Dag 6: Tysk film bugner af Qualität

Det måtte jo ske før eller siden.

Til dagens første film, den ellers udmærkede Inbetween Worlds fra Tyskland, blundede jeg. Troede ellers jeg havde vundet over de tunge øjenlag, da jeg pludselig vågnede, vækket af en filmeksplosion.

Jeg er sikker på, at jeg ikke har sovet længe, men desværre må min oplevelse af filmen tages med et gran salt.

Nutidig tysk krigsfilm
Jesper er delingsfører for en gruppe soldater i Afghanistan. De skal beskytte en lille landsby, der har gjort oprør mod Taleban. Han har mistet sin bror i krigen, men har alligevel valgt at blive udsendt for anden gang.

Med sig har delingen den unge tolk Tarik. Han bor alene med sin søster Nala, der går på universitetet.

I modsætning til mange andre kvinder går hun helt tildækket udenfor, hvilket står i kontrast til hendes modige beslutning om at tage en uddannelse. Hendes lede chef på en bolsje-pakke-fabrik sviner hende til, fordi hun studerer.

Det forbliver usagt
Der er mange ting, man aldrig finder ud af i filmen (og slet ikke, hvis man halvsover!).

Hvad er der blevet af søskendeparrets forældre? Hvorfor er de bange, og hvem er det, der følger efter dem og vil dem ondt … og hvorfor?

Meget forbliver usagt, men man drager sine egne konklusioner. Det er rart ikke at få alt udpenslet. Det strammer filmens fortælling.

Jesper knytter sig til den søde Tarik, men hensynet til den nye ven får ham til at handle ”rigtigt” i en menneskelig forstand, men forkert ud fra militærets doktriner. Det får fatale konsekvenser.

Udvandrede ved mande-blowjob
Der må være noget i det tyske vand. På nær en enkelt, så har alle tyske film i konkurrencen været af relativt højt kvalitet.

Dagens anden film er også lidt tysk. Den er lavet af den brasilianske instruktør Karim Aïnouz, der bor i Berlin.

Praia do Futuro (Fremtidens strand i Brasilien) har et farligt farvand. To tyske venner bliver fanget i den lumske understrøm, og selv om livreddere når ud til dem, bliver den ene revet med af den stærke strøm og forsvinder.

Livredderen Donato martres af skyld, og tager derfor kontakten til den overlevende Konrad, der ligger på hospitalet.

Donate tilbyder Konrad et lift til hans hotel – og så klippes der til bilen, der holder parkeret ved vejen. Og de har sex.

Efter en festival, der har budt på ucensureret Trier-nymfomani, burde man tro, at folk ikke er sarte, når det kommer til sex på lærredet. Men da der senere vises et blowjob – det vil sige, at man ser et hoved foran et skridt – så er der faktisk flere i salen, der går deres vej.

Det kan selvfølgelig være et tilfælde. At de skulle noget andet. Men når der er tale om en knap ti mennesker, virker det påfaldende. Man forledes til at tro, at de er lidt homo-erotisk forskrækkede. Vladimir Putin, du er hermed advaret om denne film!

Vand som tema
Donato følger med Konrad til Berlin, hvor størstedelen af filmen finder sted. Og han har svært ved at rejse derfra, selv om det kun skulle være en kærlighedsvisit.

Han er splittet. Han savner havet, og han har sin mor, sin bror og to søstre at tænke på. Kan han opgive det hele?

Filmen fortælles i tre kapitler, og i det sidste finder man ud af, at han kunne forlade sin familie. Hvad værre er, han gjorde det uden at sige noget til dem.

År senere bliver han opsøgt af sin halvvoksne lillebror, der har lært sig tysk i Brasilien. Han ville være forberedt, hvis den elskede storebror, kærligt kaldt Aquaman, skulle hjemsøge ham som tysk spøgelse. Det var ikke tilfældet, og nu er han sur over at være blevet forladt.

Vand er en gennemgående tematik i filmen, og den er meget smuk på sin egen rustikke måde, og den undgår at være prangende.

Græske gangstere
Dagens tre film er alle hovedkonkurrencefilm. Den sidste er den græske gangster-krimi Stratos, der ikke kan undgå at pege fingre ad Grækenlands nuværende økonomiske situation.

Beslægtet med Luc Bessons Léon følger den lejemorderen Stratos med udtryksløst ansigt og enorme poser under øjnene. Han er faktisk en ret sød mand med en egen sans for retfærdighed.

Hvor han er ret fåmælt, er alle andre i filmen ekstremt snakkesalige. Det værste er, at de gentager sig selv i det uendelige og siger det samme gang på gang. Så bander og svovler de som ind i helvede.

Om det er en kulturel forskel, at grækere generelt lider af ensformig orddiare, eller om det er et særlig kunstgreb i filmen, skal jeg ikke kunne sige. Men når den varer to timer og femten minutter, måtte der godt have været mere stringent tale og lidt strammere klipning.

Usympatiske venner
Stratos gør alt for sine venner , der blandt andet tæller et søskendepar, hvor kvinden har den otteårige datter Katerina, som står Stratos hjerte nær. Han hjælper dem på alle mulige måder, men set udefra bliver han udnyttet groft.

Om dagen skyder han folk, og om natten arbejder han i en bageri-fabrik. Da der bliver en stilling ledig, spørger han nabomanden, der er forkrøblet, om det ikke er noget for hans søster.

Naboen bliver fornærmet. Hun skal ikke arbejde for så dårlig løn. Næ, så er det bedre, at hun er luder. Det var hun ellers ikke så god til i starten, men nu er hun dygtig. Sidder han og siger uden skrupler.

De to søskende er forgældet til op over begge ører. De skylder en gangster 30.000 euro – men de får et tilbud på at få frigivet halvdelen, hvis gangsteren må låne Katerina.

Det er Stratos famøse dråbe …

I morgen er der i øvrigt ikke en eneste tysk film på denne skribents program. Faktisk er der kun én tysksproget film tilbage i hovedkonkurrencen. Havde ellers vænnet mig til det daglige tyskerfix.