Dag 2: Tysk film tager teten

Oven på for lidt søvn – og det er kun starten af festivalen! – er det en lykke at se tre så stærke konkurrencefilm, som anden dagen byder på.

Den tyske Jack kan meget vel gå hen og blive en nutidig pendant til 80’ernes Christiane F. – i morgen er det slut med sin barske berlinerhistorie og unge hovedrolle.

Med Fjernsynstårnet diskret blinkende i nattens skyline løber de små brødre Jack og Manuel rundt i bydele som Kreuzberg og Wilmersdorf og leder efter deres unge mor.

Med hang til tidens drug-du-jour, MDMA (ren ecstasy), er hun ofte ude hele natten, og Jack står som den ældste med ansvaret for lillebror.

Det er som Vinterbergs Submarino, bare uden at man ser de to brødre som voksne.

Fucked up voksne
Jack havner i starten af filmen på et børnehjem, hvor han mistrives. Han er en god dreng, men det gælder ikke alle børnene på institutionen.

En særlig trist og voldsom dag stikker han af. Han savner (selvfølgelig) sin kønne og sjove mor, på trods af hendes svigt.

Hun har været væk i flere dage og efterladt den yngste dreng hos en uansvarlig veninde.

I den hippe storbys undergrund er der grimt og groft, og ingen studser over eller tager hånd om de to drenge på henholdsvis ti og seks – enten fordi de fucked up på stoffer eller fucking ligeglade.

For tidligt voksen
Det er en coming-of-age-alt-for-tidligt-film, og den sætter begsort prik over i’et med sin slutning, der ikke så meget er rørende, som den er modig og moden.

Desværre frygter man, at den også er urealistisk.

I hovedrollen ses debutanten Ivo Pietzcker, der er nærmest konstant forpustet – hele på tiden på farten, hele tiden på vagt.

Jeg gik ud af salen med en følelse af, at dette kunne være en vinder. Selv om gårsdagens The Grand Budapest på mange måder er en personlig favorit, så Jack havde bare noget ærligt og usentimentalt over sig, som klædte den voldsomme historie.

Det er som Vinterbergs Submarino, bortset fra at man ikke ser de to brødre som voksne.

Spot en festivaltaske!
I Berlinale-trekanten – området mellem Berlinale Palast, Grand Hyatt Hotel og Cinemaxx – kan man let blive væk i malstrømmen af ivrige autografjægere (de var der allerede klokken 7.45 i morges, da jeg søvndrukken ankom) og mængder af mediefolk, der flasher deres officielle Berlinale-taske.

I år er tasken et lysegråt net med logo i varierende pang-farve, men der er gået sport i at spotte ældre årgange. Jeg har set én fra 2000-Berlinalen i bussen, men der går rygter om én helt tilbage fra 1986.

Foroven er himlen ikke længere solskinsblå, men nedtursgrå. Godt at man ikke behøver sollys i biografsalens bløde mørke.

Forest Whitaker brillerer
Udenfor er himlen over Berlin ikke længere solskinsblå, men nedtursgrå. Godt at man ikke behøver sollys i biografsalens bløde mørke.

I salen hviskes der om dagens første film. ”Er du lige så begejstret som mig?” spørger kollegaer hinanden, så jeg er ikke den eneste, der faldt for dagens tyske film.

Dagens anden film er ikke nær så stærk. Til gengæld byder den på dagens ubetinget bedste skuespil.

En slank Forest Whitaker i Two Men in Town har ikke været bedre, siden han gav den som den lede diktator Idi Amin i The Last King of Scotland. En rolle, der gav ham en Oscar.

Han overbeviser med sit udtryksfulde ansigt og skræmmende raseri. Han prøver at tøjle det, men når det ikke lykkes, er han som et såret vilddyr, man ikke har lyst til at komme på tværs af.

Smuk ørkenfilm
Two Men in Town er en genindspilning af en fransk thriller fra ’73 af samme navn. Handlingen er flyttet fra Frankrig til den amerikanske grænsestat New Mexico, der med sine smukke billeder af ørkenens støvede horisont nærmest har sin egen rolle i filmen.

Trods skønheden er Two Men in Town dog også noget langtrukkent. Den nærmer sig en halvreligiøs oplevelse, med sit rolige tempo og sine overvejende douche farver, hvilket dog går godt i spænd med Whitakers rolle som politimorderen William Garnett.

Han bliver løsladt tidligt på grund af god opførsel, som skyldes hans konvertering til islam. Frisk fra fængslet er han en ydmyg mand, der bare ønsker et simpelt liv med familie og et lille hus.

Harvel Keitel gange to
Men det er ikke nemt at vende hjem til hverken den tidligere kumpan eller den samvittighedsfulde sherif, der måske meget forståeligt ikke bryder sig om folk, der slår hans kollegaer ihjel.

Sidstnævnte spilles af Harvey Keitel, der dermed er med i to film i hovedkonkurrencen.

Han havde nemlig også en mindre rolle i gårsdagens The Grand Budapest Hotel, hvor han gav den som letpåklædt straffefange med overkroppen sværtet til med barnlige tatoveringer. Det var betydeligt mere underholdende.

Filmen alle vil se
Den koreanske Snowpiercer, der vises i Forum-programmet, har fået vandrørene til at synge.

Dagens forestilling er udsolgt, så alle – inklusive mig selv – vill have billetter til dens sene lørdag-forestilling, der samtidig er den sidste visning af filmen.

Til trods for at jeg står i køen klokken 8.10, er billetterne allerede revet væk, selv om de først bliver frigivet klokken 8.

Jeg er ikke den eneste, der er frustreret. Konstant møder jeg folk, der siger det samme. Så nu tjekkes festivalens hjemmeside konstant for nyt i håbet om, at der kommer en ekstra visning.

Soldat bliver efterladt
Dagens sidste film, ’71, handler om konflikten i Nordirland mellem katolikker og protestanter.

Hovedpersonen er dog en udefrakommende, nemlig Gary Hook, en engelsk soldat, der bliver sendt til Belfast tidligt i konflikten (der varede fra 1968 til 1998).

Under en relativt fredelig mission med husinspektioner i et af Belfasts ”grønne” områder – der hvor katolikkerne råder – bliver Hook efterladt, da situationen pludselig spidser til med folkeoprør i gaderne.

Han er jaget vildt. IRA vil tage livet af ham, fordi han er fra de engelske tropper, som hjælper protestanterne. Også den engelske hærs irske undercovermænd er efter ham, for de har ikke rent mel i posen.

Håndholdt jagt
De er anført af en fabelagtig Sean Harris, hvis kindben ikke er set skarpere siden Daniel-Day Lewis’ i I faderens navn, der også handler om konflikten i Belfast.

Det er en hektisk jagt gennem Belfast beboede ruiner. Med håndholdt kamera og grynet retro-filter får det pulsen i vejret på tilskueren.

’71 er ikke på nogen måde rørende som Jack, men den behandler et vigtigt politisk emne, og politiske film har efter sigende været populære i Berlinalens juryer gennem tiden. I faderens navn vandt netop Guldbjørnen i 1994.

I morgen er endnu en dag, og damerne og autografjægerne kommer sikkert til at hvine frydefuldt, når George Clooney indtager platzen med sin nye film. The Monuments Men har europæisk premiere og vil ganske givet skabe kø.