Under huden

Oversættelse: Annemarie Hørsman. 

Bedst som jeg har sat mig i lobbyen på Four Season, det mest luksuriøse hotel i Hollywood, dukker hun op, strålende som altid. Hun har et smil på læben, en teint som elfenben og gyldent, jordbærfarvet hår. Hun er klædt helt i sort: sorte cowboybukser, sort top, sort jakke og sorte, højhælede ruskindsstøvler.
   
Anledningen for vores møde er Todd Fields Little Children,
hvor Kate Winslet spiller den forsømte og søgende unge mor Sarah, der indleder en affære med den lige så utilpassede familiefar Brad.

— Du er utrolig aktiv og høster priser over hele verden. Og så er du også en modig filmstjerne, som ikke er bange for at kaste dig ud i mindre, uafhængige produktioner. Hvordan vælger du egentlig dine film?
    
"Først er der manuskriptet: Hvordan historien er fortalt, er lige så vigtigt som historien i sig selv. Dernæst skal jeg forstå og kunne holde af den karakter, jeg skal fortolke. Jeg skal kunne komme ind under huden på den. Og endelig er det godt, hvis jeg ved, at jeg har andre garvede skuespillere omkring mig, så jeg trygt kan stole på dem - og på instruktøren, selvfølgelig."
   
"I den periode, hvor optagelserne varer, er det som at have en ny familie, nye omgivelser, et nyt liv. Jeg forsøger at identificere mig med situationen helt og holdent, og det er som at blive født på ny, hver gang jeg arbejder med en ny film. Det er en slags tidsmaskine, og jeg ser det virkelig som en stor gave at få lov til at blive født så mange gange i et enkelt liv. Det eneste, jeg skal gøre, er at køre tidsmaskinen i stilling, og så ... puff! ... er jeg et nyt sted og i en ny tid."
   
— Efter Titanic kan jeg forestille mig, at du svælgede i filmtilbud, men overraskende nok valgte du roller i små film såsom Holy Smoke. Hvorfor?
    
"Som skuespiller går jeg meget efter den følsomhed og sensualitet, der ligger i en rolle, og så er det ligegyldigt, om det er en stor eller lille film."
   
Vis livet, som det er
— Hvordan griber du dine karakterer an? Tyr du til din intuition, eller bruger du nogle bestemte teknikker?
   
"Som sagt handler det for mig om at få fat i den særlige følelse, der ligger i karakteren. Når jeg bliver tilpas tryg med den og kan begynde at arbejde med de skrevne ord, er jeg på rette vej. Og så hjælper det selvfølgelig også enormt meget med det rette kostume, frisure, makeup, location etc."
   
— I flere film har du medvirket i nøgenscener. Har du aldrig haft betænkeligheder ved det? Det virker ikke, som om det generer dig, er det rigtigt?
   
"Hvis nøgenheden er vigtig for at skabe en bestemt dramatisk virkning - som ikke kan opnås på andre måder - så gør jeg det. Om jeg føler mig tilpas med det? Ja, hvorfor ikke - hvis det er med til at gøre plottet troværdigt."
   
"Når det er sagt, så afhænger det også af det visuelle. Med andre ord, jeg er 31 og ser bestemt ikke ud, som jeg gjorde for ti år siden. Hvis rollen kræver det, og jeg føler mig ok, gør jeg ikke noget stort nummer ud af det. Og jeg kan slet ikke se, hvorfor andre skulle gøre det. Hvorfor al den ballade og utilpashed, når nu vi bare skildre situationer fra det virkelige liv? Fysisk er vi jo alle ens, og nøgenhed er en naturlig ting, så hvorfor ikke på film, især hvis det kan være med til at formidle en troværdighed og realisme? Det er ikke prostitution eller et forsøg på at skabe opmærksomhed, Ray, det er bare at vise livet, som det er."
   
— Du filmede Little Children sidste år i New York og umiddelbart derefter The Holiday i Los Angeles. Er der stor forskel på at spille en amerikansk og en engelsk kvinde?
   
"De to kvinder Sarah og Iris er helt forskellige, og de lever i hver sin verden, så det var selvfølgelig en stor kontrast. Normalt tager det mig cirka et halvt år at lægge en tidligere rolle væk og gøre mig klar til en ny, men denne gang var der kun to en halv måned, så jeg var nødt til at få styr på tingene ret hurtigt. Jeg skulle have Sarah til at falde til ro og finde dybden i Iris. Jeg har aldrig mødt mennesker som dem, så jeg var nødt til at finde en måde at komme ind under huden på Iris på rekordtid."
   
— I hvor høj grad har du brugt dig selv og din baggrund i portrættet af Sarah i Little Children?
   
"Man kan ikke undgå at tage noget af sig selv med i alle de roller, man spiller. Det er kun naturligt at læne sig op ad de erfaringer, oplevelser eller følelser, som er relevante for den karakter, man skal fortolke. Ellers er det bare plagiat, og publikum vil bemærke det med det samme, det kan du være helt sikker på!"
   
— Det er blevet sagt, at det hele ligger i dit ansigt, og at det er derfor, der er så mange close-ups af dig i dine film. Hvornår fandt du ud af, at du havde den form for magt?
   
"Magt? Hvilken magt? Vi er, hvem vi er, og det er der jo ingen, der kan bebrejde os. Det vigtigste er at forstå, at vi er forskellige, og ikke blive slået ud, hvis nogen af os engang imellem glemmer det. Så går det nok."
   
