Dag 4: Tyske skuespillere bejler til Sølvbjørnen

På dagens Berlinale var der kun én film i fokus – Lars von Triers Nymphomaniac Volume 1.

Den blev vist kl. 12, men allerede i går gik folk og hviskede i krogene om, hvor vild den ville være?

Og om hvorvidt manden selv ville dukke op til pressemødet efter sin Cannes-misere med den uheldige Hitler-kommentar i 2011, der senere førte til et selvpålagt taleforbud i offentligheden.

Irriterende pretty-boy
Men først gjaldt det nok en tysk film. Stations of the Cross handler om fjortenårige Maria, der kommer fra et ekstremt katolsk hjem.

Jeg var ved at få nervøse tics i filmens første scene, for præsten blev spillet af ingen anden end Florian Stetter, der også var med i gårsdagens tyske bundskraber, hvor han spillede poeten Schiller.

Han var ikke stort bedre i denne film, og jeg forstår ærlig talt ikke hans popularitet, selv om han da er nydelig.

Skuespillerens cv vidner om mange film, blandt andet modstandsfilmen Sophie Scholl – de sidste dage fra 2005. Men han gjorde altså et ret forglemmeligt indtryk allerede dengang.

Det gør dagens tyske hovedrolle, spillet af Lea van Acken, heldigvis ikke.

En af Jesus’ soldater
Filmen er lavet i fjorten kapitler. De er alle filmet i én uafbrudt optagelse, og på nær i to af dem er kameraet immobilt.

Alligevel er det en medrivende film om den unge pige, hvis kærlighed til gud er så stor, at hendes relativt normale skoleliv gør hende syg af forvirring. Især da en dreng viser interesse for hende.

Hun skal konfirmeres, og præsten forbereder hende og hendes unge medkristne på, at de nu skal være Jesus’ soldater. De skal fortælle deres skolekammerater, at rytmisk musik er satanisk, pænt tøj forfængeligt, og de bør ofre alt det, de holder af i hverdagen: te, chokolade eller en smuk udsigt.

Sidstnævnte ved at vende ansigtet bort.

Kaldt tidligt til himlen
Præsten er så håbløs, at han – på trods af sin egenskab som rådgiver i kirkens skriftestol – ikke ser advarselslamperne blinke, da Maria spørger, om hun ikke kan ofre sig selv.

I stedet siger han, at det kun er dem, gud elsker særligt højt, der bliver kaldt tidligt til himlen.

Marias djævelsk religiøse mor – der er evigt på nakken af sin søde datter, som hun er overbevist om er syndig – lader en bedemand forstå, at der kun er én rigtig religion: hendes! Alle andre tager fejl.

Filmen formåede at høste en del anerkendende kommentarer rundt omkring på Potsdamer Platz’ fliser.

De to tyske film, Jack og Stations of the Cross, står dermed stærkt i konkurrencefeltet.

Triers rockstjernestatus
Der havde været en sitrende uro blandt den store pressemasse hele dagen, og som en erektion blev den udløst ved premieren på Lars von Triers egen udgave af Nymphomaniac vol. 1.

Allerede inden filmen gik i gang, sad folk og klappede og hujede i salen, som ventede de på en rockstjerne. Det levnede ingen tvivl om, at Lars von Trier er en af filmverdenens allerstørste stjerner.

Filmens to en halv time fløj af sted, og jeg ville glædeligt have siddet hele dagen i von Triers medrivende filmunivers. Trier formår trods det tabuiserede emne at skabe en film, der er tilgængelig og medrivende.

Persona non grata
Nymphomaniacs første del er den bedste film, jeg har set, siden Adeles liv. Selv om den er ufuldstændig.

Man er utålmodig efter at vide mere om nymfomanen Joes liv, men scenerne, hvor Skarsgårds Seligman taler med Gainsbourgs Joe, fungerer suverænt trods deres forhalende, rolige og komiske stil. De trækker nydelsen i langdrag.

Den kære Trierbasse var i Berlin, men lod sig kun fotografere iført sin persona-non-grata-t-shirt. Han blev væk fra pressekonferencen, hvilket Ekko skrev om tidligere.

De andre konkurrencefilm kan være glade for, at filmen deltager uden for konkurrence – ellers kunne den måske have ryddet bordet.

Sideherrerne faldt i søvn
Til dagens sidste konkurrencefilm History of Fear, fandt jeg en plads ved siden af en hvidhåret, ældre herre. Salen var næsten fyldt, så han jokede med, at han havde gemt pladsen for mig, hvilket jeg takkede ham for.

”Det skal du passe på med at sige, jeg har lige set en film om unge pigers tak,” drillede han. ”Den kunne jeg ikke lide.”

Han var så måske dagens eneste.

Selv om han lignede én på den anden side af 60, spurgte han, om jeg kendte nogle gode danskerfester i aften. Jeg måtte nedslået fortælle, at jeg havde hørt om Zentropas storslåede kalas – men at jeg ikke var inviteret (måske er Ekkos udsendte persona non grata).

”Sikke en skam,” sagde han – nok mest fordi han så ikke kunne crashe dén fest. Og så faldt han sødeligt i søvn. Han havde sikkert festet dagen før.

Folk udvandrede
Det hvidhårede herre til min højre side faldt også i søvn. Og jeg kunne godt forstå dem.

Argentinske Benjamin Naishtats History of Fear er en drøvtyggende oplevelse med usammenhængende scener. En rigtig kunstfilm uden indhold.

Der var rigtig mange, der udvandrede, hvilket jeg ellers troede var helt uhørt til hovedkonkurrencens pressevisninger.

Jeg hverken gik eller sov (selv om jeg gerne ville begge dele), for jeg håbede, at filmen i sidste ende ville hæve sig over rodet og give mening.

Det skete ikke.

Og jeg har ærligt talt svært ved at sige, hvad den handlede om. Den ville gerne handle om frygt og indhegnede samfund, gated communities, og i beskrivelsen af filmen lød det som en argentinsk udgave af den fabelagtige mexicanske La Zona fra 2007, der handler om en fattig dreng, som forvilder sig ind i et gated community.

Da min venstre sidemand vågnede, var han og hans kammerat enige i, at den film ikke hørte hjemme i hovedkonkurrencen. Spild af tid.

Viggo Mortensen til dessert
Som om tre film på én dag ikke var nok, nuppede jeg lige aftenens Berlinale Special med – jeg var stadig høj på min Nymphomaniac-begejstring.

The Two Faces of January lokkede med de to dansk-klingende kendisnavne Viggo Mortensen og Kirsten Dunst i hovedrollerne.

Filmen er baseret på en roman af Patricia Highsmith, som også er forfatteren bag The Talented Mr. Ripley.

Filmenprøver at ramme samme fabelagtige stemning, som 1999-hittet med Matt Damon, Jude Law og netop afdøde Philip Seymour Hoffman havde. Desværre kommer den aldrig op i samme klasse.

Men det var 96 fornøjelige minutter i 1960’ernes Grækenland, med en lille og en stor svindler og lidt for mange dødsfald. Med andre ord en god natmadsfilm.

I morgen kan jeg glæde mig til endnu en danskerfilm, nemlig Pernille Fischer Christensens En du elsker, der bliver vist i Berlinale Special.