Ungdomshuset indefra

Psykopatbarrikaderet.

Sådan kan Ungdomshuset på Jagtvej 69 i København bedst beskrives, da en kran en tidlig morgen den 1. marts 2007 rejser sig over huset, slår et hul i muren, og røgbomber fyger ind.

"Vi har forsøgt at skabe en granatchok-effekt," forklarer instruktøren Nikolaj Viborg, hvis fotografassistent selv var til stede, da beboerne bogstavelig talt blev taget på sengen.

"Der lyder et enormt brag, lyden bliver ulmende, ingen kan orientere sig. Det er den følelse, vi forsøger at skabe," siger Viborg.

Tyndslidte nerver
Dokumentarfilmen 69 går helt tæt på begivenhederne i de sidste seks måneder op til rydningen af Ungdomshuset. Filmen viser, hvordan miljøet omkring huset gennemgår en gradvis radikalisering, efterhånden som det står klart, at de unge vil blive jaget på porten til fordel for frimenigheden Faderhuset.

Filmen starter på et tidspunkt, hvor de unge bruger humor til at tackle situationen. Som når de lader en hånddukke lavet af en gammel sok udbasunere deres meddelelser til pressen gennem et vindue.

Men i de sidste måneder op til rydningen afløses løjerne af voldsomme, åbne konflikter, hvor flokke af sortklædte unge kaster med brosten og brandbomber.

"Da jeg startede med at filme, var forhåbningerne om en løsning store. Men efterhånden som situationen gik mere og mere i hårdknude, blev stemningen i huset også mere dystopisk. Folks nerver var tyndslidte, og de var bange."

Jagt på bevismateriale
Under rydningen af huset blev Nikolaj Viborgs fotograf og instruktørassistent, Ditte Marie Nielsen, arresteret og varetægtsfængslet.

"Det var klart, at vi var nødt til at have en person både inde i og uden for huset, så vi kunne se, hvad der skete på begge fronter," fortæller Nikolaj Viborg. "Ditte skulle være inde i huset, og da politiet kom, viste hun sit pressekort, men de var ligeglade, så hun blev varetægtsfængslet og fik beslaglagt alt sit udstyr."

Et par dage efter forsøgte politiet via hemmelige retsmøder at få en ransagningskendelse, så de kunne beslaglægge båndet med hendes optagelser derindefra. Det kunne måske rumme bevismateriale.

Kameraets falske tryghed
"Men det fik de heldigvis ikke lov til," griner instruktøren, der selv kom igennem de voldsomme aftener og nætter med skindet på næsen.

"Det er overraskende, hvor distanceret man kan blive med et kamera i hånden. Man føler, at man er på sikker afstand, bare fordi man sidder og kigger ned i en lille skærm på kameraet."

"De dramatiske situationer rører mig ikke rigtig i det øjeblik, hvor jeg filmer, men det gør de, når jeg ser optagelserne bagefter. Jeg tror, det er lidt usundt, man glemmer simpelthen sin egen tilstedeværelse i den virkelighed, man befinder sig i. Man glemmer, at man risikerer at få en sten i hovedet."

Politikerne snød
69 forsøger at trænge ind under huden på den kultur, som Ungdomshuset repræsenterer. Den stiller sig solidarisk med de unge og viser dagligdagen bag murene med optagelser fra koncerter, det fælles folkekøkken og hyggesnak i hjørnerne.

Men filmen giver også et indblik i de unges strategiske overvejelser om, hvorvidt situationen kan - eller skal - eskalere voldeligt. Vi følger hovedsagelig talsmanden Mads Lodahl, som forsøger at skabe dialog med politikerne og nå til en politisk løsning af konflikten.

"Mads havde en form for uspoleret og forhåbningsfuld tillid til, at konflikten kunne løses. Men som konflikten spidser til, mister han sine illusioner," siger Nikolaj Viborg om sin hovedkarakter.

"Det svarer til at spille Matador med nogle, som snyder hele tiden," siger Mads Lodahl i filmen. "På et tidspunkt tager du spillet og smider det hele på gulvet. Folkene på Rådhuset har ikke ønsket at spille et demokratisk spil, de ønskede at knuse de unge."

"Det er ikke et glansbillede, jeg prøver at skabe, og jeg er ikke ude på at beskytte nogen. Men vold udspringer ofte af desperat kærlighed, det er essensen af den her konflikt og det, som jeg gerne vil have frem i filmen," tilføjer instruktøren.

En del af huset
Ungdomshusets brugere er kendt for at være meget pressesky, men 26-årige Nikolaj Viborg har selv været en del af Ungdomshuset, hvilket har givet ham eksklusiv adgang.

"Jeg har brugt huset til kulturarrangementer, og jeg fik enormt mange kontakter derinde i teenageårene. De sidste fem år har jeg ikke været så stor del af miljøet, men jeg har hele tiden haft konflikten i baghovedet og tænkt, at det var vigtigt, at der blev lavet en film om forløbet."

"Det er et meget sensitivt miljø, for folk bliver konstant stillet til ansvar for, hvem de er - lige bortset fra i dette hus. Det ville være en enorm stor belastning for dem at have et kamera i nakken lige netop det sted, hvor de normalt kan stresse af og føle sig trygge. Jeg har jo været lidt tættere på end så mange andre, så jeg har fået en fornemmelse for, hvordan man skal gebærde sig."

Eskalerer i vold
Viborgs 69 blander hektiske, håndholdte optagelser med meget filmisk orienterede billeder. Der er glødende biler i brand og panoreringer højt over Københavns tage, og når aktionerne eskalerer, og politiet er involveret, farer kameraet rundt.

Nikolaj Viborg befinder sig lige i skudlinjen, men for ham har det vigtigste været at skildre den følelsesmæssige side af miljøet, som man ellers ikke ser i medierne. Han interesserer sig for, hvordan grupper kan blive så isolerede i samfundet og blive presset så langt ud, at det eskalerer i vold.

"Konflikten om Ungdomshuset er ikke enestående. Jeg mener, at den kan spejles på alle mulige andre konflikter og situationer, som findes i de her flertal-mindretal-forhold. Bare se på urolighederne i Paris’ forstæder i 2007 eksempelvis."

"Min hensigt med filmen er at etablere en bro mellem en lille samfundsgruppe, som Ungdomshuset i dette tilfælde repræsenterer, og politikerne, så der kan skabes gensidig identifikation og forståelse."

69 har Danmarkspremiere 8. november 2008 i Den Grå Hal på Christiania, hvor CPH:DOX i samarbejde med Bastard Film åbner dørene for fest med filmvisning og folkekøkken.