders Lund Madsen, der har anklaget instruktøren for at have befamlet ham, da han blot var fjorten år gammel.

Lasse Nielsen mener, at TV 2 fra starten har spillet med fordækte kort.

”En kvindelig journalist kom til premieren på min kortfilm Legen (2017), og hun roste den på en slesk måde. Hun fremhævede en scene, hvor en dreng glider hånden op ad en anden drengs hånd,” siger Lasse Nielsen.

Lasse Nielsen med Jonathan Lindinger (tv.) og Marius Bjørnbak Brix, som begge medvirker i hans kortfilm Dragen fra 2016 (foto: Discovery Communications).

Han mener, at TV 2 afslørede sit reelle ærinde, da man interviewede filmens hovedrolleindehaver, femtenårige Jonathan Lindinger, som har medvirket i instruktørens tre seneste film og er kendt for TV 2-julekalenderen Juleønsket.

”Jeg har hørt fra Jonathans mor, at de svinede mig til. De kaldte mig pædofil-instruktøren over for ham. De sagde, at de havde beviser for, at jeg er pædofil. Moren spurgte, hvor de havde beviserne fra, for jeg har aldrig været i fængsel. Men det skulle være fra internettet, hvor jeg skulle have kommunikeret med nogle pædofile. De spurgte også Jonathan, om jeg har taget ham på lårene, maven og i skridtet,” fortæller Lasse Nielsen.

”Anders Lund Madsen har aldrig brugt ordet ’pædofil’, for han er ikke dum. Slår man ordet op, så kan man se, at det betegner et seksuelt forhold til drenge, der ikke er kommet i puberteten. Jeg er betaget af teenagedrenge med en flot overkrop, helst lidt muskuløs. Det kan jeg ikke se noget forkert i. Jeg har aldrig interesseret mig for de tolvårige, jeg er ikke psykopat.”

Hjernevask
Lasse Nielsen har i perioder boet i Thailand, hvor han også har lavet flere film. Han siger, at TV 2 har hyret et thailandsk filmhold, som uanmeldt er mødt op på unge skuespilleres bopæl. Uden at oplyse, hvem de er, skal de have stillet intime spørgsmål om de unges forhold til Lasse Nielsen, mens pårørende (kone og børn) har hørt på det.

TV 2’s thailandske filmhold skal ifølge instruktøren sågar have tilbudt en kilde i Thailand ”et pænt beløb”, hvis vedkommende kunne fortælle, at Lasse Nielsen har haft sex med andre drenge.

”Mange vil se TV 2’s dokumentar og sige, at jeg har hjernevasket drengene til at gå i seng med mig. Min ven Poul sagde, at sådan gør journalister. De hjernevasker, og så kan de få én til alt muligt.”

To af de medvirkende drenge sidder og nyder solen i en pause under optagelserne af Du er ikke alene fra 1978 (foto: Steen Herdel Filmproduktion).

Derfor ønsker han ikke at være med i den kommende TV 2-dokumentar. I stedet har han valgt at give et eksklusivt interview til Filmmagasinet Ekko.

Vi har over flere uger haft samtaler med Lasse Nielsen på tilsammen femten timer. Samtalerne er foregået over Skype, da han har opholdt sig i udlandet, i Paris og forskellige steder i Asien. Vi har ikke haft billedet slået til, da den 67-årige instruktør er kamerasky, men til gengæld har vi kunnet spørge om alt.

Læs TV 2’s svar på kritikken.

Alt det, man ikke må
Som instruktør af La’ os være, Måske ku’ vi og Du er ikke alene skabte Lasse Nielsen i 1970’erne en ny slags ungdomsfilm, der realistisk viste verden fra de unges synsvinkel.

Ved siden af filmdrømmen arbejdede Lasse Nielsen som fritidspædagog, der nok gav ham et særligt indblik i de unges univers. Hans egen barndom var en barsk omgang.

”Jeg var ordblind, havde dårlige nerver og var meget følsom. Min mor var syerske, og min far døde, da jeg var fire måneder gammel. Han arbejdede på Det Kongelige Teater som sanger, så det er måske dér, jeg har talentet fra. Han havde et forhold til en kvinde på Bornholm, og han kunne ikke klare det, så han begik selvmord,” fortæller Lasse Nielsen.

