Twin Peaks vender tilbage
”I’ll see you in 25 years.”
Sådan hviskede Laura Palmer til detektiv Dale Cooper i sidste afsnit af kultserien Twin Peaks.
Det var i 1991, og efter flere år med forfængelige håb og falske rygter er det nu endeligt officielt: Dale Cooper og kompagni vender tilbage i 2016, 25 år efter seriens slutning.
”Slutning” er måske en tilsnigelse, for det er netop seriens åbne slutning med adskillige uafsluttede plottråde, der har fået seriens inkarnerede fanskare til at sukke efter mere fra den ejendommelige by med de mange grantræer.
Nu får de langt om længe deres ønske opfyldt.
”Dear Twitter Friends. It is happening again,” skriver seriens skaber, David Lynch, på Twitter med henvisning til et citat fra ”Kæmpen” i slutningen af serien.
Vigtig inspirationskilde
Twin Peaks huskes for sine krøllede personer, sin surrealistiske stemning og mystik samt Angelo Badalamentis stemningsfyldte score.
Og med sin hybrid af selvironisk sæbeopera, krimi-thriller, komedie og psykologisk gys regnes den for at være en af de vigtigste inspirationskilder for tv-seriens nuværende guldalder.
Twin Peaks blev oprindeligt vist på kanalen ABC, men det er Showtime, der vil vise de ni spritnye episoder i 2016.
”Jeg har altid følt, at vi med Twin Peaks mere eller mindre filmede en roman – vi var nede på et detaljeplan, som man ikke var vant til at se i tv-serier. Over årene har folk fortalt os, at vi gav dem til at fortælle historier på en ny måde,” siger Mark Frost, der skabte serien sammen med Lynch, ifølge Variety.
”Showtime var det netværk, vi havde den bedste fornemmelse med.”
De ni nye episoder vil blive skrevet af David Lynch og Mark Frost, og Lynch planlægger at instruere alle ni afsnit.
Følte sig snydt af slutning
Makkerparret ønskede i sin tid at fortsætte serien efter anden sæson, men serien blev stoppet på grund af faldende seertal oven på afsløringen af det centrale mordmysterium midt i anden sæson.
Siden har fortsættelsen været åben for fortolkning, men genoplivningen vil bygge videre på plottrådene fra anden sæson, selvom handlingen vil finde sted 25 år senere.
”Dem, der følte sig snydt af seriens slutning for alle de år siden, vil blive glade for fortsættelsen. Og vi håber, at vi også vil få en masse nye seere, som endnu ikke har besøgt Twin Peaks,” siger Mark Frost.
Der er endnu ingen oplysninger om rollebesætningen. I den originale serie havde Kyle MacLachlan hovedrollen som special agent Dale Cooper, der kom til den lille, særegne by for at efterforske mordet på Laura Palmer.
Kommentarer