Ud af Nanas skygge

Der var en dag, hvor Barbara Topsøe-Rothenborg fik nok.

Ikke fordi tingene gik hende imod. Tværtimod. Hun følte, at hun kom nemmere til tingene, fordi hun havde været den barnestjerne, der samlede familien Danmark foran tv-skærmene i slutningen af 1980’erne med Nana og efterfølgende spillede pigen, der storcharmerede Krumme op igennem 1990’erne som den evigt søde Yrsa.

Men da hun var blevet tyve år, var Nana og Yrsa efterladt i scrapbogen. Barbara Topsøe-Rothenborg stod som sig selv på Det Danske Filminstituts bibliotek med et basalt spørgsmål, fordi hun gerne ville undersøge nogle ting omkring det at være instruktør.

”Bibliotekaren genkendte mig som Nana, og jeg blev straks guidet ned på gangen, hvor de lavede programmer til Cinemateket. Det var sødt ment, men jeg ville gerne selv og ikke hele tiden have hjælp,” husker Barbara Topsøe-Rothenborg, da vi en solbeskinnet dag trasker en tur i Frederiksberg Have.

Man skal bare tage chancen
Løsningen på de alt for hjælpsomme mennesker blev at forlade Danmark og indtage et land, hvor folk overhovedet ikke kendte Nana eller Yrsa.

”Jeg ville ikke bare fortælle andres historier, men virkelig selv fortælle. Det er det, man kan som instruktør, og jeg blev nødt til at starte forfra, hvis jeg skulle føle, at jeg ikke bare fik det hele serveret,” siger Barbara Topsøe-Rothenborg.

Derfor tog hun til Los Angeles og begyndte at arbejde på forskellige filmproduktioner, mens hun studerede og selv sideløbende lavede kortfilm.

”Jeg havde ikke travlt, og det tror jeg faktisk også hænger sammen med Nana,” siger Topsøe-Rothenborg:

”Filmbranchen er fyldt med mennesker, der virkelig gerne vil lykkes, men jeg ville egentlig hellere lære. Måske fordi jeg allerede havde vist noget med mit skuespil. Nu ville jeg fortælle mine egne historier, og jeg tog mig god tid med filmene, mens jeg arbejdede med alt muligt andet ved siden af.”

God tid på amerikansk kan oversættes til, at det tog instruktøren elleve år at være ude og komme hjem igen.

”Jeg gik på skole for at lære noget, og så lavede jeg en kortfilm, som jeg var rigtigt tilfreds med. Derefter startede jeg på en restaurant som tjener, men jeg nåede kun at være der i ti dage, for der var en producer, som altid kom og spiste frokost hos os. Jeg gav ham et eksemplar af filmen og sagde, at hvis han nogensinde fik brug for en produktionsassistent, så måtte han bare ringe,” siger Barbara Topsøe-Rothenborg og smiler lidt af sin egen anekdote.

– Det var meget amerikansk gjort …

”Ja, ik’? Det var faktisk det bedste, jeg lærte ved at være i USA. Man må bare tage chancen og ikke spille for sikkert.”

Eksperimenterende kortfilm
Sikkert spillede Barbara Topsøe-Rothenborg da heller ikke med sine amerikanske kortfilm.

Hverken The Curse of the Pillow Tag, Timothy’s Fable eller The Duality of Love ligner noget, der bare minder om Nana eller Krummerne. Filmene er nærmere eksperimenterende dramaer, hvor man aldrig ved, hvilken vej kameraet søger i næste skud.

The Duality of Love har selveste Wim Wenders endda kaldt ”virkelig bemærkelsesværdig belysning, redigering, skuespil”.

Det bemærkelsesværdige opdagede Regner Grasten også, og han hyrede den unge instruktør til at give Kærlighed ved første hik et amerikansk skud ungdomskultur. Resultat blev The First Time fra 2009, der imidlertid ligger et stykke fra kortfilmene, men som alligevel slet ikke er typisk ungdomsdansk.

Derefter pendlede instruktør Topsøe-Rothenborg mellem Danmark og USA i fire år, inden hun vendte endeligt hjem som indspilningsleder på Anne-Grethe Bjarup Riis-filmene Hvidstengruppen og Tarok, ligesom hun arbejdede som konceptuerende instruktør på Zulu-serien Sjit Happens.

