Uber-direktøren kom for tæt på solen
Kan du huske, da der for nogle år siden var kaos på det danske taximarked, fordi den amerikanske virksomhed Uber gjorde sit indtog?
I en periode på to et halvt år fik landets taxachauffører konkurrence af private, som brugte Ubers populære app. Men efter stor kritik af arbejdsforholdene kom en ny taxalov, som betød, at Uber i 2017 stoppede i Danmark.
Nu kommer tv-serien Super Pumped, hvis første sæson med undertitlen The Battle for Uber fortæller historien om det omdiskuterede transportfænomens grundlæggelse i USA.
Det startede i 2009, men der gik ikke længe, før de driftige iværksættere satte sig for at udvide til resten af verden. Undervejs havde selskabet titlen som den mest værdifulde private startup-virksomhed i verden. I 2019 blev Uber børsnoteret.
En sand kapitalistisk drøm, men også en historie med mørke sider og skandaler.
Joseph Gordon-Levitt spiller Uber-stifter Travis Kalanick, mens Kyle Chandler har rollen som hans mentor og investor, Bill Gurley. Som optakt til optagelserne læste de begge New York Times-journalisten Mike Isaacs bog fra 2019, som serien bygger på.
”Store virksomheder ændrer verden for øjnene af os. Men hvad foregår der egentlig bag de lukkede døre? Det viser Super Pumped,” fortæller Kyle Chandler, der suppleres af Joseph Gordon-Levitt:
”Det overraskede mig, at Uber systematisk begik lovbrud. På mange måder er serien en vildt fascinerende krimihistorie.”
En ekstra byrde
Super Pumped kommer først til Danmark på streamingtjenesten Paramount+ i maj, men op til den amerikanske premiere den 27. februar deltog Ekko i et interview med seriens stjerner.
Joseph Gordon-Levitt og Kyle Chandler er begge prisvindende skuespillere kendt for roller i henholdsvis Inception og tv-serien Friday Night Lights.
De har prøvet lidt af hvert i filmens og tv-branchens verden. Alligevel var det en interessant udfordring for dem at spille de to autentiske og nulevende mænd i Super Pumped – The Battle for Uber.
For Kyle Chandler var det vigtigt at have respekt for personen og rollen.
”Lige meget hvem du skildrer, kender du aldrig helt den rigtige historie. Min metode er at finde noget af mig selv i karakteren, men det er ekstra svært, når man spiller en virkelig person, som stadig lever,” siger den 56-årige skuespiller og tilføjer:
”Jeg havde aldrig prøvet det før. Der kommer en ekstra byrde på ens skuldre.”
Han havde muligheden for at møde den rigtige Bill Gurley, men afslog efter betænkningstid.
”Jeg ville ikke påvirkes af alle mulige ting, som ikke er vigtigt for den historie, vi laver. Jeg følte mig ansvarlig og respektfuld nok over for ham til at kunne skildre ham.”
Smækfuld af charme
Paradoksalt nok ligner Kyle Chandler faktisk til forveksling i dag 45-årige Travis Kalanick. På overfladen har han større lighed med entreprenøren end Joseph Gordon-Levitt, som dog spiller en yngre udgave af Kalanick.
Og når man hører skuespilleren snakke, forstår man hurtigt, hvorfor han er blevet valgt til at give Travis Kalanick liv på tv. Han er smækfuld af charme og karisma, der er essentielle elementer i hans præstation som den skandaleramte tech-gigant.
Joseph Gordon-Levitt var meget optaget af at tilføje flere lag til manden, der i offentligheden mest er kendt som en effektiv forretningsmand.
”Mike Isaacs bog var upåklagelig som research, men jeg ville have en endnu dybere forståelse. Jeg ville forstå, hvordan det var at være i et rum med ham,” fortæller Joseph Gordon-Levitt.
”Så jeg snakkede med mennesker, som arbejdede tæt med ham. Overraskende nok havde de fleste meget positive ting at sige. Han er en inspirerende person.”
”Det er for mig en ideel karakter at spille. Jeg ville finde en balance i at vise hans uetiske sider, samtidig med at han også er et menneske, som man faktisk identificerer sig med.”
Det bedste af to verdener
Travis Kalanick forlod i 2017 Uber efter stigende pres. Det skete på grund af offentlige rapporter om en uetisk virksomhedskultur og seksuel chikane i virksomheden. Bill Gurley trak sig dagen efter.
I eftertidens lys virker Travis Kalanick måske som et monster, der gav slip på sit moralske kompas. Det er en klassisk historie, at når profitjagten og magtbegæret tager over, ryger menneskelighed og medfølelse i svinget.
Men for Joseph Gordon-Levitt var det vigtigt netop at skildre Kalanick som det fejlbarlige menneske, han nu engang er.
”Vi har alle et dybt, dyrisk ønske om at få alt det, vi kan, ligegyldigt hvad det betyder for menneskerne omkring os. De fleste af os udlever ikke denne drift, fordi vi forstår de mulige konsekvenser,” siger Joseph Gordon-Levitt.
”Men Travis tvivlede aldrig på sig selv, og han blev belønnet for det. Samtidig fløj han ligesom Ikaros for tæt på solen og led konsekvenserne,” fortsætter skuespilleren.
”Som skuespiller er det katarsisk at få lov til at dykke ned i den del af sig selv uden at lide konsekvenserne. Jeg får det bedste af to verdener, og forhåbentlig bliver det en underholdende oplevelse for publikum at se.”
Facebook under luppen
Forfatterne Brian Koppelman og David Levien er kendt for den kritikerroste tv-serie Billions, men serieskaberne udfordrer sig selv ved at lave Super Pumped som en antologi-serie.
Det betyder, at den allerede annoncerede sæson to fortæller en helt anden historie. Men det bliver igen med en af verdens største virksomheder under luppen.
Næste sæson – der bygger på en endnu ikke udgivet bog af Mike Isaac – går nemlig i kødet på selveste Facebook.
Først og fremmest kan man dog godt glæde sig til at se første sæson, når den rammer dansk jord.
Det blev for nylig afsløret, at ingen ringere end Quentin Tarantino leverer fortællerstemmen, der guider publikum gennem den vilde historie om Uber.
Trailer: Super Pumped: The Battle for Uber
Joseph Gordon-Levitt
Født 1981 i Los Angeles, USA.
Skuespiller, instruktør, manuskriptforfatter og producer.
Startede karrieren som barnestjerne i tv-serien Mælkevejen 1. th (1996-2001).
Kendt for roller i film som Inception og (500) Days of Summer.
Har vundet Emmy-priser for at grundlagt den interaktive medie-platform HitRecord.
Spiller hovedrollen i Super Pumped – The Battle for Uber, der får dansk premiere på Paramount+ i maj.
Kyle Chandler
Født 1965 i Buffalo, USA.
Gik på universitetet og studerede skuespil, men droppede ud.
Blev kendt for rollen som Eric Taylor i tv-serien Friday Night Lights (2006-2011).
Har siden haft roller i film som The Wolf of Wall Street og Manchester by the Sea samt serien Bloodline.
Spiller over for Joseph Gordon-Levitt i Super Pumped – The Battle for Uber.
Kommentarer