Undervisere er nødt til at være ulydige

Filmlærerne kan måske nu gøre det åbenlyst og lovligt, som de har gjort i smug i årevis. Nemlig at købe, kopiere og låne sig frem til de film, de ikke har kunnet skaffe gennem distributører som Nordisk Film Vision og DBC Medier. Problemet har været betydeligt, lyder det fra de undervisere og skolebibliotekarer, EKKO har talt med.

Mange opfører sig lovlydigt og lider i stilhed, mens andre ser sig nødsaget til at bryde de regler, filmbranchen har sat op. "Hvis Kulturministeriet har ret, vil det, mange filmlærere har gjort i mange år, være legaliseret," mener lærer ved Randers HF og VUC, Claus Krohn Holm.

"Bekendtgørelsen for film og tv i gymnasier og HF siger, at vi skal undervise i genrer, strømninger og instruktører. Men man kan ikke efterkomme bekendtgørelsen uden at bruge ulovlige film. Jeg kan ikke lave et forløb om den franske nybølge i 1960'erne, for jeg kan slet ikke skaffe de film til undervisningsbrug. Det er kun på grund af lidt civil ulydighed, at vi filmlærere har været i stand til at drive saglig filmundervisning," siger Claus Krohn Holm.

Føler sig snydt
For dansklærer og skolebibliotekar ved Hyllehøjskolen i Middelfart, Bjarke Christensen, har det største problem været pengene: "Vi har fulgt Nordisk Films retningslinjer og har kun deres og DBC Mediers film stående. Men vi er økonomisk så trængte, at vi ikke kan købe filmene. Vi har kun købt en filmpakke, så det er pengene, der sætter grænser for, hvad vi kan undervise i. Amtscentrenes film er ofte udlånt langt ud i fremtiden, så det er meget svært at planlægge efter."

Haimo Dalsgaard er skolebibliotekskonsulent i Århus Kommune og med til at købe materialer til de 52 skoler i byen. Hvis han køber en film til skolernes fællessamling, må han har betale op mod 3600 kroner.

"Hvis videogramdistributørerne har fået os til at betale mere, end vi har behøvet, så føler jeg mig godt snydt," siger Haimo Dalsgaard, der genkender hovedpinen fra Randers: "Vores problem har hidtil været, at de film, skolerne ønsker, ikke har været frikøbt til undervisning. Vi får mange forespørgsler på film, vi ikke kan købe, og det irriterer mig, hvis vi har været for naive."

Importører, ikke mæcener
Efterspørgslen er afgørende for, om de distributører, Nordisk Film Vision repræsenterer, køber rettighederne til en film, ifølge marketing manager Adrian Mandrup. "Hvis man ønsker en film frikøbt, må man henvende sig til os, og så køber vi den fri, hvis der er potentiale i den, og den er til at få fat på. Det kan være svært at skaffe en russisk film fra 1950'erne, og det er klart bedre, at ti lærere efterspørger en film, end at én gør," siger Adrian Mandrup.

Blandt de små, uafhængige importører er glæden over fri brug af film i undervisningen til at overse. Ole Bjørn Christensen, medindehaver af Øst for Paradis i Århus, der udsender fem-seks film på video om året, er ikke svær at ophidse:

"Det er fuldstændig sindssygt. Det er privat ejendom, vi taler om. Vi må følge den måde, markedet er skruet sammen på, hvor vi betaler de udenlandske rettighedshavere, og forsøge at få bare nogle af pengene hjem. Vi er ikke mæcener, så hvis markedet smuldrer, må vi holde op med at udsende videoer, selv om vi gerne vil, sådan con amore."

Branchen burde være henrykt
Det er i filmbranchens egen interesse, at børn og unge får en forståelse for film, mener Peter Schepelern, lektor i filmvidenskab på Københavns Universitet. "Det er indlysende, at den pædagogiske verden skal have adgang til film. Det er der, man skal skabe interessen. Branchen burde være henrykt over, at nogen vil bruge tid på at vise gode film og give en seriøs indgang til mediet," siger Schepelern og går videre endnu:

"Det bør være en del af almindelig kulturbevarelse at vise film og give forståelsen af, at der laves filmkunst på linje med litterære værker. Der er store umistelige værdier, som vi må bevare interessen for, og branchen burde vise forståelse for, at det er i dens egen interesse, at det sker."

Læs også Frit slag for spillefilm i skolen