Ubekvemme sandheder

Lad det være sagt med det samme: Al Gores film En ubekvem sandhed er ikke stor filmkunst. Det er basalt set en glat dokumentaroptagelse af et powerpoint-foredrag om global opvarmnings fortrædeligheder med et helt passivt publikum, der lytter og ser imponerede ud.

Kurver og data er oplagt filmens omdrejningspunkt, men tilsat små filmbidder af smeltende gletschere, Matt Groenings forklaring af global opvarmning i Simpsons, oprørende nyhedsindslag fra et oversvømmet New Orleans og vignetter af Gores liv.

Det er fundamentalt set et DK4-foredrag, men man må tage hatten af for Gore, der virker mere levende og engageret, end man længe har set ham, og være imponeret over instruktøren Davis Guggenheim, der med solidt håndværk har gjort filmen vedkommende. Alligevel finder overtegnede de fleste filmklip lidt poppede, og livs-episoderne med sentimental underlægningsmusik, der angiveligt skal vise Gore som en dedikeret, ærlig og ansvarlig leder, virker som amerikansk-sukrede reklamespots.

En ubekvem sandhed er altså ikke den oplagte date-film (måske med mindre man bejler til en økopolitisk idealist) eller en film, der giver menneskelig indsigt eller socialt drama. Det er en film, der lever af sine argumenter. Og det er her, filmen løber ind i alvorlige problemer.

Naiv eller påtaget
Al Gore har reelt tre argumenter: Global opvarmning er sand, konsekvenserne bliver katastrofale, og menneskehedens topprioritet bør være at bekæmpe den. Ubekvemt for Gore er kun det første argument korrekt.

Mens det er godt at se Al Gore stå op imod en tilbøjelighed i USA, hvor mange indflydelsesrige folk benægter global opvarmning, er mange af hans apokalyptiske påstande i væsentlig grad misvisende. Men hans største fejl ligger i at foreslå, at menneskeheden har en forpligtelse til at handle på klimaforandringer, fordi vi indser, at der er et problem. For en garvet politiker virker en sådan påstand naiv eller påtaget.

Vi kender mange globale udfordringer, vi let kunne løse. Kurérbare sygdomme som HIV, diarre og malaria kræver femten millioner liv hvert eneste år - nogenlunde befolkningen i Holland. Fejlernæring påvirker mere end halvdelen af verdens befolkning. 800 millioner mangler basal uddannelse. En milliard har ikke rent drikkevand.

Hvorfor skulle netop klimaforandringer være vores topprioritet? Her tåler Al Gores veltalenhed ikke til et nærmere eftersyn.

Kanariefuglen i kulminen
Han viser os, hvordan gletschere er blevet stadig mindre over de sidste 50 år. Men han glemmer at informere os om, at de har været aftagende siden slaget ved Waterloo i begyndelsen af 1800-tallet - længe før den menneskeskabte drivhuseffekt.

Gore fortæller os, at Antarktis er kanariefuglen i kulminen, men glemmer den fulde historie. Han viser os billeder af de to procent af Antarktis, der er blevet voldsomt varmere, men ignorerer de 98 procent, der gennemsnitligt er blevet koldere over de sidste 35 år.

FN's klimapanel forventer faktisk, at Antarktis over hele dette århundrede vil få mere is, ikke mindre, og derfor faktisk modvirke vandstandsstigning. Gore viser os også, hvordan havisen på den nordlige halvkugle har været aftagende, men glemmer at fortælle, at den i den sydlige halvkugle har været tiltagende.

Kulde- eller varmedød
Filmen viser skræmmende grafik af konsekvenserne ved en havstandstigning på syv meter, der vil oversvømme væsentlige dele af Florida, San Francisco, New York, Holland, Calcutta, Beijing og Shanghai.

Men hvorfor syv meter? Var realistiske havstigninger ikke skræmmende nok? FN's klimapanel forudser en stigning på 30-50 cm over det kommende århundrede, altså mindst fjorten gange mindre. Og Al Gore glemmer også at nævne, at i sidste århundrede steg vandstanden mellem 10 og 25 cm, men det var selvfølgelig heller ikke noget, vi bemærkede.

Europas dødelige varmebølger i 2003 er nok for Gore til at konkludere, at klimaforandringer vil betyde flere dødsfald. Men global opvarmning vil også betyde færre dødsfald forårsaget af kulde. For det meste af den industrialiserede verden er der betydeligt flere kulde- end varmedødsfald. I England anslås det, at temperaturstigningen i 2050 vil betyde 2.000 flere varmedødsfald, men 20.000 færre kuldedødsfald.

Katastrofen Katrina
Økonomiske tab fra vejrskader er steget voldsomt over de sidste 45 år, og dette viser ifølge Gore direkte den økonomiske effekt af global opvarmning. Men analytikere er enige om, at hele eller næsten hele stigningen kommer fra, at langt flere mennesker har flere materielle ting tættere på udsatte områder. Hvis alle orkaner havde ramt USA med den nuværende fordeling af befolkning og goder, ville den største skade ikke have været forårsaget af Katrina, men af en orkan i 1926.

Filmen ønsker, at vi konkluderer, at orkan Katrina var forårsaget af global opvarmning. Gore fortæller os om, hvordan det varme, varme Caribien pumpede Katrina stærkere og stærkere, men glemmer at fortælle os, at da Katrina ramte New Orleans, var den ikke en magtfuld Kategori 5 orkan, men en mildere Kategori 3. Katrina blev en katastrofe, fordi digerne brød sammen på grund af dårligt design og dårlig vedligeholdelse.

Gore hævder, at den videnskabelige konsensus siger, at global opvarmning gør orkaner mere destruktive. Men dette er simpelthen forkert. Den videnskabsmand, Gore selv henviser til, siger, at det ville være "absurd at tilskrive Katrina-katastrofen til global opvarmning".

Brug af ressourcer
Efter at præsentere argumenterne for klimaforandringernes katastrofale påvirkninger kommer Gore til løsningen: Verden skal gennemføre Kyoto!

Denne aftale, som han hjalp med at forhandle, vil skære i-landenes CO2-udledning med 30 procent i 2010. Men selv hvis alle nationer gennemførte dette i resten af århundredet, ville det gøre meget lidt godt til en meget høj pris: Det ville udsætte opvarmningen i seks år i år 2100 for en årlig omkostning på 150 milliarder dollars. Kyoto ville ikke have reddet New Orleans fra Katrina. Bedre diger og vedligeholdelse kunne have gjort det. Mens Gore forhandlede utrætteligt for Kyoto, ville en bedre brug af ressourcerne have sørget for et bedre orkanforsvar.

U-landene vil blive langt hårdest ramt af global opvarmning, fordi de har varmere klima og færre ressourcer. Men Kyoto vil ikke forhindre dette i at ske. Brug af ressourcerne er en nøglepointe. For halvdelen af Kyotos omkostning kunne vi give rent drikkevand, kloakering, basal sundhedshjælp og uddannelse til hvert eneste menneske på kloden.

Skulle det ikke være en højere prioritet?

I filmens klimaks argumenterer den tidligere vicepræsident med stor patos, at fremtidige generationer vil revse os for ikke at have gennemført Kyoto-protokollen nu. Mere sandsynligt vil de undre sig over, at Al Gore - i en verden fyldt med ubekvemme sandheder - fokuserede på den sandhed, hvor vi kunne gøre mindst godt for flest penge.