Nyhed
02. jan. 2011 | 16:42

Undskyld, undskyld, undskyld

Behovet for at undskylde er nået til Hollywood. Sam Worthington og Shia LaBeouf siger undskyld for dårligt skuespil.
Af Andreas Ebbesen Jensen

Det er in at sige undskyld. Man kan snart ikke slå op i en avis eller tænde for tv uden at få en uforbeholden undskyldning.

 ”Undskyld, at jeg tog på ferie på Mallorca … undskyld, at jeg var kommunist … undskyld, at jeg fik et raserianfald.”

Trangen til at gå offentlig bodsgang begrænser sig ikke kun til danske politikere. Nu er Hollywood også begyndt at sige undskyld.

En flittig undskylder

En af de mest flittige undskyldere er den amerikanske skuespiller Shia LaBeouf.

I 2008 og 2009 spillede han med i kæmpesucceserne Transformers: De faldnes hævn og den længe ventede Indiana Jones og krystalkraniets kongerige.

Han endte med at undskylde for dem begge. Og det var i høj grad det fjerde kapitel om George Lucas’ og Steven Spielbergs hårdtslående arkæolog, som gav plads til selvransagelse.

Kikset liansvinger

”Jeg føler, at jeg fejlede i Indiana Jones og krystalkraniets kongerige,” udtalte den unge skuespiller, da han mødte verdenspressen til dette års Cannes-festival. Her var han mødt op for at promovere Oliver Stones Wall Street: Money Never Sleeps.

Især scenen, hvor Shia LaBeouf i rollen som Indys søn svinger sig fra lian til lian med en flok computergenererede aber, er skuespilleren ikke stolt over.

”Man kan vælge at klandre Steven Spielberg eller manuskriptforfatteren for den scene, men i sidste ende er det en skuespillers job at få det til at blive levende. Og der fejlede jeg simpelthen,” sagde LaBeouf.

Lyt mere til publikum
Det seneste skud på stammen er den australske skuespiller Sam Worthington, der indtrængende beder om tilgivelse for sit spil i blockbusteren Clash of the Titans.

”Vi svigtede en masse fans. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så kan jeg fandeme spille bedre skuespil end det,” sagde han i slutningen af december til Moviefone.com.

Worthington er lige nu i gang med optagelserne til Clash of the Titans 2 og opfordrer denne gang folkene bag filmen til at lytte mere til publikums ønsker.

”De skide træer og planter”
Bag undskyldningerne lurer en kritik af instruktørerne og producerne. Det er værd at hæfte sig ved, for skuespillere er – forståeligt nok – ellers påpasselige med ikke at træde deres arbejdsgivere over tæerne.

Under promoveringen af boksedramaet The Fighter for et par måneder siden lagde Mark Wahlberg ikke fingre imellem, da han kaldte M. Night Shyamalans The Happening for et makværk.

”Det var en dårlig film. De skide træer og planter. Fuck det, man kan ikke bebrejde mig for at ville prøve at spille en naturfagslærer,” lød det fra Wahlberg, der spiller hovedrollen i filmen.

Sig undskyld med humor
Man kan spørge, om det er nødvendigt ligefrem at undskylde for et underholdningsprodukt, hvor ingen må formodes at have lidt overlast.

Men føler man alligevel en ubændig trang til at sige undskyld, er det i hvert fald en god idé at gøre det med humor.

Som manuskriptforfatteren J.D. Shapiro, der efter at have modtaget den såkaldte Razzie Award for årtiets værste film – Battlefield Earth – endelig brød tavsheden.

Håbløst scoretrick

”Jeg vil godt starte med at sige undskyld til alle, som har set Battlefield Earth,” skriver han i en artikel, der blev udgivet med avisen The New York Post i foråret.

Battlefield Earth er baseret på en bog af scientology-grundlæggeren L. Ron Hubbard, og J.D. Shapiro afslører, at han skrev manuskriptet til filmen, fordi han havde hørt, at Scientologys hovedkvarter i Los Angeles skulle være et godt sted at møde kvinder.

”Men det virker altså ikke at gå hen til en kvinde i en bar og sige: ’Hej, det er mig, der har skrevet Battlefield Earth,” erkender manuskriptforfatteren.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko