Ungdommelige smæk til Hollywood

De lyder helt ærligt som to unge mennesker, der aldrig har været børn. 24-årige Logan Lerman og 29-årige Sarah Gadon sidder på det fornemme Hotel Regent i Berlins bykerne og taler i begyndelsen som to belæste professorer.

De taler om Indignation, hvor de spiller to usikre unge i 1950’ernes USA. Filmen er baseret på Philip Roths fremragende roman af samme navn. Bogen såvel som filmatiseringen formår at vise, hvordan de unge er et spejl på den amerikanske virkelighed i et årti, hvor de sociale skel kom til debat, mens USA fremstod som verdens ultimative supermagt efter sejren i Anden Verdenskrig.

En sejr så suveræn, at man uden at blinke indledte Koreakrigen. 

”Min rolle, Marcus Messner, er en intellektuel gut, og han vil ikke i krig. Han vil uddanne sig af to grunde: Han er ambitiøs, og han vil ikke dræbes på den anden side af kloden,” siger Logan Lerman og skeler over til Sarah Gadon.

Tale frem for at snakke
Hun sidder ret op og ned i sin stol og minder om en lyshåret udgave af Jacqueline Kennedy i en flot kreeret 1960’er-kjole med irgrønne nuancer.

Gadon smiler til Lerman. Anerkendende. Så tager hun ordet.

”Logan og jeg kunne helt klart identificere os med vores roller. Vi diskuterede meget, inden vi gik i gang med at filme, for vi ville gerne ramme den tone, der er imellem Marcus og min rolle Olivia. De er begge interesseret i at tale frem for at snakke, og det er også sådan, vi har det med film som udtryksform.” 

– Hvad i alverden betyder det?

”Undskyld, hvad?” Sarah Gadons skuldre sænker sig pludselig, mens hendes blik langsomt fæstner sig ved spørgsmålet.

– Hvad betyder det, at I er ”interesseret i at tale frem for at snakke”?

Sarah Gadon smiler underfundigt, mens Logan Lerman ruller ærmerne på sin blåternede skjorte op. Dette er egentlig meget symbolsk for den Hollywood-bashing, som den unge mand nu indleder.

Dialog uden svar
”Prøv lige at høre engang,” siger Logan Lerman.

”De fleste film i dag propper simpelthen følelser, tanker og halve idéer ned i halsen på biografpublikummet. Det er uambitiøst. Film lever af, at folk taler om dem, og hvis det eneste, man kan sige, er, at det var en god eller dårlig film, så bliver film irrelevante.”

”Ja,” siger Sarah Gadon. ”Der findes alt for mange film om folk på vores alder, hvor det er tydeligt, hvad der vil ske. Film om privilegerede unge til andre privilegerede unge. Det er kedeligt.”

– Hvordan adskiller Indignation sig?

”På stort set alle måder!” udbryder Logan Lerman, der for første gang i sit liv er medproducent på en film. ”Indignation giver ingen svar. Det er en film med masser af dialog, men den forsøger at få folk til at tale om noget bagefter.”

”Ja,” siger Sarah Gadon. ”Der er ikke meget Hollywood-studiefilm over den.”

– Det lyder næsten, som om ”Hollywood” er et bandeord i jeres ordforråd?

”Nej, ikke et bandeord, men studiefilm står i de her år for noget, som jeg har sværere og sværere ved at se mig selv i,” siger Logan Lerman og skæver igen over mod Sarah Gadon.

I filmen spiller hun den unge pige Olivia, som har forsøgt at tage sit eget liv, og som på Marcus og hendes første date giver ham et blowjob. Selv er Gadon også ganske ligefrem.

”Jeg har indspillet én stor studiefilm, og det ved jeg ikke, hvornår jeg kommer til igen. Måske aldrig,” siger hun og smiler på en måde, der er mere taktfast end et regiment fodsoldater under Koreakrigen. 

Købelystne kvinder
Den film var Dracula Untold fra 2014, hvor Gadon spiller den unge dronning, der bruger det meste af sin tid på at vente på greven af Transsylvanien.

”Jeg havde det egentlig udmærket under indspilningerne,” siger hun. ”For jeg skulle faktisk bare sørge for at se godt ud. Ikke på nogen overdreven måde, bare sminkes og så videre, du ved.”

– Men det kedede dig?

”Ja, er du vild! Der er sådan en forestilling om, at kvinder har det hårdt i filmbranchen, men for mig at se er det mændene, der får lov til at arbejde for pengene. Luke Evans spiller hovedrollen i Dracula Untold, og han var konstant på diæt og lavede arm- og mavebøjninger imellem scenerne, så der var et købelystent, kvindeligt publikum. Imens sad jeg i mit rum og spiste vindruer. Det var kedeligt, men ikke hårdt.”

– Så det vil sige …?

”Nej, vent lige,” siger Sarah Gadon og læner sig frem. ”Min pointe var egentlig, at man godt kan få interessante kvinderoller. De fleste af dem ligger bare langt væk fra studiefilmene, og det er derfor, at jeg har søgt den vej lige siden.”

– Logan, kan man få interessante manderoller i studiefilmene?

”Ikke i særligt høj grad,” siger Logan Lerman og smiler. ”Jeg tror meget på de uafhængige film, og det er da også dem, jeg har spillet med i de seneste år. Jeg har ikke noget behov for at sige, at Hollywoods film er flade, men jeg kan bare sige, at jeg interesserer mig for film med komplekse roller, fordi jeg er skuespiller. Derfor er jeg glad for at lave film uden for studierne.”

Instruktøren er afgørende
Nogle gange siger mennesker det samme lige i munden på hinanden. Det er sjældent, at det sker i et interview – og nærmest umuligt, at det skulle ske med en helt sætning – men det gør det her på Regent Hotel denne kølige eftermiddag.

”Instruktøren betyder nærmest det hele …” siger de to skuespillere, som om det var indøvet. Så stirrer de ellers nærmest chokeret på hinanden, så det hele minder lidt for meget om en dårlig komedie.

Der er stille i det fine hotelværelse et øjeblik, men så bryder de to ud i latter.

”Men det er altså rigtigt nok. Instruktøren er helt afgørende,” siger Logan Lerman, da de har grinet af. ”For det er sammen med ham, at man skaber sin rolle, og det er ham, der i sidste ende skal give én lov til at lave et eller andet lille træk i mundvigen eller til at løfte et øjebryn.”

”Ja,” siger Sarah Gadon: ”Da jeg fik manuskriptet med Olivia i hånden og fandt ud af, at jeg skulle lave et blowjob, måtte jeg diskutere med både Logan og instruktør James Schamus, hvordan jeg udførte det filmisk, for at det ikke virkede sexistisk.”

– Hvorfor måtte det ikke det?

”Fordi Philip Roth ikke er nogen sexistisk forfatter. Som skuespiller skal man have respekt for forlægget, men også have en original tilgang til det.”

– James Schamus fortalte mig tidligere i dag, at han ikke tror på, at der findes originale film mere, fordi alle film står på skuldrene af hinanden. Hvad tænker I om det?

”At James på mange måder har ret,” siger Logan Lerman. ”Men der vil altid findes originalt skuespil, for skuespil er baseret på følelser fra ét menneske til et andet.”

”Ja,” siger Sarah Gadon. ”Følelser kan ikke stå på skuldrene af noget som helst. De opstår bare, og det er dem, som Logan og jeg har måttet spille med og forsøge at finde ind til ved hjælp af forberedelse, teknik og især intuition.”