Dag 6: Abortdrama ligner årets Berlinale-film

”Det er en meget følelsesladet dag for os, og vi kommer måske til at fælde en lille tåre undervejs,” siger Sturla Brandth Grøvlen inden visningen af Jóhann Jóhannssons Last and First Men. 

Lyset sænker sig over Haus der Berliner Festspiele, og 77 minutter senere klapper salen taktfast.

Last and First Men er en historie med to fortællere. Først og fremmest musikken, som Jóhannsson (Sicario og Arrival) var kendt for at komponere, da han stadig var i live. Filmen er blevet færdiggjort efter islændingens død i 2018, hvor den 48-årige filmkomponist efterlod sig projektet.

At Last and First Men er en del af sideprogrammet Berlinale Special skyldes til dels, at Jóhannsson boede i Berlin frem til sin død, og naturligvis også, at filmen fortæller om en verden, der ude i fremtiden er faldet fra hinanden.

Lidt politisk tæft skal der jo være.

Sammen med Sturla Brandth Grøvlen – som film-Danmark anser for at være pæredansk, selv om han oprindelig er nordmand – filmede Jóhann Jóhannsson for år tilbage de symbolmættede billeder, der ligner en mellemting af en rundtur i det gamle Jugoslaviens symboler og en Tarkovskij-film.

Ingen visuelle tricks
De sort-hvide billeder flyder hen over allegoriske monumenter og uspoleret natur, mens skuespiller Tilda Swinton læser en science-fiction-tekst op om Jordens destruktion.

Swinton er filmens anden fortæller, og teksten er taget fra den britiske forfatter og filosof Olaf Stapledon. Ordene sløver, men de skaber samtidig en stemning af eftertænksomhed i biografmørket.

”Alle monumenterne i filmen er ægte. Vi havde ingen sets og ingen visuelle tricks. Det hele er skudt og vist, som vi filmede det,” fortæller Sturla Brandth Grøvlen efter visningen af filmen, som er 16mm og har en messende karakter.

Teenagere i New York
En film, der også har været ventet, er amerikanske Never Rarely Sometimes Always. På en time og 41 minutter brager den igennem filmlærredet på en så nænsom og ubehagelig måde, at Eliza Hittmans tredje spillefilm bør være storfavorit til Guldbjørnen.

Det er ikke hvert år, at Berlinalen har så god en film i sit hovedprogram.

To syttenårige piger tager på en bustur fra Pennsylvania til New York, og eftersom de ingen penge har, må de holde sig vågne i tre døgn i byen, der aldrig sover.

Den ene surmuler, den anden når at kysse med en fire år ældre fyr. Teenagelivet kogt ned til 72 timer.

Never Rarely Sometimes Always kunne lyde som en velkendt ungdomsfilm, men er et knytnæveslag lige i hovedet på publikum.

For pigernes tur skyldes, at Autumn er blevet gravid. Den skærpede amerikanske abortlovgivning muliggør ikke, at hun kan få en abort i sin hjemstat, og derfor rejser hun sammen med sin kusine til New York, hvor aborten kan foretages lovligt.

Spørgsmål om sexliv
Instruktøren Eliza Hittman har ikke travlt.

Hun skaber med sine grynede billeder en tilstand af både panik og overgivenhed i sine to unge, kvindelige hovedroller. Sidney Flanigan og Talia Ryder formidler teenagerne med tilbagelænet angst.

Da pengene slipper op, må Autumns kusine kysse med en fyr for at have råd til busturen hjem til Pennsylvania.

I scene efter scene gribes man af Never Rarely Sometimes Always. Men især scenen, der giver filmen sit navn, er så ubehagelig, at man sjældent har set noget så enkelt og uudholdeligt på én og samme tid.

Her bliver Autumn udspurgt af en sygeplejerske om sit sexliv. Hendes svarmuligheder er: ”Aldrig”, ”sjældent”, ”somme tider” og ”altid”.

Kameraet er lige i ansigtet på den unge kvinde, og mens tårerne forlader hendes øjenkroge, da spørgsmålet lyder, om hun bliver tvunget til at have sex imod sin vilje, løber det én koldt ned ad ryggen.