”Min bror og mig er meget forskellige. Han er til damer med store patter. Da vi var ti år gamle, fandt min mor en anden mand, der flyttede ind. Han gjorde bare sin pligt. Han gav mig aldrig et kram, lidt kærlighed eller noget. Dét fik jeg fra min mor,” fortæller Lasse Nielsen.

Nogle gange voksede problemerne sig så store i hjemmet, at Lasse blev sendt hjemmefra.

”Jeg har været på julemærkehjem to gange, og det var en rædselsfuld oplevelse. Julemærkehjem dengang var ikke det samme som i dag. De brugte psykisk vold, og man kunne få lov til at sidde i et lille rum i timevis, hvis man ikke opførte sig korrekt.”

Lasse Nielsen blev uddannet pædagog, men var fra barnsben interesseret i at lave realistiske film om unge mennesker (foto: uoplyst).

De positive oplevelser som ung fik Lasse Nielsen i biografen, hvor han så Far til fire.

”Jeg var virkelig fascineret af Far til fire, men samtidig var der noget, der generede mig voldsomt. For du er inde i et drømmeunivers og kommer bagefter ud i virkeligheden, hvor der er snestorm, hvor du skal i skole og igennem et helvede. Det er i orden, at børn ser Far til fire, men der skal også være nogle film, som viser virkeligheden og er mere realistiske.”

Netop det gjorde Lasse Nielsen i sin debutfilm, hvor en gruppe børn arrangerer deres egen ferie, da fritidshjemmets pædagoger går på strejke.

”Jeg lavede La’ os være for at bryde alle grænser. Jeg havde lånt en bog på biblioteket, som handlede om børnefilm. Og der stod, hvad man ikke måtte vise for børn: ingen politik, ingen sex og ingen vold. Alle de ting tog jeg så og puttede ind i min film. Jeg sagde fandeme nej, det her er ikke Far til fire eller Min søsters børn.”

Piger med store bryster
Lasse Nielsen skrev La’ os være fra 1975 sammen med sin tvillingebror Carsten Nielsen og instruerede sammen med den lidt ældre Ernst Johansen, der også havde arbejdet som fritidspædagog.

De to havde mødt hinanden i en ungdomsklub, hvor de begge arbejdede og Johansen kørte et teater for de unge. Ligesom Lasse Nielsen var Ernst Johansen interesseret i at lave film, men ifølge Nielsen var Johansens råoptagelser fra en filmatisering af Fluernes herre noget værre bras.

Til gengæld spillede børnene godt, og Ernst Johansen lod til at have et godt greb om dem. Derfor fik han til opgave at holde styr på de unge under La’ os være, mens Lasse Nielsen tog sig af billederne.

”Det var ikke sådan, at vi mødtes privat, og vi var ikke venner. Det har vi aldrig været. Vi havde kun det tilfælles, at vi begge var pædagoger. Og selv om han var meget flink – især i starten – var han også lidt primitiv. Jeg følte ikke, at hans intelligens var på højde med min.”

Under optagelser af La’ os være (1975) tog Lasse Nielsen sig primært af billederne, mens Ernst Johansen yderst til højre instruerede de unge (foto: Andreas Fischer-Hansen).

Ernst Johansen brød andre grænser end filmiske. Allerede i sit virke som pædagog havde han fået en fængselsdom for seksuel udnyttelse af mindreårige og var blevet frakendt retten til at arbejde som pædagog.

– Hvornår fik du første gang at vide, at der var noget uldent ved Ernst Johansen?

”Det var først på Du er ikke alene (1978), hvor jeg havde mødt sexologen Bent Petersen, som var konsulent på filmen. Han sagde, at Ernst ikke måtte være alene med pigerne. Du må huske på, at det var 70’erne. Alle bollede med alle – alle røg hash eller cigaretter, og man så noget anderledes på det seksuelle. Man tog det ikke så tungt, som man gør i dag, hvor man skruer det op til noget vanvittigt.”

