Cannes 2016
14. maj 2016 | 01:42

Tysk komedie tager fusen på anmelderne

Foto | Komplizen Film
Ines (Sandra Hüller) får besøg af sin spøgefugl af en far (Peter Simonischeck), der er mere akavet end egentlig morsom, i Maren Ades overraskende Toni Erdmann.

Den tyske komedie Toni Erdmann overraskede gang på gang Cannes-anmelderne, der kvitterede med høj latter og kæmpe bifald. Filmen lægger sig klart i spidsen af Ekkos stjernebarometer.

Af Claus Christensen

Efter en stille start på Cannes-festivalen skete der for alvor noget i hovedkonkurrencen fredag aften. Og overraskelsen kom oven i købet fra en film, som de færreste har forventet sig noget særligt af.

Gang på gang lykkedes det ikke desto mindre for tyske Toni Erdmann at overrumple anmelderne. Cannes-debutanten Maren Ades komedie varer næsten tre timer, men føles ikke lang, og flere hundrede anmeldere i Salle Debussy kvitterede med høj latter og klapsalver.

I Ekkos internationale anmelderpanel har den da også lagt sig i spidsen. Fire anmeldere giver maksimale fire stjerner, og med et gennemsnit på 3,6 er den 0,7 point foran nummer to, rumænske Cristi Puius Sieranevada.

Practical jokes
Toni Erdmann skildrer forholdet mellem den travle forretningskvinde Ines (Sandra Hüller) og hendes far (Peter Simonischek), som har god tid til at lave practical jokes.

Det gør han også med Ines, men hun er så optaget af sit arbejde, at hun nærmest er immun over for farens forsøg på at få en tættere kontakt.

Der begynder først at ske noget, da faren klæder sig ud og dukker op på Ines’ arbejde i Bukarest som hendes livscoach.

Lyder det fjollet?

På forunderligste vis er det både sjovt og meningsfuldt. Maren Ade skaber i sin tredje spillefilm en overbevisende balance mellem realisme og absurditet, og selv om Toni Erdmann giver associationer til så forskellige film The Local Hero og Holy Motors, er den helt sin egen.

Den sjove kontrast
Manuskriptet er velfungerende, og det er et klogt træk, at farens spøg og skæmt er mere akavet end egentligt morsom.

I komikken opstår kontrasten mellem den lallede far og hans stramtandede datter, der gradvist løser op og viser overraskende sider af sig selv, indtil hun til sidst giver totalt los.

Og så bliver det hylende morsomt.

Maren Ade holder en dør på klem til en symbolsk tolkning af handlingsforløbet. Det er frem for alt en enkel og ligetil film om familie og karriere, om rig og fattig, forholdet mellem kønnene og meget mere. Det er fortalt realistisk, men krydret med larger than life-øjeblikke, og til sidst lykkes det tilmed at sige noget om livets mening – uden at man skraldgriner, vel at mærke.

Pris i vente?
Efter fem viste film i hovedkonkurrencen er Toni Erdmann det første seriøse bud på en Guldpalmevinder. Om den vinder den pris, må afhænge af de seksten film, vi har til gode at se. Komedier vinder yderst sjældent hovedprisen, men det vil undre, hvis der ikke kommer en eller anden pris til Toni Erdmann.

Det kunne være for bedste manuskript eller bedste instruktør. Eller måske endnu mere oplagt prisen for bedste kvindelige skuespiller.

Som Ines fascinerer Sandra Hüller fra start til slut. Hun bemestrer både deadpan og slapstick, det overkontrollerede og det fandenivoldske, og man er helt overbevist om karakterens udvikling, som kan læses på hendes kropsprog.

Kommentarer

Claus Christensen

Filmmagasinet Ekkos chefredaktør dækker for tiende år i træk Cannes-festivalen.

Ser samtlige film i hovedkonkurrencen og vurderer dem i Ekkos internationale stjernebarometer.

Går på opdagelse efter perler i festivalens sekundære serie Un Certain Regard og parallelkonkurrencerne Director’s Fortnight og Critics’ Week.

Cannes-festivalen blev holdt første gang i 1946 og regnes for verdens mest prestigefyldte festival.

Årets festival er den 69. af slagsen.

Den løber i år fra 11. til 22. maj 2016.

© Filmmagasinet Ekko