Scenen sender Never Rarely Sometimes Always i en helt ny og endnu mere ubærlig retning.

Maling tørrer
Formiddagens visning i hovedkonkurrencen var også ventet med spænding. Her kiggede Hong Sangsoo nemlig forbi.

Når jeg skal beskrive den sydkoreanske instruktør for de af mine venner, der ikke er til kunstfilm fra Sydkorea, så siger jeg, at Sangsoos værker ligner en væg, der bliver malet.

Scenerne er langsomme penselstrøg, som tegner en livssituation op. Lige før malingen løber ned på gulvet, fanger instruktøren den med sin pensel og stryger nænsomt fortællingen videre. 

De lange billedskud og den eftertænksomme dialog skaber ofte langsommelige film, men med sin 24. af slagsen er det, som om Hong Sangsoo vil noget nyt. 

Samtaler med venner
Hong Sangsoo, der modtog hovedprisen på Locarno International Film Festival i 2015 for Right Now, Wrong Then, og hvis skuespillermuse Kim Min-hee har fået skuespilbjørnen i Berlin for sit spil i On the Beach at Night Alone, er denne gang mere skarp.

Igen har han Min-hee i hovedrollen som kvinden Gamhee, der mødes med sine gamle venner i Seoul. Det er et portræt så billedskønt, at man selv får lyst til at fotografere.

Sangsoo er overlegen til at fortolke menneskelige relationer i scener, der handlingsmæssigt ikke ser ud af meget, men som bliver hængende i underbevidstheden, efter man har forladt biografen.

Den snart 70-årige sydkoreaners varemærker er stadig til stede, men de er doseret til større perfektion. Og mens man lytter til Gamhees samtaler med vennerne, begynder man at undre sig over deres livsvalg, selv om man helt tydeligt forstår, at filmen gerne vil sige en hel masse om kønsroller.

Men hvorfor hedder den The Woman Who Ran?

Måske fordi Gamshee er kvinden, der er flygtet fra de liv, hendes bekendte lever. Der er noget af dem alle i hende, men hun har aldrig ville se det i øjnene. Skuespillet er naturalistisk og mindst lige så sylespidst som manuskriptet.

The Woman Who Ran er kvindeliv destilleret ned til allerfineste filmform. Den kryber aldrig ind under huden på én, men den er et komprimeret stilstudie, der snildt kunne løbe med manuskriptbjørnen i år.

Et lille samfund
Omvendt var der ikke meget elegance i hovedkonkurrencens tredje film i dag. Italienske Bad Tales ville så meget, at den formåede at gøre meget lidt.

Filmen er en ensemblefortælling om et lille samfund, som vi tidligt får at vide vil blive rystet af den fortællerstemme, der virker påklistret i et politisk øjemed. Igen og igen slår fortælleren fast, at dette er mennesker, der ikke har opnået det, de drømte om.

Det smitter af på lokalsamfundets børn i løbet af en hed sommer, hvor ungerne prøver at være mere voksne, end de er, mens de voksne opfører sig utilgiveligt egoistisk.

Voldsomt øjeblik
De italienske D’Innocenzo-brødre instruerer. De oplevede stor hype i 2018 med deres La terra dell’abbastanza, men de har også en slem tendens til at overfortælle.

Reelt er der kun én virkelig god sekvens i Bad Tales, men den er til gengæld også fantastisk.

Her konstaterer en far en tidlig morgen, at hans børn ikke trækker vejret længere, og hans reaktion på det er chokerende. Faren går nemlig i seng igen og ligger vågen, indtil konen står op og opdager tragedien, hvorefter han så selv står op.

Han er simpelthen ikke mand nok til at opleve denne ydmygelse i sit eget hjem, må man forstå. Et benhårdt portræt af det moderne menneske, hvis børn aldrig får de samme muligheder, som forældrene gjorde.

I øvrigt er Elio Germano manden, der leverer en stærk præstation, ligesom han gjorde som den plagede kunstner i Hidden Away på Berlinalens andendag. 

Mon ikke han bliver svær at komme uden om ved bjørneuddelingen på lørdag?