– Så i de første år, du arbejdede sammen med Ernst, bemærkede du ingenting?

”Jo, da vi skulle interviewe børnene til La' os være, sagde Ernst til mig: ’Du tager dig af drengene, jeg tager mig af pigerne!’”

”Jeg lagde mærke til, at de piger, han havde valgt, var meget unge. Og det forbavsede mig, at to eller tre af dem havde meget store bryster. På et tidspunkt i filmen rejser de sig og siger: ’Solen skinner, skal vi ikke bare smide T-shirten!’ Og det stod ikke i manuskriptet. Det var noget, Ernst havde fundet ud af. Men når jeg siger, at drengene skal være nøgne, kan jeg jo ikke protestere over, at han får pigerne til at smide T-shirten.”

”Jeg lagde mærke til, at han rørte meget på pigerne. Alle mulige mærkelige steder. Jeg tænkte, at der var noget galt, men det var jo bare en mistanke, og der var heller ikke nogen, som klagede.”

Unge på grænsen
Lasse Nielsen erkender selv at have haft forhold til flere unge mænd, som har medvirket i hans film. Men han hævder, at han altid har fulgt lovens rammer, og at de seksuelle forhold altid har været med samtykke.

Det gælder for eksempel en ung mand, der medvirker i La’ os være, og hvis identitet, vi har valgt at holde skjult af hensyn til ham.

”Han besøgte mig meget, for han havde det problem, at han bollede med sin mor, og han vidste ikke, hvad han skulle gøre. Jeg spurgte, hvor mange gange han havde bollet med sin mor, for hun var lige blevet skilt, og han var en flot dreng med en stor pik. ’To gange,’ svarede han. ’Gør det ikke mere,’ sagde jeg.”

”Han lagde nogle gange op til sex. Men det blev aldrig til noget, for på det tidspunkt var han kun fjorten år. Jeg har hele tiden holdt grænsen.”

– Hvad skete der så?

”Året efter kontaktede jeg ham for at høre, om han ville være med i Du er ikke alene. Han var blevet femten og overnattede hos mig et par gange. Hvis han i dag siger, at vi har haft sex, kan det godt være rigtigt. Men han var allerede udvalgt til filmen, så det var ikke derfor, at vi skulle have haft sex.”

Sebastian populære titelsang akkompagnerer Du er ikke alene, der foregår blandt eventyrlystne drenge på en efterskole (foto: EMI).

”Jeg boede hjemme hos mine forældre på det tidspunkt. Den første gang spurgte jeg, om vi skulle have sex, men han sagde nej. Så gik jeg ind på mit eget værelse. Hans mor havde sagt til ham, at han ikke skulle have sex med Lasse Nielsen. Men næste gang fortalte han, at da jeg gik ind på mit værelse den første aften, lå han med stiv pik hele natten og kunne ikke sove. ’Det kører oppe i hovedet på mig,’ sagde han, ’min mor vil have sex, og det vil du også!’”

”Jeg sagde, at han ikke skulle have sex med mig, hvis han ikke ville, men han sagde: ’Lad os prøve igen!’ Han besøgte mig med nogle venner, og han var virkelig afhængig af hash. ’Det går ikke,’ sagde jeg, ’du kan ikke leve af hash!’”

– Fortsatte I med at sove sammen under optagelserne af Du er ikke alene?

”Det er jo fyrre år siden, og der kom mange mennesker og besøgte mig. Jeg kan ikke huske, om vi havde sex, men efter filmen fortsatte han med at komme forbi. Han ville jo gerne, han var meget liderlig. Han ville se pornofilm og spille pik. Men han havde problemer med moren, han havde problemer med at være homo og alt sådan noget. Pludselig kunne han rejse sig og udbryde, at han ikke var bøsse.”

– Som instruktør er du en autoritet i forhold til de unge skuespillere. Hvad tænker du om det?

”Jeg har aldrig haft sex med nogen under min varetægt. De kom frivilligt efter filmoptagelserne, og der var ikke noget pres på dem. Jeg har heller aldrig som Ernst Johansen lovet dem roller. Jeg har haft sex med seksten-syttenårige drenge, men først efter filmen var færdig.”

