Bodil: Under sandet er årets danske film

En måned efter filmbranchen hyldede sig selv ved Robert-festen, var det i aften Danske Filmkritikeres tur til at sætte Bodil-priser på dansk film i 2015.

Det er nok de færreste biografgængere, der kan kende forskel på en Robert og en Bodil. Og det gode ved at have to store priser i et lille land er jo, at instruktører og skuespillere har en dobbelt chance for at hente en statuette hjem til kaminhylden (hvis den slags stadig findes).

Det hjalp dog ikke Tobias Lindholms Oscar-nominerede Krigen, som for anden gang måtte se sig slået af Martin Zandvliets Under sandet.

Også filmkritikerne foretrækker det episke Anden Verdenskrigs-drama, der har ændret de historiske fakta, frem for den mere spegede, autentiske nutidsfortælling om Danmarks krigsengagement ude i verden.

Hyldest til debutfilm
Til gengæld fik den altdominerende hovedrolleindehaver i Under sandet, Roland Møller, fortjent revanche.

Roland Møller, som er autodidakt, blev forbigået af sine egne kolleger ved Robert-festen. Men kritikerne gav ham en Bodil for præstationen som sergenten, der leder minerydningen efter krigen og udvikler sig fra en tyran til et moralsk menneske. Det var i øvrigt hans anden Bodil.

For en måned siden måtte hun se prisen for bedste kvindelige hovedrolle gå til Tuva Novotny, der som soldaterkone forsøger at holde sammen på tropperne på hjemmefronten i Krigen.

Men kritikerne fandt, at Lehfeldts humoristiske og rørende præstation som kronisk single i May el-Toukhys overrumplende gode debut Lang historie kort var værd at belønne.

Dermed blev to grand old ladies, Ghita Nørby og Bodil Jørgensen, der var nomineret for henholdsvis Nøgle hus spejl og Mennesker bliver spist, forbigået.

Bodil Jørgensen glædede sig ellers i formiddags på P1 til ”den storslåede fest i Imperial”, men det var i gamle dage, og forhåbentlig har den sympatiske skuespiller fundet frem til det lidt mindre imposante Bremen Teater, der i de senere år har lagt sal til Bodil-festen.

Håb om flere roller
Også birolle-priserne gik til andre end ved Robert-festen.

Louis Hofmann vandt en Bodil for birollen som en hårdt plaget, tysk soldat i Under sandet (Nicolas Bro tog Robert-prisen for Mænd & høns), mens Trine Pallesen løb med den kvindelige pendant for sin præstation som datteren i Nøgle hus spejl (hos Robert vandt Trine Dyrholm prisen for Lang historie kort).

”Med denne Bodil giver vi udtryk for en tro på, at Trine Pallesen fremover kommer til at spille en større rolle i dansk film,” lød budskabet fra Danske Filmkritikere.

Peter Anthonys koldkrigsfilm The Man Who Saved the World blev årets dokumentar, mens Birdman og Mommy blev valgt som henholdsvis årets bedste amerikanske og ikke-amerikanske film.

Aftenens store tabere var Kasper Barfoeds komedie Sommeren ’92 og Lindholms Krigen, der trods henholdsvis fem og fire nomineringer fik en bar røv at trutte i (som det vist hedder på gadeplan).

Priser uden Bodil
Den danske skuepiller fra 60’ernes franske nybølge, Anna Karina, var hevet frem af glemslen og fløjet til Danmark for få overrakt en Æresbodil.

En Særbodil gik til tonemester Peter Albrechtsen for hans fornemme lyddesign til Idealisten.

Og så var der ellers uddeling af diverse sponsorerede priser, som derfor ikke er rigtige Bodil-priser. Heriblandt prisen for bedste manuskript, der interessant nok gik til May el-Toukhy og Maren Louise Käehne for Lang historie kort – altså to nye, kvindelige navne i en metier domineret af mænd.

Men det må være en noget blandet fornøjelse at få en Bodil, som ikke er en Bodil. Måske skulle Danske Filmkritikere enten tage skridtet fuldt ud eller nedlægge de priser, som man alligevel ikke vil lægge navn til?