Streaming: Uforglemmelige oneliners
”Et par klichéer får os til at trække på smilebåndet. Hundrede klichéer bevæger os. For vi fornemmer, at klichéerne taler sammen og fejrer en genforening.”
Citatet stammer fra filosoffen Umberto Ecos analyse af, hvorfor vi elsker Casablanca, selv om filmen er fyldt med klichéer.
Og Eco rammer uden tvivl en særlig fascinationskraft, som kendetegner mange kultfilm. Det er ofte film, der betjener sig af et utal af oneliners – slagfærdige replikker, der balancerer mellem platheder og ren genialitet.
En god oneliner går ikke i glemmebogen, og hvis der er tilstrækkeligt mange af dem, er der en god chance for, at filmen vil blive dyrket af et indforstået publikum.
I denne uge anbefaler vi fem streaming-film, som er kendt for deres skamløse oneliners og kulørte klichéer.
Blinkende lygter
Der er næppe en dansk actionkomedie, der har flere mindeværdige citater end Anders Thomas Jensens Blinkende lygter fra 2000.
Manuskriptet er en lang oneliner fra ”Det er en syg høne, der har lagt det æg” til ”Halløjsa Thorkild. Jeg vil gerne noget mere ud, hvis jeg må”.
Fire småkriminelle barndomsvenner – Torkild, skydegale Arne, coke-afhængige Peter og evigt sultne Stefan – tager flugten med fire millioner kroner i en kuffert. Bilen bryder ned i Jylland, og de beslutter sig for at holde lav profil i en forladt kro. En umulig opgave for de fire venner.
Blinkende lygter er et stykke dansk filmhistorie. Den har udviklet sig til en kultfilm og står som et perfekt eksempel på sort dansk humor.
Købes eller lejes på Blockbuster.
Casablanca
Der er næppe en film, som er blevet citeret mere end Michael Curtiz’ elskede Casablanca fra 1942: ”Here’s to looking at you kid”, ”Round up the usual suspects” og ”What’s your nationality? I’m a drunkard”.
Rick Baine passer sin natklub i Casablanca, mens Anden Verdenskrig raserer, da han tilfældigvis kommer i besiddelse af to udrejsepas. Modstandsmanden Laszlo og hans kone Ilsa, som Blaine har haft en lidenskabelig affære med, har hårdt brug for passene. Mødet vækker stærke følelser i Ilsa og Blaine.
Casablanca er en kulørt kærlighedshistorie, der subtilt balancerer mellem kitsch og kunst. Kendingsmelodien As Time Goes By går rent ind, og afslutningsscenen er blevet historie: ”This could be the beginning of a beautiful friendship.”
Købes eller lejes på SFanytime og Blockbuster.
The Big Lebowski
Ethan og Joel Cohen har efterhånden en del værker at prale af. Men det er muligvis The Big Lebowski fra 1998, de er bedst kendt for. Filmen har fået kultstatus, hvilket også gælder hovedpersonens foretrukne drink: en White Russian.
Filmen handler om Jeffrey Lebowski, der lever en noget sumpet og boheme-agtig tilværelse. Han foretrækker at bowle og drikke med sine sære venner. Han bliver involveret i et støre kidnapningsmysterium, hvilket slet ikke behager ham.
Ordet ”fuck” er noget af det, der bliver sagt mest i filmen – faktisk hele 271 gange. Citater som ”This is what happens when you fuck a stranger in the ass”, ”Shut the fuck up, Donny” og ”Hey, nice marmot” har fået folk til at skrælgrine i årtier.
Kan købes eller lejes på SFanytime.
Dr. Strangelove
... eller hvordan jeg lærte at holde op med at bekymre mig og elske bomben – som den lange titel egentlig er.
Stanley Kubricks vanvittige satire fra 1964 over Den Kolde Krig er propfyldt med sjove og skøre citater.
En sindssyg general beordrer atomangreb på Sovjetunionen. Oberst Mandrake kæmper for at stoppe det. Præsidenten ringer til Sovjet for at overbevise dem om, at det er en fejltagelse. En forhenværende nazist, Dr. Strangelov, bekræfter at Sovjet har en dommedagsmaskine.
Dr. Strangelove er proppet med mindeværdige citater: ”No fighting in here. It’s the war room”, ”Fluoridation is the most monstrously conceived and dangerous communist plot we have ever had to face” og ”Weh-heh-heh-ll, the Air Force never sleeps.”
Kan købes eller lejes på SFanytime.
Rocky
”Yo, Adrian!” råber den hårdt medtagne Rocky efter en boksekamp.
Bokseren fra Philadelphia har ikke stor succes. Men sværgsmesteren Apollo Creed vælger ham alligevel som sin næste modstander. Rocky møder og forelsker sig i Adrian, der evner at se ind bag hans hårde facade. Samtidig vokser hans tro på sejr.
Rocky fra 1996 er hele tiden på grænsen til at være for meget, men alligevel overgiver man sig, ikke mindst på grund af de mange opildnende oneliners: ”If I can change and you can change, everyone can change”, ”Every champion was a contender who refused to give up” og ”It ain’t about how hard you hit. It’s about how hard you can get hit, and keep moving forward.”
C More og Blockbuster.
Hver uge giver Ekko fem bud på, hvad du skal streame.
Vi anbefaler både film og tv-serier.
I denne uge fokuserer vi på film med mindeværdige oneliners.
Kommentarer