– Men som voksen havde du vel ansvar for at sætte en grænse over for børnene, uanset om børnene havde lyst eller ej?

”Der er en meget stor forskel på at være pædagog og instruktør. Jeg kan godt forstå, at man som pædagog har en vis forpligtelse til at være rimelig over for børnene. Man må ikke slå dem eller have sex med dem. Men når man laver film … jeg ved godt, at børnene ikke melder sig til at have sex med mig, men på ethvert tidspunkt kan de gå deres vej.”

”Jeg har altid følt, at når en dreng er fyldt femten eller seksten år, er han voksen, og så kan han selv sætte grænsen. Jeg synes faktisk, at den seksuelle lavalder skulle sættes ned til tolv eller tretten år. Og jeg føler ikke, at jeg har misbrugt nogen børn, for jeg har haft en god fornemmelse for, om de havde lyst. Og der er jo heller ikke nogen børn, som har anmeldt mig eller har klaget. Det har de først gjort, når de er blevet voksne.”

”Når en dreng har sex og går fløjtende ud i bad bagefter, så er der ikke noget galt i det. Det er lige netop det, mine film handler om. Forældrene ejer ikke børnene, og seksualiteten er det eneste, hvor forældrene bestemmer over børnene. Lad dog for fanden børnene selv bestemme i stedet for at sætte en masse regler op. Det eneste, vi opnår ved at gøre det, er at give børnene skyldfølelse.”

Guldøl til Ole Ernst
Efter gennembruddet med La’ os være lavede Lasse Nielsen Måske ku’ vi, som han officielt instruerede sammen med Morten Arnfred og Morten Bruus.

Med en populær titelsang af Sebastian og endnu en historie om unge på kanten af samfundet blev filmen et nyt antiautoritært biografhit, der solgte 336.000 billetter.

Før han blev en af landets store producere, var Ib Tardini i T-shirten en del af filmholdet bag La’ os være (foto: Gemini Film).

Men efter premieren skrev Lasse Nielsen, at han var blevet kuppet af folk som Morten Arnfred og Ib Tardini, der var produktionsleder på filmen. Det blev begyndelsen på enden for Lasse Nielsen i dansk film.

”Jeg var den eneste homoseksuelle på settet, og der var to homoscener, der blev klippet ud af filmen,” siger Lasse Nielsen i dag.

”Som barn blev jeg mobbet, fordi jeg havde briller og var ordblind, men som voksen blev jeg kraftedeme også mobbet. Jeg hverken drak eller røg, men under filmoptagelserne blev jeg mobbet til at drikke. Og jeg kastede op næste dag. Det var især på Måske ku’ vi. Der var masser af øl, vin og whisky. Alle var fulde. Ole Ernst stillede som betingelse for at være med, at der hver dag skulle stå en kasse guldøl til ham.”

Det siger næsten sig selv, at det var svært at tage hånd om børnene i sådan et miljø.

”Ib Tardini var ansat til at passe børnene, men han ville hellere lave film, selv om han ikke havde en skid forstand på det. Så der var ikke nogen pædagog til at passe dem, det måtte jeg også tage mig af. Vi havde store problemer med børnene, der stak af om aftenen og drak.”

Liderlige Kim Schumacher
Lasse Nielsen var altså ikke særligt populær i filmbranchen, så det var i andre miljøer, at han hentede sin selvtillid.

”Jeg kan huske, at ældre mænd fandt mig ret attraktiv, når jeg gik i sauna. Jeg var benovet over, hvor godt de syntes om mig, og det blev jeg en smule afhængig af. Når man er 26-27 år, er man jo enormt liderlig. Så jeg kom i saunaen for at være sammen med mænd. Den lå i en parallelgade til Strøget, og der kom drenge helt ned til seksten år, også trækkerdrenge og sådan noget.”

”Jeg vil sige, at jeg er 90 procent til drenge og ti procent til piger. Dem, der kender mig, siger, at jeg er altædende. Det ene øjeblik er jeg sammen med en mand på 35, mens jeg det næste øjeblik er sammen med én på seksten eller sytten.”

