Dag 5: Uafrystelig abort og kunstfilmsatire

Omtrent halvvejs inde i Audrey Diwans L’événement lyder der en rallen nede fra salen. En kvinde falder om. 

Oppe på lærredet sidder hovedpersonen, den 23-årige litteraturstuderende Anne, på et håndklæde på gulvet og forsøger at provokere en abort med en strikkenål. 

Kameraet er helt tæt på hende og har været det længe. Der er ingen klip væk. 

Da Lars von Trier viste en abort i Nymphomaniac, gik han skridtet videre og klippede til inde i livmoderen. Men Audrey Diwan holder os fanget i øjeblikket med håndholdte nærbilleder af Annes smertende ansigt. 

Det er hård kost. Folk iler til fjerde række. Der kommer reddere udefra, som fører kvinden ud af salen på vaklende ben. Vi andre bliver siddende. 

En nødvendig historie
L’événement er en filmatisering af den franske forfatter Annie Ernauxs selvbiografiske roman. Historien foregår i 1963. Abort er ulovligt, og det straffes hårdt. 

Men et barn ville forpurre det liv, Anne altid har set for sig. Hun er intelligent og ambitiøs, en af sin årgangs bedste studerende med en akademisk karriere foran sig. Så hun sætter alt ind på at skaffe sig en abort. 

Men gode råd er dyre. Meget dyre. Veninderne vender hende ryggen af frygt for selv at komme i fængsel. Hendes ven Jean beder hende først skride og derefter kysse. ”Der er jo ingen risiko, når du er gravid.” 

Det er et drama, vi har set udspille sig før, som i Cristian Mungius orginale 4 måneder, 3 uger og 2 dage eller sidste års gribende Never Rarely Sometimes Always. 

Audrey Diwans film lægger ikke meget nyt til genren, men det er heller ikke nødvendigt. Kunsten består i at gøre filmen så levende, at man mærker den på egen krop. 

Det må siges at lykkes. Dette er en historie, vi er nødt til at fortælle igen og igen. I dag er abort ulovligt i Texas. 

Vrisne alfakunstnere
I en noget anden boldgade finder vi argentinske Mariano Cohn og Gastón Duprats tørt ironiske og underholdende Official Competition. 

Det er en farce over kunstfilm og filmkunstnere. Og den er så skarp, at hele festivalen må føle sig lidt til grin. 

En rigmand fylder 80 og frygter for sit eftermæle. Han vil huskes for noget, siger han. Måske han kunne finansiere en bro eller ... en film. 

Ja, en film! 

Så han hyrer den Guldpalme-belønnede instruktør Lola til at filmatisere en Nobelpris-belønnet roman med to af den spansktalende verdens største navne, Hollywood-stjernen Félix og teaterkoryfæet Iván, i hovedrollerne. 

De er tre vrisne alfakunstnere med hver deres idéer om, hvad det vil sige at skabe stor kunst. Det er et morsomt oplæg til en komedie, der udleverer filmkunstens selvsmagende arrogance med samme præcision – om ikke samme syrlighed – som Ruben Östlunds The Square. 

Kamp om kunsten
Iván har fordybet sig i sin karakter i månedsvis. Lola har lavet et manisk kollagekartotek med stofprøver, kruseduller og storyboardtegninger. 

Félix er bare mødt op. 

”Jeg vil udtale mine replikker med klarhed og overbevisning,” siger han. ”Så vil publikum tro på mig.” 

Félix og Iván finder hinanden utålelige, og Lola sætter dem på kunstneriske prøver for at tvinge dem i karakter. Som da hun får en fem tons tung klippe hængt op i en kran og beder dem sætte sig under den for at give deres scene en nervøs energi. 

”Brug det!” siger hun, mens stjernerne nervøst kigger op på klippen. ”Sí, sí ...” 

Den viser sig at være af papmaché. 

Penélope Cruz er herligt ilter som den kunstnerisk krævende instruktør med utæmmeligt rødt krølhår. Den spanske verdensstjerne Antonio Banderas spiller den spanske verdensstjerne Félix, og selv om han er noget mindre kendt, bruger også Oscar Martínez sig selv i rollen som Iván. 

Det er en fryd at se disse smålige to handyr hamre løs på hinandens gigantiske, skrøbelige egoer med høflige stikpiller. Official Competition må være festivalens sjoveste film indtil videre. 

En supergruppes fødsel
Bernard McMahon har lavet et udtømmende portræt af Led Zeppelins oprindelse. 

Bandets overlevende medlemmer – Jimmy Page, Robert Plant og John Paul Jones – fortæller medlevende om deres vej ind i branchen og deres tidlige karriere som efterspurgte studiemusikere for mange af 60’ernes kunstneriske topnavne. 

D’herrer har spændende historier at fortælle med førstehåndsbeskrivelser af rockmusikkens revolutionerende indtog i efterkrigstidens England. 

Vi kommer omkring Elvis og James Brown, Memphis-rock og Motown, fra Kinks til The Who over uforfalsket Beatlemani og frem til The Yardbirds, rockbandet der lagde fundamentet for Led Zeppelin. 

Og da de endelig finder hinanden, er der drøn på. De er alle vant til at være den bedste musiker i deres bands, og sammen når de nye højder. 

”Jeg havde stor respekt for Johns højre fod,” siger John Paul Jones om trommeslageren John Bonham, der døde i 1980. ”Nogle gange lavede jeg et lille break i rytmen, så der kunne blive plads til den. Og så løftede rytmen sig højere end nogensinde.” 

En kort øveperiode senere stod bandet på scenen til bal på Egegård Skole i Gladsaxe under navnet The New Yardbirds. Kort efter skiftede de navn til Led Zeppelin. 

Den rejse er godt fortalt i Becoming Led Zeppelin. Men filmens spilletid på to timer og tyve minutter er også omkring 40 minutter for meget, hvis man ikke er fan i forvejen. 

Coronaens prøvelse
Man kunne også sagtens skære mere ind til benet i taiwanske Chung Mong-hongsThe Falls. Instruktørens Netflix-film A Sun var en af sidste års store, oversete oplevelser. 

Hans nye film vises i sidekonkurrencen Horizons og udfolder en psykologisk intens mor-datter-historie, der sættes i gang af klaustrofobisk corona-nedlukning. 

En af den syttenårige Xiang Jings klassekammerater har testet positiv, så hun må tage et par uger hjemme. Og da moren Pin-Wen giver nyheden videre på arbejde, bliver hun også bedt om at gå i karantæne. 

Pin-Wen har svært ved at forstå sin datter, der teenage-irriteret forskanser sig på værelset og nægter at komme ud. ”Hold afstand!” skriver Xiang Jing på en seddel på døren til sit værelse. Efter middagsmaden har hun skrevet ”bitch” i sovsen på sin tallerken. 

Pin-Wen sitrer af indestængte frustrationer, også efter skilsmissen med sin mand tre år forinden. Han bor nu sammen med sin nye kone og deres søn. 

Pandemien har betydet en omkalfatring af virkeligheden, som vi først gradvis er begyndt at se spejlet på film. 

Karantænen er det sidste strå for Pin-Wen, hvis usikkerhed bryder ud i en fuldblodspsykose, så Xiang Jing er nødt til at tage et semester fri for at tage vare på sin mor. 

Med smukke, afmålte billeder og eminent skuespil viser Chung Mong-hong, hvordan corona selv uden at smitte kan være en prøvelse, som ikke alle kommer helskindet igennem. 

Det er den mest interessante coronafilm, jeg har set siden Radu Judes Berlinale-vinder Bad Luck Banging or Loony Porn.