Udsatte drenge vil bare gerne tale om piger

To drenge tvinger Bjørn i jorden og smider sne i hovedet på ham. Han griner, samtidig med at han kæmper imod. Er det for sjov? Er det bare en tolvårig dreng, der pjatter med sine venner?

Det er ikke for sjov.

Bjørn bliver mobbet og har aldrig prøvet andet. ”Smilet sætter sig på en mærkelig måde,” indrømmer han. Nu skal han på sommerlejr med Red Barnet – en chance for at møde andre børn, der har det svært, og at komme lidt væk fra det hele.

Men sådan spiller klaveret ikke. Så snart drengene ankommer til lejren, opstår et nyt hierarki, og Bjørn ender igen nederst. ”Han får sgu altid tæsk,” bemærker en af de andre drenge – dog uden at reflektere over, at han selv er med til at uddele dem.

Bag facaden
Cathrine Marchen Asmussens 40 minutter lange dokumentar Drengelejren har premiere 6. september på børne- og ungefilmfestivalen Buster og vises i otte byer samtidig over det meste af landet. Det er et gruppeportræt af en flok udsatte drenge på Red Barnets sommerlejr.

”Jeg kiggede efter deres ressourcer. Jeg gik ud fra, de havde en gave til mig – at der var fantastiske mennesker inde bag,” forklarer Cathrine Marchen Asmussen, da vi møder hende i hendes hjem i Brønshøj.

Hun vil gerne fortælle historien om smukke mennesker bag en facade, der – for nu at være ærlig – kan være ret irriterende.

Socialt underskud
Cathrine Marchen Asmussen er selvlært dokumentarist og har tidligere lavet film som Ghettoprinsesse og Mig og Naser – Hvor svært kan det være? Hun leder efter noget fælles menneskeligt hos personer, vi normalt har en ensidig opfattelse af.

Det er også tilfældet i Drengelejren. Her møder vi drenge, der er vant til at blive afvist, fordi de ikke helt forstår de sociale koder.

Som Bjørn, der kommer fra et hjem med underskud, både økonomisk og socialt. Han bruger smilet som sit skjold for ikke at vise sin sårbarhed. Andre børn på lejren isolerer sig, er aggressive eller klynger sig til de voksne.

Skal gå stolte ud
Cathrine Marchen Asmussen har fået de sårbare børn i tale gennem noget så simpelt som åbenhed. Børn, der er vant til at blive set som et problem, har brug for at blive anerkendt som helt almindelige drenge, der gerne vil tale om piger og fremtidsdrømme og ikke, om mor har fundet et arbejde, og hvor mange øl far drikker.

”Jeg har prøvet at interessere mig for dem som drenge og ikke som udsatte,” forklarer instruktøren.

”Nogle gange har jeg tænkt: ’Ej, jeg vil bare gerne vise nogle drenge på en lejr, jeg vil ikke forholde mig til den der udsathed.’ Men så var der én, der slog mig i hovedet og sagde: ’Det kan du simpelt hen ikke være bekendt, det er jo deres virkelighed.’ Og det er jo rigtigt.”

”Det er balancen mellem at vise deres virkelighed, som den er, og gøre det på en måde, så de går stolte ud i den anden ende,” fortæller hun.

Virkeligheden er værre
Cathrine Marchen Asmussen har derfor også været meget optaget af, at børnene ikke skal føle, at de bliver gjort til grin.

”Jeg har undervejs tænkt meget over balancen mellem udstilling og ikke-udstilling. Nu får jeg det til at lyde så legende let, men det har da været en kamp at sikre, at jeg får fortalt historien uden at pille bukserne af nogen,”fortæller hun.

”Bagefter spurgte jeg Bjørn direkte: ’Hvordan har du det med de der scener, hvor du bliver drillet?’ Hvortil han svarede: ’Det der er jo vand ved siden af, hvad jeg oplever,” siger Cathrine Marchen Asmussen.

Ærlighed skaber nærhed
Drengelejren kombinerer interviews med børnene og ”fluen på væggen”-optagelser. Det meste af tiden glemmer børnene, at der er kamera på.

Men Cathrine Marchen Asmussen har ikke bare trukket sig tilbage som distanceret iagttager. På et tidspunkt ligger Bjørn i en hængekøje. Han bliver pruttet på og sparket til. Hårdt. Men han griner, som han plejer. Som publikum får man lyst til at gribe ind – og det har instruktøren også af og til gjort.

”Jeg har støttet dem i det, jeg synes var rigtigt, og jeg har peget på, hvor jeg mener, de kunne forbedre sig,” fortæller hun.

For eksempel har hun gjort lærere og forældre opmærksomme på, at selvom Bjørn griner, er det ikke altid sjovt. Drengene har hun også fortalt sandheden om, hvordan hun ser på deres opførsel, og på den måde har hun vundet deres tillid.

”Det, at man er helt ærlig i mødet med dem, det er det, der skaber nærheden,” forklarer dokumentaristen.

I børnehøjde
Drengelejren er bogstavelig talt en film i børnehøjde. Når vi møder Bjørns forældre, får vi ikke deres ansigter at se. Nogen personlighed får de aldrig.

”Det er helt bevidst, at alle billederne af de voksne er filmet uden hoveder på. Jeg kan meget godt kan lide tanken om, at blikket kun går hertil,” forklarer Cathrine Marchen Asmussen og peger på sit bryst.

”Men det har også været for at give mig selv et større råderum. Når jeg anonymiserer dem, bliver de heller ikke udstillet. Så jeg bliver nede hos børnene og ser, hvordan de opfatter verden, og hvordan de hører forældrene tale. Og så kan vi selv forestille os resten.”

Også selve fortællingen er skåret, så den appellerer sig meget direkte til børn, forklarer instruktøren.

”Min tilgang til at lave film er ikke journalistisk. Det er en fortælling, jeg skaber. Og på mange måder er min film faktisk skåret som et eventyr,” fortæller hun.

Lysglimt i mørket
Selvom det kan se håbløst ud for nogle af drengene, er der lysglimt også i mørket. Og dem har hun valgt at fremhæve.

”Jeg klynger mig også til de spinkle håb, der er, og puster dem op. Børn kan ikke holde ud, hvis der ikke er en happy ending. Og hvis jeg selv skal kunne rumme det sorte, bliver der nødt til også at være noget lys,” forklarer hun.

Efterhånden kravler Bjørn da også op i lejrens hierarki.

Han får ros og opmuntrende tilråb, da han overvinder sin frygt og klatrer i høje træer, hvilket hans plageånder ikke formår. Og at Bjørn havde rykket sig, fremgik tydeligt, da Cathrine Marchen Asmussen efterfølgende viste drengene filmen, og der lød kommentarer som:

”Hvor er du sej, Bjørn!”

Ræk hånden ud
Cathrine Marchen Asmussen fortsætter med at tage udsatte børn under sine vinger. Ét af hendes kommende projekter handler om, hvordan vi forhindrer misbrug af børn.

Et andet af instruktørens projekter går til gengæld i en helt anden retning.

Det handler om den lille søfartsby Marstal på Ærø, hvor indbyggerne i 1800-tallet brugte 50 år på at bygge en mole, fordi kongen ikke ville betale. Den slags handlekraft inspirerer Cathrine Marchen Asmussen, og fællesnævneren i både de to kommende projekter og Drengelejren er fokus på løsninger frem for problemer.

Eller som instruktøren slår fast:

”De her børn oplever ofte kun afstandtagen. Så jeg håber, folk får lyst til at række hånden ud.”