Lasse Nielsen begyndte også i 70’erne at komme i en klub, der fandtes, før Pædofilgruppen blev oprettet i 1985.

”Vi havde det, som dengang hed Drengegruppen og var for alle, der var interesseret i drenge. Vi mødtes én gang om ugen hos én, der hed Ole. Vi var interesseret i drenge på femten til atten år, så der var ikke noget pædofilt i det. Det var bare folk, der kunne lide drenge i mange forskellige aldre. Nogle enkelte var også til drenge på tolv år,” fortæller Lasse Nielsen.

Kim Schumacher nåede inden sin tidlige død i 1990 at blive en voldsomt populær radio- og tv-vært for Danmarks Radio (foto: DR Arkiv).

Allerede som ganske ung mødte han den senere berømte radio- og tv-vært, Kim Schumacher. De faldt i snak på et diskotek og blev lidt forelskede i hinanden. 

”Kim var nogenlunde på min alder, men jeg har aldrig nogensinde haft sex med ham. Jeg fandt hurtigt ud af, at han var lige så intelligent som mig. Vi snakkede om film og alt muligt.” 

”Under Du er ikke alene mødte han op til nogle af optagelserne. Kim var lidt ligesom mig, og i en scene, hvor drengene skulle ud og bade, sagde jeg: ’Hvor fanden er Kim Schumacher henne?’ Han var forsvundet. Et stykke væk klædte drengene om, og dér stod Kim som den værste børnelokker og stirrede på dem. Så måtte jeg give ham en opsang.”

Nærkontakt med en dreng
Du er ikke alene har Ove Sprogøe på rollelisten som striks forstander på en drenge-efterskole, og det blev Lasse Nielsens sidste film med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Her stod han og Ernst Johansen igen sammen bag kameraet med en historie, hvor to drenge på en efterskole udforsker deres seksualitet.

Anders Lund Madsen skrev for ti år siden om sine oplevelser som ung skuespiller i filmen, hvor han i en lille rolle har replikken: ”Kan du snotte, når du spiller pik?”

I en klumme i Jyllands-Posten skrev Anders Lund Madsen, at han var på vej ind i ”et homohelvede af sex og løgn og film” – skabt af Lasse Nielsen.

En trettenårig Anders Lund Madsen (tv.) har en lille rolle i Du er ikke alene, hvor han spiser is og har en interessant replik (foto: Henrik Herbert).

Instruktøren inviterede fjortenårige Madsen hjem til sig efter Du er ikke alene. Han skulle interviewes til næste film, Nærbilleder af en dreng, men Anders Lund Madsen skriver, at hans grænser blev overskredet, da Lasse Nielsen begyndte at tage på ham inde under trøjen.

Sådan ser Lasse Nielsen ikke på sagen. Dengang i 1978 havde han rådført sig med psykologen Bent Petersen, der også var medforfatter på filmen.

”Jeg spurgte Bent Petersen, hvor grænsen gik. ’Du må ikke tage dem i skridtet,’ svarede han. Det var så grænsen dengang. Man måtte godt tage dem på maven eller massere dem på skuldrene, men aldrig tage dem i skridtet eller på lårene. Dét var grænsen i 70’erne,” siger Lasse Nielsen.

”Så det kan godt være, at jeg har haft hænderne inde under trøjen på Anders Lund Madsen, men det var lovligt. Jeg vil ikke sige undskyld til ham, for han har forandret sin historie så mange gange.”

– Men du har haft hånden inde under hans trøje?

”Det kan jeg ikke huske, men hvis han husker det, vil jeg godt sige undskyld til den fjortenårige Anders Lund Madsen. Det var ikke min mening. Han var en fantastisk skuespiller, og jeg elskede at arbejde sammen med alle de unge i 70’erne.”

Papa i Thailand
Efter Du er ikke alene blev Lasse Nielsen også uvenner med Ernst Johansen, og deres veje skiltes. Lasse Nielsen fik ikke støtte af Filminstituttet til Nærbilleder af en dreng og var i praksis udstødt af den danske filmbranche.