– Er det ikke underligt at gå fra at være instruktør til indspilningsleder og så instruktør igen?

”Det er det måske,” siger Barbara Topsøe-Rothenborg. ”Men for mig handler det egentlig mest om, hvad man kan få lov til at lave og om, hvad der føles godt. Når man er instruktør, fortæller man jo sin historie, men man er mere hands on som indspilningsleder. Jeg lærte meget af at være indspilningsleder og har brugt erfaringerne i min måde at instruere på.”

Casting betyder alt
Vi går videre ad Frederiksberg Haves krogede stier, hvor fugle flakser, løbere pruster, og barnevogne truer med at kaste alle ud i rabatten.

– Vi skal vel også tale lidt om din nye film En-to-tre-nu!

”Ja?”

– Hvor amerikansk er den?

”Den er vel egentlig ret amerikansk. Jeg er vild med amerikanske indie-komedier som Little Miss Sunshine, Juno og The Squid and the Whale. Film med skarp dialog og skæve karakterer. Da Regner Grasten præsenterede En-to-tre-nu! for mig som ’En flænge i himlen med mere kant’, var jeg klar med det samme.”

– Hvorfor?

”Fordi det netop er kanten, jeg søger hen imod. Det skal være ægte spillet, men det visuelle rundt om må så til gengæld gerne tage chancer. En film må ikke blive for pæn, hvis du spørger mig, men rollerne skal til være ægte. Castingen betyder alt.”

Barbara Topsøe-Rothenborg guider os over på en bænk i solen. Hun har noget, der skal siges, og som siges bedst med tankerne siddende omkring hende.

”Jeg lærte i USA, at casting betyder alt. Herhjemme handler det ofte om de navne, som Det Danske Filminstitut og tv-stationer gerne vil have, men det afgørende for mig er, at kemien er i orden imellem skuespillerne. Det er det, en film står og falder med.”

Triple-mord i Palm Springs
– Hvordan overbeviser man Regner Grasten om det?

”Regner var for en gangs skyld helt ligeglad med navnene, og det skabte en energi omkring filmen, der fik os til at gøre lige, hvad vi ville,” siger Topsøe-Rothenborg og ser ud over Frederiksberg Have.

En-to-tre-nu! har en dansk realisme, der pludselig bliver brudt op af klassiske indie-træk, som man ellers ikke ser i ungdomsfilm herhjemme. Filmen handler om at leve i nuet, men er samtidig så tragisk, at man næsten ikke tror sine egne, grådkvalte øjne.

Det er umuligt ikke at tænke på sidste års amerikanske indie-hit Me and Earl and The Dying Girl, men samtidig er det også svært at sammenligne de to film. Der er på mange måder langt fra den danske provins til Californien.

”En ungdomsfilm kan sætte nogle følelser på spil, som man ikke får så råt særlig mange andre steder,” siger Barbara Topsøe-Rothenborg. ”Hvis man kan fortælle en ægte historie, fordi man har skabt kemi imellem de unge skuespillere, så er man kommet langt.”

– Du har lavet The First Time, Krummerne – alt på spil og En-to-tre-nu! Er din næste film også i ungdomsgenren?

”Nej, jeg er faktisk lige gået i gang med en kombineret amerikansk-dansk produktion, som foregår i 1970’erne og handler om en lejemorder, der laver et triple-mord i Palm Springs og senere kommer til Danmark. Så det er noget helt andet.”

– Kombineret amerikansk og dansk lyder nu lige som dig …

”Ja, ik’?” smiler Barbara Topsøe-Rothenborg. ”Men jeg takkede egentlig mest ja til filmen, fordi projektet lød spændende. Jeg tog jo aldrig til USA, fordi jeg gerne ville udleve den amerikanske drøm og lave studiefilm. Jeg ville bare gerne udleve mig selv.”

”Dengang jeg var barn, fik jeg al den anerkendelse, man kunne forestille sig. Nu vil jeg egentlig helst lære og føler mig heldig, hvis jeg får lov til at lave nogle film, jeg brænder for, og som har noget på hjerte.”