— I Little Children møder din karakter sin store kærlighed på legepladsen. Er offentlige legepladser blevet vor tids nye dating-scene?
   
"Jamen, det er bare en af dem. Jeg kender folk, som alene anskaffer sig en hund, fordi det giver dem en god undskyldning og en nemmere måde at komme i kontakt med andre hundeejere. Nogle mennesker går i kirke af samme grund, eller i fitness-centret. Hvorfor ikke offentlige legepladser?"
   
— Little Children handler om troskab versus den store lidenskab. Hvad betyder disse begreber for dig, og hvad opfatter du som filmens budskab?

"Hvis vi skal være tro mod os selv, så er vi vel alle en slags "little children". Vi er sårbare, vi drømmer om et nyt liv, og vi har konstant brug for en form for indre fred, tror du ikke? Alt det kommer af en trang til at slippe væk fra samfundets pres og normer."
   
— Med andre ord, ikke at være underlagt konventionernes løgne ...       
   
"Ja, nemlig!"
   
Rollerne er mine bedste venner
— I løbet af det sidste år har du medvirket i tre film ud over Little Children: The Holiday, All the King's Men og Flushed Away. Det virker jo nærmest som et comeback. Hvorfor tror du, at det er faldet oven i hinanden på den måde?
   
"Godt spørgsmål, jeg ville ønske, jeg vidste det. Det har nok noget at gøre med timing og tilfældighed - og så at der har været så mange gode manuskripter, hvilket sker så sjældent. Og når man støder ind i et godt manuskript, så skidt med, at der ikke er gået de seks måneder, som man egentlig havde planlagt til at ryste den gamle karakter af sig, man må bare i gang med at lære den nye at kende."
  
"Filmmagerne har deres egen tidsplan, som er styret af markedsføringsgenierne, og det bliver man nødt til at indrette sig efter. Hvis det overhovedet kan lade sig gøre, og hvis jeg er tryg ved det - hvis jeg for eksempel ved, at jeg kan have mine børn med mig - så siger jeg ja tak."
   
— Hvilken rolle har været den største udfordring, og hvilken præstation er du mest stolt af?
   
"Det kan jeg da ikke svare på! Jeg kan ikke svigte nogen af mine karakterer. De vil hver især have en plads i mit hjerte, til jeg dør. De er mig, og jeg kan ikke overleve uden dem, sådan er det!"
   
— Fordi ...
   
"Fordi hver rolle har sin egen charme og sine egne kampe. Hver af dem er som et nyt barn, der bliver skabt, og jeg elsker dem og hader dem ... nåja, måske ikke lige­frem 'hader'. De fleste af rollerne, hvis ikke alle, ligger meget langt fra, hvordan jeg selv er. Det er en udfordring at være dem, og det er en lettelse at blive fri for dem igen. Problemet er, at nogle af dem tager længere tid at få ud af mit system, og det er derfor, jeg 'hader' dem."
   
"At fremhæve én præstation ville ikke være fair, for jeg betragter dem alle som mine bedste venner, også selv om de ikke er Guds bedste børn. De afspejler de mange sider af menneskets personlighed, og hvis jeg er i stand til at vise det, ser jeg det som en dyb personlig tilfredsstillelse, fordi jeg dermed kan få mit publikum til at identificere sig med den pågældende karakter og få dem til at føle, at de ikke er alene: At enhver følelse, om den er god eller dårlig, må respekteres og tages alvorligt."
   
Mænd har ikke monopol på de gode historier
— Hvor ligger din personlige belønning i den proces, hvor du arbejder dig ind under huden på karakteren?
   
"Jeg håber, at det kan være med til at forbedre mit eget liv. Det er nok den største belønning - også større end den anerkendelse, man vil kunne få fra offentligheden."
   
— Du spiller ofte handlekraftige kvinder. Synes du, der er tilstrækkelig stærke, kvindelige roller at vælge imellem, eller er de mest interessante og udfordrende roller stadig forbeholdt mændene?

"Det kommer jo an på, hvilken type roller du tænker på. Det er rigtigt, at der er flere historier om mænd, men der er efterhånden kommet flere og flere om kvinder. Måske
ikke nok, men mændene har ikke længere monopol på de gode historier, som de havde førhen. I dag bliver der også lavet en masse mindre filmproduktioner, der forsøger at gøre tingene på nye måder og slippe fri af de store selskabers bureaukrati og fordomme. Og heldigvis tjener mange af de små film procentvis flere penge end filmene fra de store studier ... men hvad ved jeg, Ray, jeg er jo bare en skuespiller, som gerne vil have nogle gode roller."
   
— I Heavenly Creatures og Evigt solskin i et pletfrit sind skildrede du outrerede og måske ligefrem ondskabsfulde karakterer. Er det rigtigt, at det er "godt at være ond", altså at det er sjovt at skildre personer, som er  ubehagelige?
   
"Ja, det kan der være noget om. At skildre onde karakterer er på en måde meget nemmere ... og det er også ret sjovt! Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men
det er det, og jeg er sikker på, at du har hørt det samme fra andre skuespillere."
   
— Lad mig spørge dig her til sidst: Sensations­pressen elsker skandaleombruste skuespillere som Mel Gibson og Tom Cruise. Hvordan er det lykkedes dig at styre uden om skandalerne?        
   
"Hvordan man undgår sensationspressen? Det er meget simpelt: Man bliver ved med at dyrke det uskyldige lillepige-image, så har de ikke noget at skrive om.