Udskældt dokumentar viser Putins soldater

”Vi er nødt til at kæmpe, så vores børn ikke må gøre det.” 

Sådan lyder det fra en ukrainsk soldat på vej mod fronten i Songs of Slow Burning Earth, en ukrainsk dokumentar co-produceret af danske Final Cut For Real. I den russiske dokumentarfilm Russians at War hører vi en ung russer begrunde sit valg om at drage i krig på præcis samme måde. 

Begge film vises uden for konkurrence på Venedig-festivalen, og det har måske ikke overraskende vakt kontrovers. For kan man sidestille den ukrainske soldat, der forsvarer sit hjemland, og den russiske, der invaderer det? 

Spørger man ukrainske Darya Bassel, en af producerne bag Songs of Slow Burning Earth, er svaret nej. 

”Hvad jeg så, er et klokkeklart eksempel på russisk propaganda,” skriver hun i et Facebook-opslag, før hun opremser en række unøjagtigheder i Russians at War, som hun mener, går den russiske præsidents Putins ærinde. 

Hun fremhæver, at invasionen i 2022 bliver præsenteret som krigens begyndelse snarere end en eskalering af den konflikt, der har buldret siden 2014. 

Hun nævner også, at den russisk-canadiske instruktør Anastasia Trofimova tidligere har lavet dokumentarer for den statsejede russiske tv-kanal Russia Today, blandt andet om krigen i Syrien, hvor Rusland greb ind for at støtte diktatoren Bashar al-Assad. 

Det kan derfor undre, at hun i sin voiceover tidligt i filmen udtrykker chok over, at Rusland med ét er blevet en krigsførende nation. 

Galt afmarcherede
Mere overordnet går Darya Bassels kritik på filmens udeladelser og uimodsagte interviews. Trofimova taler med en deling af russiske soldater, som hun uden officiel tilladelse fulgte i månedsvis tæt ved frontlinjen.

Alle soldaterne er bevidste om, at staten fylder aviser og tv-udsendelser med patriotisk propaganda og deciderede løgnehistorier. Alligevel er de draget i krig.

”På en måde invaderede vi,” medgiver en ung russisk soldat, da instruktøren går ham på klingen. ”Men måske var det ikke af vores egen fri vilje.”

Et søgt forsvar, må man sige. De fleste af soldaterne er frivillige, som har meldt sig under fanerne af patriotisme, had til nazister og især penge. Men penge er der ikke mange af, viser det sig. For er man først ved fronten, er det sværere at vende hjem end at blive og parere ordrer.

Flere af mændene har udtjent deres kontrakt, uden at de bliver hjemsendt, og endnu flere får ingen løn.

De russiske frontsoldater vises som galt afmarcherede fædrelandsforsvarere, som da Anastasia Trofimova konfronterer en ung soldat med beskyldninger om krigsforbrydelser, og han udbryder: ”Det ville russiske soldater aldrig gøre!”

Broderligt bånd
Russians at War ligner ikke rendyrket Kreml-propaganda, fordi den skildrer de miserable forhold ved fronten og kalder en krig for en krig, selv om det stadig kan koste fængselsstraf i instruktørens hjemland.

Men skraber man under overfladen, finder man en ensidig fortælling om krigens rædsler, der for soldaterne at se stammer fra et Ukraine, som har Vesten i ryggen. 

Anastasia Trofimovas indfaldsvinkel til historien er den ukrainske soldat Ilya, der kommer fra Luhansk og meldte sig til de russisk-støttede separatister efter Maidan-revolutionen i 2014. 

Han savner ”det broderlige bånd” mellem Ukraine og Rusland, som han husker fra sine ungdomsår i Sovjetunionen. Og han ryster på hovedet over politikerne på begge sider, som han mener lod enhver chance for at indgå fred passere.

Farlig humanisme
Anastasia Trofimova lader soldaterne kritisere de ukrainske styrker heftigt og giver ordet til en gammel babushka, som får mad fra de flinke russiske soldater og gruer for den dag, ukrainerne bomber dem alle sønder og sammen.

Og apropos krigsforbrydelser ser vi på et tidspunkt en optagelse af en drone, der lader en granat falde over en såret soldat i en skyttegrav, mens han vifter febrilsk med armene for at overgive sig. Men hvor kommer disse optagelser fra? Hvem er hvem?

Krigens tåge er tyk, som instruktøren siger i starten af filmen, men Russians at War gør ikke meget for at afklare situationen.

Med sit fokus på sammenholdet mellem soldaterne, der for manges vedkommende ender på en kirkegård, står filmen for noget, der i krigstid kan være farligere end propaganda: humanisme!

Amputeret samfund
Songs of Slow Burning Earth har et mindre fordækt ærinde. Med nedslag rundt omkring i Ukraine – altid med en angivelse af, hvor mange kilometer der er til fronten – tegner filmen portræt af det ukrainske samfund under angreb.

Optagelserne rækker tilbage til dagen for den fuldbyrdede russiske invasion i 2022, hvor panikangste stemmer ringer til nødcentralen: ”Er det krig?”

Filmen viser nødhjælpsarbejdere og civile, som venter på at kunne levere medicin til Mariupol, før byen falder. Vi ser udbombede varevogne, forladte tanks, pårørende ved lighuset og en mur malet med graffiti: ”We are one Russian people.”

En dreng på en elleve-tolv år fortæller om, hvordan russerne belejrede byen og efterlod lemlæstede lig strøet omkring deres have. Hans far begravede en mands torso, mens drengen selv samlede hovedet op og lagde det i graven.

Kontrasten er gruopvækkende og uafrystelig.

Songs of Slow Burning Earth er netop ”slow burning”. Den viser, hvordan krigen stille og roligt har ædt sig ind på folk. ”Jeg var overrasket over, at jeg ikke følte mig chokeret,” siger en feltlæge om at bistå med amputationer i felten.

Det er et amputeret samfund, som Olha Zhurba præsenterer i sin film.

Det kan godt være, fremstillingen ikke er afgørende ny efter dokumentarer som 20 dage i Mariupol, Porcelain War og Intercepted. Men dens tålmodige optagelser har poetisk gennemslagskraft som et portræt af et land, hvor det grufulde er på vej til at blive rutine. Og hvor modstandsviljen stadig er intakt.