Ulrich Breuning havde celluloid i blodet

”Hans bortgang er på alle leder og kanter et stort tab. For hans mange venner og for dansk film, der har mistet en markant og kærlig stemme.”

Sådan skrev Ulrich Breuning i 2010 i en nekrolog over sin ven og nestor, Niels Jensen.

Lidt over ti år senere er det nu Breuning, der er gået bort efter længere tids sygdom. I tretten år havde han cancer og til sidst kunne kroppen ikke mere. Søndag aften tog Ulrich stille og fredfyldt afsked med livet med sin kone Judith og børn ved sin side.

Han blev 75 år gammel.

Det er en skikkelse, som har haft større betydning for dansk film end de fleste.

Legendarisk lærer
I løbet af karrieren var Ulrich Breuning både skribent, konsulent, underviser, studievært og biografdirektør for bare at nævne nogle af hans mange poster i filmens verden.

Som børnefilmkonsulent på Filminstituttet og senere Statens Filmcentral har han blandt andet støttet klassikere som Gummi-Tarzan, Otto er et næsehorn, Samson og Sally og Lille dreng på Østerbro.

Senere var han blandt andet direktør for Tivoli Bio og Nordisk Film Junior og formand for Det Danske Filmakademi. Fra 2003 var Ulrich Breuning en nærmest legendarisk lærer på Den Danske Filmskole, hvor han underviste i filmhistorie.

Det var umuligt ikke at blive revet med af den sjove og sprudlende lærer, der var fuld af vittigheder, ordspil og originale iagttagelser.

Humoren var måske ikke den mest sofistikerede, men charmerende var det hele vejen igennem. Som når han på et offentligt toilet nonchalant passerede den ene af nekrologens skribenter, der optog håndvasken, med bemærkningen: ”Rigtige mænd vasker ikke hænder!”

Ulrich Breuning var også en sand selskabsløve, men samtidig var han en stringent og seriøst arbejdende filmmand, der i storhedsperioden var her, der og alle vegne, når det gjaldt film.

Han kunne opleves som tv-vært i filmprogrammer. Han var dommer i TV 2’s filmquiz De uovervindelige, og han anmeldte film på tv, i 7. række midtfor sammen med skuespilleren Lotte Tarp og i Sofarækken sammen med tv-værten Tina Bilsbo.

Endelig var han i en periode redaktør af filmtidsskriftet Pråsen. Og han var den første modtager af Danske Børne- og Ungdomsfilmklubbers Pråsen-prisen, som gives til personer, der har gjort en særlig indsats for børnefilm.

Han redigerede antologien De pokkers unger i 2002 om danske børnefilm. Og han var naturligvis med i den første redaktion på Ekko, som dengang i starten af 00’erne var et filmpædagogisk magasin.

Et ungt sind
Ulrich Breuning blev student i 1964 og uddannet som lærer i dansk og historie fra Blaagaard Seminarium i 1968. I 1970 blev han uddannet i filmvidenskab ved Københavns Universitet.

Han elskede den gode filmfortælling og var en stor westen-fan, især når John Ford stod bag kameraet. Han blev i de yngre år ofte set med et prægnant Texas-slips.

Han var ansat som børnefilmkonsulent i Det Danske Filminstitut fra 1977 til 1983 og på Statens Filmcentral fra 1989 til 1992.

Særligt børn og unge lå ham på sinde. I 2011 stiftede han og konen Judith Breuning Filmfabrikken, en selvejende institution med adresse på Møn.

Her har unge mennesker lige siden kunnet få en indgang til at forstå og elske filmens verden.

Den største kærlighed
Der kan ikke herske nogen tvivl om, at Ulrich Breuning var en filmelsker ud over det sædvanlige. Han havde simpelthen celluloid i blodet.

Fra 1993 var han præsident for Det Danske Gøg & Gokke-selskab. I en video, som Cinemateket har lagt på Facebook, fortæller han med åbenlys kærlighed og begejstring om det morsomme makkerpar spillet af Stan Laurel og Oliver Hardy.

”De levede for morskab, og i hele Hollywood findes der ikke nogen smukkere kærlighedshistorie end den om Gøg & Gokke,” slutter han i videoen, der blev lagt op for bare en måneds tid siden, den 19. februar.

Ulrich Breuning efterlader sig hustruen og kollegaen Judith Breuning, sønnen Jacob Breuning, der er gået i farens fodspor og arbejder i Børne- & ungdomsafdelingen på Det Danske Filminstitut, samt datteren Julie S. Breuning, der er fotokunstner og yogalærer.