Kulturministeren skyder udflytning i sænk

Kulturminister Mette Bock har den seneste tid været i vælten i forbindelse med den nye public service-kontrakt for DR, som skal skære tyve procent af budgettet – svarende til 773 millioner kroner – frem mod 2022.

Men i efteråret skal Mette Bock igen til forhandlingsbordet og diskutere den kommende filmaftale.

Det skabte et mindre ramaskrig – og en leder i Ekko #79 – da Dansk Folkeparti foreslog at flytte Det Danske Filminstitut og Den Danske Filmskole fra København til Fyn. Partiet har sat store fingeraftryk på forhandlingerne, men får ikke held med planerne om udflytning, hvis det står til kulturministeren, fortæller hun til Ekko.

– Hvorfor ikke?

”Hvis man skal flytte arbejdspladser ud af København, skal man gøre det i store hug, som regeringen har gjort. Man skal ikke gøre det drypvis. Vi har jo brug for, at der er alle typer arbejdspladser i hele landet, men også, at der er en stærk hovedstad med et stærkt miljø,” siger Mette Bock og fortsætter:

”Filmskolen ligger jo i et kreativt miljø, hvor der også er et musikkonservatorium og andre ting. Så man skal ikke bryde op bare for at gøre det, og jeg har ikke mødt de tunge argumenter for at gøre det.”

”Til gengæld er det fint, at vi har fået de regionale filmfonde. For det er en anden måde at sikre, at der kan vokse produktionsmiljøer uden for København. Det er de glade for både på Sydfyn og i Aarhus, så dér kommer vi til at tilføre nogle flere ressourcer i den kommende periode. Men at rykke to store institutioner ud, uden at det er i sammenhæng med en generel udflytningsplan, synes jeg ikke er en god idé.”

Væk fra det etablerede
I sommerens medieaftale nåede regeringen og Dansk Folkeparti til enighed om at flytte 120 millioner kroner fra tv-stationernes filmforpligtelse og i stedet lægge pengene i en fond med hovedsæde i Vestdanmark.

– Hvem skal administrere de 120 millioner kroner?

”Det ved vi jo ikke endnu, og det er helt åbent, fordi vi ikke har påbegyndt forhandlingerne.”

– Men hvad er din holdning til det?

”Jeg er sådan set åben for at diskutere det. Når man har nogle penge, der ikke er bundet til noget bestemt, skal man prøve at være kreativ og tænke, om de bare skal gå ind i etablerede systemer eller kan investeres i noget, der ellers ikke ville blive investeret i. Jeg udelukker ikke noget.”

– Hvem kunne man forestille sig sidde i et nyt udvalg?

”Jeg har ikke nogen mening om det på nuværende tidspunkt, men jeg vil gerne lytte. Der er nogle ressourcer, som skal placeres et eller andet sted, og hvor det så er klogest, må vi se.”

Ikke flere penge
Mette Bock kigger altså gerne andre veje end Det Danske Filminstitut, når midlerne skal fordeles. Filminstituttet skriger ellers efter flere penge, og direktør Claus Ladegaard advarer om, at det kan blive svært at opretholde antallet af film, hvis der ikke kommer 50 millioner kroner mere på bordet årligt.

– Kan I levere de 50 millioner kroner, som Det Danske Filminstitut mangler?

”Nej, det kan vi ikke. Der er den økonomi, som der er. Men vi kommer til at reorganisere nogle ting ligesom filmforpligtelsen hos DR og TV 2. De ressourcer har vi lagt på en hylde, og når vi så går i gang med filmforhandlingerne, tager vi dem ned igen,” siger Mette Bock.

”Men jeg tror, at en af de største udfordringer for film – og dermed også for Filminstituttet – er, at der sker så mange ting for øjeblikket. Finansieringsformerne ændrer sig, formaterne ændrer sig, samarbejdsrelationerne ændrer sig, og det kan vi ikke løse. Jeg kan godt forstå, at det ville være dejligt at få nogle flere økonomiske ressourcer, men den største udfordring ligger nogle andre steder.”

– Når der mangler 50 millioner, er løsningen så – som Filminstituttet har foreslået – at lave færre spillefilm om året?

”Det kommer an på, hvad en film er. Det diskuterer vi også i de her år. Er det en film på en time og 28 minutter? Vi er også begyndt at arbejde med kortere og længere formater. Under stor protest og bekymring kom lavbudgetordningen jo med i den seneste aftale, som er en anden måde at arbejde på, men som har vist sig som en succes på flere måder.”

”Nye talenter får muligheder, de ikke har haft før, og man kan gå nye veje i forhold til at trække folk i biografen. Nogle af de her film har jo tilmed vist sig at være publikumssucceser, og dem ser jeg som eksempler på, at man godt kan tænke anderledes i forhold til formater og sådan noget. Det er ikke for at sige, at man skal holde op med at bede om flere penge. Det kan jeg godt forstå, at man gør. Der er bare ikke kun udfordringer, men også nye muligheder i, at tingene er så meget i opbrud i øjeblikket.”

– Men bliver det ikke svært at opretholde en filmbranche, hvis der er færre penge til rådighed?

”Der er jo også stadig en halv milliard til rådighed. Og med hensyn til nye samarbejdspartnere kan man måske finde nye investorer. Hvis man ser det fra publikums side, så kan de jo ikke kun lide film, der er støttet af Filminstituttet. Der bliver produceret mange film, nogle af god og nogle af dårlig kvalitet, så jeg vil gerne have forbrugernes perspektiv ind i stedet for at tænke fra institutionerne og ud.”

”Hvis man er på Filminstituttet, skal man selvfølgelig varetage opgaverne bedst muligt, men vi lægger op til at skabe en større fleksibilitet. Vi har nogle gode ordninger, men vil gerne gøre det mere fleksibelt for en film at komme igennem systemet. Så kan man få nogle flere muligheder i et system, der er relativt stift bygget op, som jeg ser det. Men jeg ved ikke, hvordan det ender, for der skal et politisk flertal til.”