Twin Peaks: Når alt er dobbelt

David Lynch er kendt for at være kryptisk og kortfattet, når han taler om Twin Peaks, men denne gang har han været klar i mælet:

Den nye Twin Peaks er ikke en traditionel fortsættelse af den oprindelige serie fra ABC, og man skal betragte den som en atten timer lang film, opdelt i ”parts”, ikke som en traditionel tv-føljeton, der inddeles i sæsoner og afsnit.

De to første ikke-afsnit, som netop har haft premiere på Showtime i USA og HBO Nordic i Skandinavien, går under betegnelsen ”The Return”, og det er også på mange måder det, der er tale om.

En tilbagevenden til Twin Peaks, selvsagt, men også en tilbagevenden til mange af Lynch’ øvrige værker, motiver og stilgreb.

Tv-serien som den nye avantgarde
Første gang vi så zigzagstriberne, som pryder gulvet i Det Røde Rum, var faktisk i debutfilmen Eraserhead (1977).

I foyeren i Henrys opgang ser man det samme zigzagstribede gulv, som vi senere ser i Twin Peaks, hvor det kommer til at fungere som en gennemgående visuel figur.

Vi ser zigzagmønstret på rektorens jakke, da han annoncerer Lauras død på skolen, vi ser det samme mønster på Lelands jakke, da han danser med Lauras homecoming queen-foto, vi ser det på Leos striktrøje, og vi ser det på et tæppe i den scene, hvor Madeleine Ferguson bliver dræbt.

Dette er altså et lille visuelt motiv, som trækker tråde tilbage til Lynch’ tidlige værk og skaber en fornemmelse af et mønster, som ikke er ”straight”, men som er visuelt og gådefuldt.

Det er næppe en tilfældighed, ligesom det næppe er tilfældigt, når vi i begyndelsen af den nye Twin Peaks ser Dale Cooper og Kæmpen i en sort/hvid-sekvens, hvor kæmpen peger på en gammel pladespiller og kommer med en opfordring: ”Listen to the sound”.

Denne sekvens, der bryder kraftigt med den traditionelle Twin Peaks-æstetik – men som ironisk nok er tættere på Mark Frost, Robert Engels og Harley Peytons oprindelige billede af The Black Lodge – synes taget ud af Eraserhead.

Grammofonen kender vi fra Henrys værelse i filmen, og lyddesignet minder også til forveksling om Lynch’ debutfilm og senere værker som Lost Highway (1997), Mulholland Dr. (2001) og Inland Empire (2006).

Og også grammofonen er et tilbagevendende motiv, som vi finder i både Inland Empire og i flere signifikante scener fra den oprindelige Twin Peaks (blandt andet scenen, hvor de efterforsker Jacques Renaults hytte i skoven og scenen, hvor Maddy bliver dræbt).

Det gamle og det nye
Den nye Twin Peaks trækker tydelige tråde tilbage til Lynch’ ældre værker, og det elektriske træ, som vi ser i The Black Lodge, minder til forveksling om Lynchs abstrakte malerier og visuelle elementer fra hans tidlige film.

For ikke at nævne dets markante visuelle ligheder med coveret til Julee Cruise-albummet The Voice of Love.

Andre scener synes taget ud af Mulholland Dr., og dette gælder særligt de gange, hvor der klippes væk fra Twin Peaks og til nogle mere noir-agtige topskud af New York og Las Vegas.

Her skal man bemærke lyddesignet, se de flydende kamerabevægelser og lægge mærke til lokaliteterne, og man vil øjeblikkeligt føle sig henført til den kritikerroste Mulholland Dr., der oprindelig var tænkt som en spin-off af Twin Peaks med Audrey Horne i hovedrollen.

Og det er da heller ikke mærkeligt, at der er reminiscenser af Mulholland Dr., for lyden er designet af Ronald Eng, som også lavede lyd på denog Inland Empire, og billederne er skabt af Peter Deming, der også var filmfotograf på Lost Highway og Mulholland Dr.