”Jeg lever kun for at opleve livet, rejse og lave film. Så jeg var meget ked af, at jeg pludselig ikke kunne skabe flere film. Men jeg har samme livsfilosofi som i Mit liv som hund: Man skal se noget positivt i det negative, og det har holdt mig i live i alle de år, hvor jeg enten er blevet mobbet eller holdt ude ,” fortæller Lasse Nielsen, der i en periode flyttede til Thailand, hvor han stadig jævnligt opholder sig.

”I Thailand kalder de mig Papa. Hvis man er over 50, så er man bedstefar, og thaierne har meget stor respekt for ældre mennesker og giver hånd,” fortæller Lasse Nielsen.

”Da jeg kom til landet første gang, var der ikke nogen seksuel lavalder for drenge, og man spurgte ikke en dreng om, hvor gammel han var. I det hele taget er hverdagen i Thailand så hård, at sex er en meget lille ting. De lever fra dag til dag, og hvis de kan få fornøjelse af, at nogen godt kan lide at lege med dem, så gør de det. De sætter heller ikke nogen grænser for, om det er en mand eller en kvinde.”

Lasse Nielsens Fødselsdagen med den engelske titel Happy Birthday handler om en fjortenårig dreng, der glæder sig til at blive femten, så han kan være sammen med en ældre mand (foto: Discovery Communications).

Fra 1978 gik der 32 år, hvor Lasse Nielsen ikke lavede film. Men så mødte han Gerald Herman, en amerikansk mangemillionær, der har lavet reklamer for IKEA. Og med Herman som producer kunne han i 2010 gøre comeback med den thailandske spillefilm The Story of Net. Samme år kom også kortfilmen Lek and the Waterboy.

De handler begge om thailandske drenge på henholdsvis tolv og fjorten år. I The Story of Net er den tolvårige dreng døvstum, men tager efter morens død på en rejse for at finde sin far.

I 2013 lavede Lasse Nielsen den dansksprogede kortfilm Fødselsdagen, hvor en fjortenårig glæder sig til sin fødselsdag. Den seksuelle lavalder er nemlig femten, og drengen er ved at gå til af utålmodighed efter at gå i seng med en ældre mand.

De seneste år har Lasse Nielsen været ganske produktiv med kortfilm. Han har instrueret Dragen i 2016, Legen i 2017 og Tim og fløjtespilleren, der får premiere senere i år.

”Ingen kan sætte en finger på, hvordan jeg har kørt tingene de sidste ti år, men jeg har også lært meget. Man skal ikke ses privat med skuespillerne og slet ikke have sex med dem. Ikke engang, når de er seksten, sytten eller atten år, som man gjorde i 70'erne.”

Da børneporno var tilladt
Lasse Nielsen advarer imod at drage forhastede konklusioner på historierne om hans fortid. Tiden var en anden dengang, understreger han og nævner som eksempel, at børneporno var fuldt legalt i 70’erne. Først i 1980 blev det forbudt at sælge eller udbrede børneporno i Danmark.

”Når jeg ikke lavede film eller arbejdede med børn, havde jeg et job i en pornobutik i Istedgade, der hed Keyhole. Butikken viste heteroseksuelle pornofilm i små biografsale, og dér så jeg lidt af hvert, for jeg skulle jo sætte 8mm-filmene på. Der var også børneporno, så det virkelig baskede,” siger han.

”Siden fik jeg arbejde i en homoforretning, hvor jeg så børneporno med drenge. Så kunne jeg se forskellen. Jeg vil ikke sige, at drengene nød det, men de fik i hvert fald udløsning. Men pigerne … aldrig! Jeg syntes virkelig, at det var ulækkert, for hvis pigerne ikke græd, så var de sure.”

”Da politikerne frigav billedpornografien i 1969, glemte man at sætte en aldersgrænse. Jeg ved ikke, hvad de har tænkt på. Når man tillader porno, må man også sætte en aldersgrænse. I dag er man gået den totalt forkerte vej med en attenårsgrænse. Men dengang var det så frit, at når du trak en cigaret i en automat, så kunne du også trække et blad med børneporno.”