TV 2 retter kritik mod sin egen kæmpesucces
Den sorte svane ramte Danmark som et granatchok.
Allerede før premieren i maj 2024 trak den overskrifter med sine vilde afsløringer af forbindelsen mellem rockere og banditter i habitter samt den kontroversielle hovedperson, muldvarpen og erhvervsjuristen Amira Smajic.
Det var historisk banebrydende tv, og Den sorte svane fik da også seks stjerner af Ekkos anmelder. Her otte måneder senere trækker TV 2-serien stadig overskrifter – dog ikke kun af positive årsager.
Amira Smajic bryder i femte og sidste afsnit kontakten med Mads Brügger og resten af TV 2’s journalister, da de finder ud af, at hun selv har begået kriminalitet under optagelserne.
Siden har Smajic påstået, at ulovlighederne er en del af hendes samarbejde med politiets National enhed for Særlig Kriminalitet (også kendt som Bagmandspolitiet), som journalisterne kendte til.
Muldvarpen har fået opbakning fra produceren Meta Louise Foldager Sørensen, der planlægger at lave en fiktionsserie om hende.
På trods af seriens store popularitet og opsigtsvækkende afsløringer med skjult kamera blev den ikke nomineret til en Cavling. En foredragsturné af journalisterne bag serien blev aflyst i forbindelse med, at Amira Smajic bekendtgjorde, at hun ville dukke op.
Nu møder serien også kritik indefra. TV 2’s seerredaktør Lars Bennike udtaler kritik af Den sorte svane i sin årsberetning, skriver fagbladet Journalisten.
Uheldig skygge
Kritikken går på en artikel i Berlingske fra 18. december 2024, der beretter om korrespondance mellem Amira Smajic og seriens journalister.
En TV 2-medarbejder foreslår, at man skal lokke prominente navne ind på Smajics overvågede advokatkontor for at få ”endnu flere store fisk ned med nakken”.
”Efter min vurdering er der stor og principiel forskel på at afdække begivenheder, når de finder sted – og så arbejde på at få folk ’ned med nakken’. TV 2’s opgave er at dokumentere, hvad der foregår – hverken mere eller mindre,” skriver Lars Bennike i årsopgørelsen og fortsætter:
”Det kaster en uheldig skygge over årets mest opsigtvækkende og skelsættende dokumentar.”
Dog noterer han, at udtalelsen skal være kommet i forbindelse med en brainstorm, som Berlingske ikke har fremlagt den fulde kontekst for. De nævnte, prominente personer endte ikke med at optræde i serien.
Berlingske står bag flere kritiske artikler om Den sorte svane, og chefen for TV 2 Dokumentar, Michael Nørgaard, har i et skriftligt svar til Berlingske kaldt avisens dækning af sagen for ”kategorisk forkert” og ”med påstande opfundet til lejligheden”.
Hemmelig efterforskning
Den sorte svane kom også i vælten i går, da Ekstra Bladet kunne fortælle, at National enhed for Særlig Kriminalitet, som Amira Smajic har samarbejdet med, vil have råbånd fra serien udleveret.
Enheden anmoder om retskendelse til, at TV 2 og produktionsselskabet Wingman skal udlevere alle de optagelser, som blev lavet med skjult kamera på Amira Smajics advokatkontor. Det samme gælder telefonoptagelser med Amira Smajic og fysisk materiale som ringbind.
Ekstra Bladet var til stede ved et retsmøde i Glostrup i går formiddag. National enhed for Særlig Kriminalitet fik lukket dørene under forklaringen af baggrunden for anmodningen, fordi der i et omfang ville blive redegjort for politiets efterforskning i forbindelse med Den sorte svane.
Derfor er det ikke offentligt kendt, hvad efterforskningen består i.
TV 2’s chefredaktør Michael Nørgaard fortæller skriftligt til Ekstra Bladet, at man ikke vil udlevere råbåndene.
”Det er et princip, som TV 2 står hårdt på. I retten har vi fremlagt vores synspunkter, og nu afventer vi afgørelsen,” skriver han.
Kommentarer