Mange af skuespillerne er da også de samme (for eksempel Patrick Fischler og Balthazar Getty), og enkelte scener er nærmest løftet ud af de to førnævnte film. Dette gælder eksempelvis scenen, hvor der klippes til Patrick Fischler (kendt fra Mulholland Dr.), som sidder i et rum, der minder gevaldigt om det, hvor Mr. Rogue befandt sig i Mulholland Dr.

Han taler sågar om noget med at spille en rolle… Andre scener, som en, hvor en mand mistænkes for et mord, han selv troede var en drøm, ligner direkte henvisninger til Lost Highway.

Billedet af Major Briggs i trejde del henleder opmærksomheden på Eraserhead, klippet til Rancho Rosa-skiltet ligner en henvisning til Blue Velvet (1986), og scenerne med henholdsvis Otis og Sarah Palmer, som sidder og ser på vilde dyr i tv, har reminiscenser af Wild at Heart (1990).

There’s always sound in the air
Lyden vækker generelt mindelser om Eraserhead, Lost Highway, Mulholland Dr. og Inland Empire, og musikken og lyddesignet afviger klart fra den oprindelige serie.

Man fornemmer Trent Reznor og Ronald Engs indflydelse, mens David Lynch og Mark Frost har ladet Angelo Badalamentis populære temaer træde lidt i baggrunden. Enkelte ledemotiver fra den oprindelige Twin Peaks går igen, men der er længere mellem dem, og der er sjældent tale om simple gengivelser.

Titelsekvensen er blevet fornyet, og hvor der hele tiden var ”music in the air” i den oprindelige serie, så er denne serie præget af et intenst, allestedsnærværende lyddesign. ”Listen to the sound”.

Nogle særligt interessante og suspensefulde scener foregår i et mystisk rum med en gådefuld glasboks. Det lyder som noget, man har hørt før, og tempoet ligner Lynch’ mest mørke og avantgardistiske film, men der er også spor af American Horror Story og andre, nyere produktioner.

“Is it future or is it past?”
Når den enarmede mand taler til Dale Cooper i The Black Lodge (eller er det blot én af de to Coopere?), spørger han: ”Is it future or is it past?”

Den sætning griber tilbage til Fire Walk with Me (1992) og den forstyrrede, sprængte kronologi, som prequelen var med til at skabe. Pludselig var det ikke klart, hvad der var ude og inde, fortid og fremtid, drøm og virkelighed.

Dette tema bliver endnu klarere her, og der er spor til både Fire Walk with Me og den oprindelige serie. Samtidig er ”The Return” også en sjov og generelt velfungerende blanding af gamle linjer og indstillinger og nye elementer og stilgreb.

Replikker og skuespillere går igen fra den oprindelige serie, og enkelte indstillinger bliver indklippet som flashbacks. Men billederne har også en anden æstetik og er præget af en digital bearbejdning, som er væsensforskellig fra den oprindelige serie.

Den digitale bearbejdning og de digitale effekter bliver til tider for meget for denne skribent, men jeg er yderst positiv overfor den blanding af gammel og nyt, som vi får i den ’nye’ Twin Peaks.

Når man for eksempel ser det nedbrudte savværk og scenen i The Great Northern mellem Horne-brødrene, kommer man uvægerligt til at tænke på Lynch’ idé om ”broken beauty”.

Sex og surrealisme
Der er gået 25 år, og det må vi godt kunne se og føle. ”The Return” handler mere om transformationer end den handler om nostalgi, som man eksempelvis ser det i den uhyre abstrakte åbning på tredje del.

Man kan glæde sig til at gense Kævlekvinden, måske med triste tanker på Catherine Coulsons bortgang, og man skal glæde sig til igen at komme i selskab med Dale Cooper, Laura Palmer, Kæmpen og The Roadhouse – hvor en ny blond sangerinde på fornemste vis kropsliggør blandingen af det gamle og det nye.

Der er mere gys, sex og surrealisme end der er melodrama og komik, men der er stadig spor af den lynch’ske humor (tænk blot på den tykke dame med den lille hund, som minder om hende, der bliver skudt i Mulholland Dr.) og sentimentalitet.

Det er både nyt og gammelt, et minde om en svunden tid og en gammel fortælling i nye gevandter. ”That gum you like has come back in style.”