Unge kvinder trækker danskerne i biografen
Det har været svært at få danskerne i biografen efter to måneders corona-nedlukning.
Den for biograferne normalt travle pinse bød på et historisk lavt publikumstal, men nu virker danskerne i stort omfang til at være på vej tilbage i biografmørket.
I hvert fald har Greta Gerwigs Oscar-vinder Little Women – der får fem stjerner af Ekkos anmelder – haft en flot åbningsweekend siden premieren i torsdags.
27.150 billetter er blevet solgt til filmen, oplyser brancheforeningen Danske Biografer og distributøren SF Studios i en pressemeddelelse. Og sammenlagt er der blevet solgt omkring fire gange så mange biografbilletter hen over weekenden end i pinsen.
I både Sverige og Norge, som det danske biografmarked sammenligner sig med, solgte Little Women lige knap 20.000 billetter i åbningsweekenden, da filmen fik premiere i januar inden coronakrisen.
”Biograferne er jo netop åbnet, og vi var selvfølgelig spændte på, hvordan danskerne ville reagere efter corona. Men det er skønt at se, at danskerne er trygge ved at gå i biografen igen,” udtaler distributionschef i SF Studios, Frederik Malling Juul.
Forventningsfulde gæster
Endnu er det stadig småt med premiereaktuelle film i danske biografer.
Foruden Little Women kan man eksempelvis se det danske krimidrama Kød & blod eller Quentin Tarantino-dokumentaren QT8: The First Eight.
Men flere nye film er på vej til biograferne hen over sommeren. Senere på måneden kommer Dardenne-brødrenes Cannes-prisvinder Unge Ahmed, Lone Scherfigs internationale The Kindness of Strangers og den danske animationskomedie Blokhavn.
Og i juli kan publikum blandt andet se frem til bestseller-filmatiseringen Undtagelsen samt Christopher Nolans action-blockbuster Tenet.
Den danske filmbranche er gået sammen om en kampagne, som med reklamer i tv viser, at det er trygt for publikum at gå i biografen.
”Alt, hvad jeg hører fra biograferne, er, at deres gæster er glade og forventningsfulde, når de kommer. Medarbejderne tager retningslinjer og restriktioner meget alvorligt, og det er med til at sikre, at oplevelsen er tryg,” siger Lars Werge, direktør for Danske Biografer, i pressemeddelelsen.
Trailer: Little Women
Tilbud på Ekko
Få to gratis biografbilletter, når du bestiller abonnement på Filmmagasinet Ekko.
Billetterne har en samlet værdi af 180 kroner.
Du kan også vælge mellem rabatkuponer til biografklubben Filmporten eller fem film fra Blockbuster.
Abonnenter har også adgang til magasinet digitalt.
Kommentarer