Unge talenter tog hånd om Bodil

Det var ikke helt ”live fra Bremen”, da årets Bodil blev uddelt i Simon Spies’ gamle teater i København. Men der var rigeligt med rullende kameraer, der sigtede efter dansk films guldklasse, efterhånden som de trådte ind på den røde løber.

Indenfor var der en intim stemning. Det var takket være stedets relativt beskedne størrelse og alle de kram og kindkys, der fløj mellem det tæt pakkede filmfolk, før de blev placeret på de polstrede klapsæder.

”Så kommer gammelfar på scenen!” lød det fra Informations filmredaktør Christian Monggard nede blandt publikum, da Filmmedarbejderforeningens formand, Jacob Wendt Jensen, trådte op på de skrå brædder.

”Bodil er den mest sexede statuette,” slog Wendt Jensen fast, inden han med nærmest barnlig glæde lod forstå, at hans job er et drømmejob, når der som i år har været rigeligt med kvalificerede kandidater. Han lagde vægt på, at Bodil er en filmfest uden politik, og så måtte han lige nævne, at et par norske filmkritikere var til stede for at søge inspiration til, hvordan man afvikler en prisuddeling.

”Så I kan godt glæde jer, til I begynder at lave gode film i Norge,” drillede han, hvilket udløste store latterbrøl fra salen.

(Læs kommentaren: Saml kræfterne om en enkelt filmpris)

Som Det Sixtinske Kapel
Mikael Bertelsen var ikke overraskende en elegantier i værtsrollen. I skræddersyet jakkesæt og med karakteristisk belevenhed ligner han én, der uden problemer kunne passe ind i snart sagt hvilket som helst årti i det forrige århundrede.

”Du og jeg er til Bodil i København …” crooner han, men afbryder sig selv.

”Arj, jeg kan ikke få Ekko til at rime på Aalbæk,” ærgrer han sig, og lidt senere sammenligner han teatret med Det Sixtinske Kapel: Fordi showet ikke bliver transmitteret live, slipper ingenting ud.

Lige bortset fra førnævnte Christian Monggaard, der som skorstenen på kapellet tweeter direkte fra tredje række.

Malling opsiger abonnement
Et af aftenens humoristiske højdepunkter kommer tidligt på aftenen, da Bertelsen påpeger, at filmjournalisterne har overset væsentlige detaljer i nogle af årets største film.

Dybest nede i fragtrummet på Kapringens skib bor faktisk Ekkos chefredaktør Claus Christensen (så ved vi det). I en blanding af klip fra filmen og nye optagelser har redaktøren en telefonsamtale med Søren Malling, og en af de barskeste forhandlingsscener på den piratbesatte båd bliver i stedet til en viljekamp om, hvorvidt Malling kan komme på forsiden af Ekko.

”Jeg vil, jeg vil, jeg vil!” hidser Malling sig op, men Claus Christensen afviser og smider på, og alle i forhandlingsrummet stirrer målløst på Malling. Han forlader rummet for at tale med de pårørende og beroliger dem med, at han har sagt sit abonnement på Ekko op (vi håber, det er en spøg, Søren …).

Samme tur får En kongelig affære. Den gale Kong Christian VII sidder med maske på i et pinligt tavst middagsselskab, før han råber: ”Jeg er konge!” og styrter ud, skarpt forfulgt af Mads Mikkelsens Struensee.

Da kongen endelig tager masken af udenfor, er det – selvfølgelig – Zentropas direktør Peter Aalbæk, der trist spørger sin livlæge, om han er skør. ”Nej,” beroliger doktoren ham.

Kenter og kagen
Med velsmurte lattermuskler skal første pris uddeles til bedste mandlige birolle, og da den søde sylfide-pige og tidligere Bodil-modtager Pernille Vallentin siger ”Tommy Kenter”, lyder der et ’jaaa!!’-urbrøl fra manden selv.

Som han lytter til begrundelsen og de flotte ord om hans følsomme og seriøse skuespil i Bille Augusts Marie Krøyer, virker han dog sårbar, og det er en tydeligt rørt Kenter, der bagefter takker. Men soberheden krakelerer alligevel lidt til sidst.

”Hvis der er nogen af jer, der ønsker en bid af kagen, så skynd jer, for jeg går derud nu!” siger han med henvisning til uddelingen i 2002, hvor han fejrede sin statuette for birollen i Fukssvansen med bogstavelig talt at voldtage Bodil-kagen.

Klaus Rifbjerg forudså i øvrigt allerede i sin Ekko-anmeldelse af filmen, at Kenter måtte vinde en Bodil:

”At der venter en Bodil eller Robert, eller hvad kreaturerne hedder i garderoben, til Kenter for hans indsats som best supporting actor, burde være en selvfølge, skønt det er en hovedrolle, han spiller,” skrev han.

De nye talenters aften
Tommy Kenter er en af aftenens ældste vindere, hvis man ser bort fra Årets Æres-Bodil, der gik til komponisten Bent Fabricius-Bjerre, der har sat legendarisk musik til eksempelvis Olsen-banden og Matador. Ellers er det primært celluloidfriske ansigter, der modtager priser.

Den yngste er en sødt forvirret Frederikke Dahl Hansen (der fylder nitten år om ni dage) for bedste kvindelig birolle i You & Me Forever. Overvældet holder hun den hvide statuette mod sine læber og må støtte sig til uddeleren, skuespilleren Jens Andersen.

”Kan I høre, hvad jeg siger? Øhm … det er så syret,” siger hun, da hun står med mikrofonen, og hun må grine af sig selv, da hun indrømmer, at hun knap nok ved, hvem hun skulle takke, for hun kender ikke navnene på alle de, der havde været involveret i filmen.

Hendes medskuespillere Julie Brochorst Andersen og Emilie Claudius Kruse var også nomineret for henholdsvis bedste kvindelige hovedrolle og birolle.

”Selvfølgelig skyldes det vores sammenspil, at der er kommet det ud af det, der er kommet ud af det. Men jeg tror faktisk, man kunne tage tre piger ind fra gaden. Kasper (Munk, filmens instruktør, red.) lyttede bare til os og lod os tale …,” fortæller Frederikke Dahl Hansen efter uddelingen og slår fast:

”Jeg er sindssygt glad for, at jeg har vundet, men jeg synes fandeme også, at Emilie og Julie skulle have vundet en pris. Og det mener jeg!”

Når folket taler
I shiny jakkesæt dukker tidligere Filmland-vært Søren Høy frem fra kulissens mørke. Han er der på vegne af Viasat Film, som er Bodils nye hovedsponsor, og han skal uddele deres publikumspris.

Også han kommer ind på Twitter, aftenens mest populære sociale medie. Han fortæller, hvordan han næsten ingen opmærksomhed får på pip-mediet, hvorimod skuespiller Pilou Asbæk har tonsvis af favoritter, re-tweets og kommentarer. Mens han læser op af Pilou Asbæks kvidrerier, ringer hans telefon.

”Ej, er det dig, Pilou?” siger han først småflovt, så grinende. Og ja, det er det, men Søren Høy lægger alligevel på.

”Kom nu videre til prisen!” råber Pilou Asbæk fra sit sæde, men Søren Høy lader sig dog ikke anfægte af latteren fra salen. Pointen med hans lovlig lange twitter-tirade er, at man skal lytte, når folket taler. Således vinder Hvidstengruppen, og Regner Grasten og Anne-Grethe Bjarup Riis kommer stolt på scenen og modtager en bronze-Bodil.

”Det her er aftenens vigtigste pris,” jubler Regner Grasten.

Bodil gør bjørnen selskab
Årets bedste mandlige hovedrolle går til 28-årige Mikkel Boe Følsgaard for hans bemærkelsesværdige skuespil som den gale Kong Christian VII i En kongelig affære.

Han holder statuetten stolt i vejret – nu kan den holde Berlinale-Sølvbjørnen, som han fik for samme rolle, med selskab. ”Drømmedebut slår slet ikke til,” læser Nikolaj Lie Kaas højt fra bedømmelsen, mens modtageren får mere og mere røde kinder og slutter sin takketale af med spjæt og hop.

Bjørnen er også et tema for årets bedste kvindelige hovedrolle, Sara Hjort Ditlevsen, der i Undskyld jeg forstyrrer både spiller Helene og hunden Bjørn. Og det gør hun så overbevisende, at det virker selvfølgeligt, at hun vinder over blandt andre mastodonten Trine Dyrholm (nå ja, hun har fem Bodil’er, hvor mange kan man dog have brug for?) og skønskøre Bodil Jørgensen.

Med krølletkort, ubestemmelig rødt-farvet hår knuger Sara Hjort statuetten til sig. Hun ligner et overjordisk væsen, en alternativ fe, der tåresnøftende lytter til Lene Maria Christensens fremhævelse af, hvor enestående spil hun har præsteret – endda som autodidakt.

Cigaret på en trappesten
Tobias Lindholms debut som solo-instruktør Kapringen vandt Bodil for årets bedste film, ligesom den vandt Robert for et par uger siden.

En kongelig affære måtte altså igen se sig slået. Men Nikolaj Arcels film kunne ud over bedste mandlige hovedrolle trøste sig med en pris til fotografen Rasmus Videbæk, og Henning Bahs-prisen for bedste scenografi til Niels Sejer.

Årets Sær-Bodil gik til Joshua Oppenheimers The Act of Killing, en film så særegen, smuk og gruopvækkende, at den fortjente at være uden for kategori. Det var vinderne for bedste dokumentar, Putins kys, glade for.

Den røde løber er drysset til med falafelpapir fra den gratis natmad, og tv-vognene er kørt væk. Larmen er vokset, og bølgerne går højt i det ellers udtyndede menneskehav. Nede ad vejen sluser Imperial-biografen biografgængere ud fra mørket, og de stirrer nysgerrigt på virakken fra Bremen.

Lidt derfra sidder Frederikke Dahl Hansen på en trappesten med en veninde. Hun ryger en cigaret og nikker venligt. En teenager med en flaske-øl og en Bodil.