Uddannelse har fokus på samarbejdets kunst

Det fynske filmmiljø sprudler.

Den regionale filmfond FilmFyn sørger for, at mange danske film bliver optaget på øen midt i landet, mens kortfilmfestivalen i Odense hvert år trækker de største talenter til byen.

Og så er der den alternative filmuddannelse 18Frames, der siden 2011 har uddannet filmfolk som Ekko Shortlist Awards-vinderne Andrias Høgenni og Sylvia Le Fanu.

Femte årgang har givet deres afgangsfilm online-premiere eksklusivt på Filmmagasinet Ekkos hjemmeside, hvor de kan ses frem til den 26. september.

De tre film hedder Death Grip, Karla kan ik’ li’ vand og Sværddrage, og som titlerne indikerer, er det vidt forskellige værker. Men de er alle skabt i et sammentømret fællesskab, hvor unge talenter har muligheden for at udvikle sig ved at lære af hinanden i et trygt miljø.

”I den virkelige verden kan man fyre folk, man ikke kan arbejde med. Det kan man ikke på skolen. Derfor er man nødt til at lære at arbejde sammen og blive bedre til at kommunikere,” siger instruktøren bag Sværddrage, Amalie Maria Nielsen.

Hun suppleres af fotografen Lina Elvekjær.

”Nogle gange kan du jo også få stukket et projekt i hånden, som du ikke helt føler for. Skal man så bare gøre, som der bliver sagt, eller gå ind og arbejde videre med det i en anden retning?” funderer Elvekjær.

Alle for én
18Frames adskiller sig fra de lignende uafhængige filmuddannelser Super16 og Super8 i henholdsvis København og Aarhus ved at uddanne adskillige funktioner.

På den fynske filmuddannelse kan man foruden instruktør, manuskriptforfatter og producer – som man også kan blive på Sjælland og i Jylland – også uddanne sig til fotograf, klipper og tonemester.

Det betyder ifølge de unge filmskabere, at alle får rig mulighed for at præge et filmprojekt.

”De forskellige funktioner har indflydelse på udviklingen og bliver inddraget i samtlige faser af filmproduktionen. Så det er ikke helt klassisk med instruktøren som primær idémand. Det kan i virkeligheden være alle funktioner, der er med til at bygge hele projektet,” siger den 27-årige instruktør Theodor Garnæs Kramer Engen.

Han bakkes op af tonemester Anders Norddal Jendresen, der har lavet lyd på Karla kan ik’ li’ vand. Filmen handler om en ung kvindes forsøg på at overvinde sin vandskræk ved at få arbejde i en svømmehal.

”Der har været mulighed for at lave en masse skitser uden at vide så meget om projektet. Når man taler sammen, udvikler tingene sig virkelig. Flere øjne og flere idéer,” siger Anders Norddal Jendresen.

Den 31-årige tonemester har flere film på Ekko Shortlist og vandt i 2017 en pris ved Ekko Shortlist Awards som en af lyddesignerne bag sci-fi-dramaet Delphi.

Han har dog lært en masse af at gå på 18Frames.

”Det vildeste har været at finde ud af, hvad jeg ikke kan. At fejle og finde ud af, hvor mine grænser går. At gå på en skole sætter spotlyset på én selv som kreativ. Det har fået mig til at stille mange spørgsmål om, hvad det egentlig er, jeg gerne vil.”

Feminin vrede
De fem filmskabere har haft forskellige veje ind i filmbranchen og til 18Frames. Men alle er enige om, at den flade struktur på uddannelsen er af det gode.

Med de tre afgangsfilm er det dog instruktørerne, der har været kreativ initiativtager og åbnet for samarbejde med resten af filmholdet.

Theodor Garnæs Kramer Engen præsenterede idéen til det absurde angstdrama Karla kan ik’ li’ vand, fordi han med egne ord ikke havde det følelsesmæssigt fantastisk i den periode.

David Silset faldt på onlinemediet Reddit over en fjortenårig drengs smertelige beretning om sin pornoafhængighed. Det desperate råb om hjælp i et anonymt chatforum ramte instruktøren dybt, og han satte sig for at lave Death Grip om det tabuiserede emne.

Imens gravede Amalie Maria Nielsen ned i nogle vanskelige følelser for at realisere Sværddrage, hvor feminin vrede løber som en åre igennem filmen.

”Jeg synes, at feminin vrede er skildret enormt unuanceret i vores samfund. Ord som ’hysterisk’, ’skabet’ eller ’tøset’ er noget, vi tit kobler på kvinder, der er vrede. Det er åbenbart svært bare at sige, at en kvinde er vred,” siger Amalie Maria Nielsen, der granskede sin egen fortid.

”Jeg er vokset op med en enlig mor og har ikke nogen far. Som ung har jeg knyttet mig meget til fodboldtrænere, skolelærere og diverse mandlige pædagoger, som jeg fik som faderlige rollemodeller. ’Er jeg lidt forelsket i dig, eller vil jeg være dig?’ Jeg efterlignede dem lidt, og det var på mange måder en enormt kompliceret relation,” fortsætter den 26-årige instruktør.

”Fælles for alle de relationer er, at de havde en slutdato. Når jeg for eksempel skulle rykke op i fodbold eller gik ud af 9. klasse. Det affødte altid følelsen af et svigt. Jeg har lært enormt meget af de relationer, så jeg følte et behov for at dykke ned i dem.”

Det handler om sprog
Filmskaberne på 18Frames gør en dyd ud af ikke bare at lukke sig inde i hver deres fagspecifikke kasse. På uddannelsen er der ansvar for egen læring, og det tager alle seriøst ved at modtage undervisning i forskellige filmiske retninger.

”Vi havde tonemester Peter Albrechtsen ude til fællesworkshop. Dér gik vi alle rundt og lavede lyd, hvilket var enormt lærerigt,” fortæller 37-årige David Silset.

”Dét fik mig til at tænke mere over lyden og klipningen, at vi blev undervist i filmiske virkemidler af en fagperson. Det havde jeg ikke fået, hvis tonemestrene bare selv var gået ud og havde snakket med en underviser.”

Også 24-årige Lina Elvekjær mindes en undervisning, der ikke havde noget med at skabe billeder at gøre, som en lærerig oplevelse.

”Vi havde en workshop med Karin Worsøe om proces, og hvad der sker, når skrivebordet og idéerne flyder over. Det var vildt fedt, at vi som fotografer også var med til at brainstorme. Det giver virkelig noget at være en del af projektet meget tidligt, hvor man kan komme med indspark.”

Amalie Maria Nielsen mener også, at det har styrket dem som årgang og individuelle filmskabere, at de har gjort en indsats for at engagere sig i hinandens ekspertiser.

”Samarbejde handler så meget om sprog. Når jeg siger ét, kan en anden tænke noget andet, så det der med at finde et fællessprog gør, at vi har kunnet kommunikere på en ny måde,” siger hun og suppleres af sin instruktørkollega David Silset.

”Gennem de samtaler kan et projekt få lov til at rumstere meget længere tid oppe i hovedet. Det tror jeg er noget, der er svært at opleve uden for et sted som 18Frames.”