Nyhed
18. mar. 2024 | 19:12

Tvprisen hædrer reality-mand og børneanimation

Foto | Ernst Tobisch / Tvprisen

Kaare Sand står bag nogle af Danmarks første store reality-succeser, Singleliv og De unge mødre, der i sin tid blev betragtet som underlødig underholdning, men nu vinder priser. 

Producentforeningens prisuddeling hylder en børneserie med to priser og giver en ærespris til manden bag De unge mødre og Singleliv.

Af Frederik Hoff

De populære tv-værter Signe Lindkvist og Jacob Riising var i fredags værter for Producentforeningens Tvprisen. Seksten statuetter blev uddelt til det bedste tv, der har haft premiere mellem 1. november 2022 og 31. oktober 2023.

I år splittede DR og TV 2 priserne mellem sig, men DR blev den helt store sejrherre med tolv priser mod TV 2’s fire.

DR’s fængselsserie Huset vandt prisen for bedste lange fiktionsserie, hvilket den også gjorde til Robert-uddelingen i februar.

Til gengæld havde Robert slet ikke nomineret anden sæson af P3-serien Hooligan til prisen for bedste korte fiktionsserie. Men ved Tvprisen løb ungdomsserien med sejren.

Ikke overraskende fik sidste års helt store dokumentarhit Balladen om kolonihaven prisen for bedste reportageserie, mens prisen for bedste nyskabelse gik til Karlas Fantalastiske Klasse.

DR Ramasjang-serien vandt også prisen for bedste børne- og ungeprogram og kunne dermed gå hjem med to priser som det eneste program til uddelingen.

Animationsserien om den otteårige kylling Karla bliver af Tvprisens executive udvalg rost for sin finurlige og poetiske tilgang til at tage hul på de store samtaler.

Prisen for bedste dokumentar gik til den rørende Et hus af splinter, som handler om livet som børnehjemsbarn i Østukraine og havde premiere på Cph:Dox i 2022.

Inger & det dårlige selskab vandt prisen for bedste fakta- og dokumentarserie for sin helstøbte og morsomme fortælling om samfundets udsatte. Den havde premiere på Cph:Dox i 2023.

Anset for underlødig
Hver år uddeler Tvprisen også æresprisen Årets Otto til en særlig person, som har bidraget til dansk tv. I år gik den til Kaare Sand, som står bag nogle af de sidste årtiers største reality-succeser.

Han var idémanden bag det indflydelsesrige program De unge mødre og datingkonceptet Singleliv, hvor mange danskere for første gang stiftede bekendtskab med Sidney Lee.

”I dag er det en samlet branche, der hylder Kaare for det store aftryk, han har sat på tv-branchen, men det har ikke altid ligget i kortene, at det var sådan, det skulle ende,” skriver Tvprisens executive udvalg i en pressemeddelelse om begrundelsen for hæderen.

”I mange år blev Kaares tilgang til journalistikken anset for at være en anelse underlødig – det var ganske enkelt ikke fint nok til tv-branchen.”

”De tider er heldigvis langt bag os, og i dag har Kaares tilgang til journalistikken fundet vej til alle produktionsselskaber og alle tv-stationer. For vi andre har fået øjnene op for, hvor værdifuldt det er at fortælle historier fra hele Danmark, om alle slags danskere og uden distance – og det har årets Otto en stor del af æren for!”

I Ekko #95 skriver Kristian Ditlev Jensen en artikel om reality-genren, der startede som den grimme dreng i tv-klassen, men nu bliver hyldet – blandt andet med sin egen pris til Tvprisen.

I år gik den til Først til verdens ende, TV 2-programmet, hvor fem par ræser med hinanden på tværs af kloden og undervejs berører store emner som sorg, sygdom og angst.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko