Nyhed
16. aug. 2013 | 12:37

Tyve musikvideoer i biografen

Foto | Noah Rosanes
”Alt for mange sidder fast i traditionen fra MTV, hvor artisterne bare står og spiller,” siger musikeren Noah Rosanes, der står bag Dragonfly (billede) på Ekko Shortlist og nu præsenterer tyve originale musikvideoer i biografen.

Musikvideoen bliver overset som kunstart. Det vil musikeren Noah Rosanes ændre på, når han viser tyve musikvideoer til et arrangement i Valby Kino i næste uge.

Af Daniel Pilgaard

Musikvideoer er et sjældent syn i de danske biografer.

Men 22. august foreligger muligheden, når den nyåbnede biograf Valby Kino i København lægger lærred og højtalere til tyve vidt forskellige af slagsen.

Programmet byder på nyere musikvideoer af blandt andre Kashmir, Vinnie Who, Pato, When Saints Go Machine, Jonas Breum og Who Made Who.

Resten af programmet er en hemmelighed, men aftenen bliver fuld af forskellige musikalske og visuelle indtryk, der både provokerer og giver stof til eftertanke. Det garanterer musikeren og produceren Noah Rosanes, der arrangerer og præsenterer konceptet i sit nye soloprojekts navn: The Ball and the Wall.

Hænger fast i traditionen
Siden juli måned har man på Ekko Shortlist kunne se hans eksperimenterende musikvideo til nummeret Dragonfly af The Ball and the Wall feat. Raise Dead.

Musikvideoen er lavet af tyve forskellige kunstnere, som Noah Rosanes gav frie hænder til hver at skabe en bid på ti sekunder, der er klippet sammen til det kreative resultat.

”Alt for mange sidder fast i traditionen fra MTV, hvor artisterne bare står og spiller, hvilket er dybt uinteressant,” fortæller Noah Rosanes til Ekko om baggrunden for sin video.

”Musikvideoen er smeltet sammen med de sociale medier, hvor seeren slukker efter få sekunder, hvis ikke det fænger. I dag bliver man nødt til at holde folk til ilden på en helt anden måde end før i tiden.”

”Det handler om at signalere hvad man står for og samtidig få det visuelle udtryk og musikken til at blive et større værk. Jeg har selv produceret alt for mange musiknumre, hvor videoen ender med at trække niveauet ned,” forklarer Noah Rosanes.

Overset kunstart
Til arrangementet i Valby Kino har han selv udvalgt de tyve videoer, som han mener, er eksempler på, hvor musik og kunst går op i en højere enhed og som tør tage musikvideoen i nye udfordrende retninger.

Det har dog været mere besværligt at skaffe tilladelser til at vise dem, end han lige regnede med, men det er arbejdet værd, for som han siger:

”Musikvideoen får alt for sjældent det vindue og den værdighed, den som kunstart fortjener.”

Arrangementet finder sted torsdag 22. august i Valby Kino, og billetter kan købe her.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko