Nordic Reality: Uskyld, druk og hjulspind

Den norske instruktør Emil Trier (født 1981) portrætterer norsk ungdom uden løftede pegefingre i sine tre musikvideoer for landsmanden og musikeren Torgny Amdam.

The Only Game, som vandt prisen for bedste skandinaviske musikvideo i 2010, følger en lykkelig, let melankolsk ungdomseufori af druk, biler og ungdomsløjer.

The Big Day følger en gruppe gymnasiepiger under deres berusende studenterfester. Og I Came Here ser nærmere på livet blandt det indfødte Sami-folk, der bor i Norges udkantsområder.

Sangene er fra Amdams debut som soloartist, den elektroniske Chamelon Days. Musikeren var tidligere forsanger i bandet Amulet, som han selv stiftede.

Et norsk fænomen
Emil Trier er Joachim Triers (Reprise, Oslo, 31. august) lillebror og har med Don’t Look Now Trilogy skabt et smukt filmet generationsportræt, der krydser grænserne mellem musikvideo og dokumentar. Trilogien er én af de genrebrydende værker, der er med på dvd’en Nordic Reality, som Ekko har produceret i samarbejde med tre andre nordiske filmmagasiner.

– Hvordan startede din musikvideo-trilogi, og hvilke omstændigheder blev den til under?

”Det hele startede med en anden dokumentar, jeg lavede for nogle år siden: The Norwegian Solution. Filmen handlede om en ammunitionsfabrik i Norge, og jeg ville skildre den lille by, fabrikken lå ved. Det fik os til at optage de unge, der boede området.”

”Vi spurgte dem til deres ambivalens i forhold til, om de skulle arbejde på fabrikken eller ej. De unge var alle bilentusiaster, lavede hjulspind og lyttede til høj musik. Da jeg havde filmet dem til en lille sekvens i filmen, vidste jeg, at det her landlige fænomen med unge, der hænger ud i biler i små byer, var noget, jeg gerne ville udforske yderligere. Det er et typisk skandinavisk fænomen.”

”Da jeg så begyndte at tale med musikeren Torgny, besluttede vi at lave en musikvideo med den type unge. Da vi havde lavet The Only Game, besluttede vi at lave en hel trilogi for at vise kontrasterne i Norge. Det var afgørende for os at finde noget specifikt i hver af filmene, og det skulle være et norsk fænomen. Jeg ville indkapsle noget, der var specifikt for Skandinavien.”

Poetisk rastløshed
– Hvad håber du, publikum tager med sig fra de tre musikvideoer?

”Jeg håber, at folk finder dem interessante, og at de bliver set som en anderledes type musikvideoer.”

– Hvad var den største udfordring?

”De tre film havde forskellige udfordringer. Med The Only Game var der en masse logistik. Konceptet var at følge en flok unge i deres biler en hel dag og natten med, men efter seks-otte timer var det svært at holde styr på dem, de begyndte at forsvinde, og på et tidspunkt tænkte jeg, at vi aldrig ville få natsekvensen i kassen. Men heldigvis fandt vi til sidst frem til dem igen på en parkeringsplads.”

”Big Day var det projekt, jeg var mest bange for, fordi vi havde valgt, at filmens tema skulle være studenterfejring i Norge. Det var en kliche, så det var meget vigtigt at indfange kompleksiteten – lykke, tristhed og melankoli på en og samme tid.”

”I Came Here var på en måde den mest ambitiøse. Vi filmede den i Kautokeino, som er en lille Sami-by i Nordnorge, to timer i et fly fra Oslo og omringet af bjerge. Vi medbragte et Phantom Flex-kamera fra London for at skyde super high-speed-optagelser af en snescooter, der kører lynhurtigt over den isbelagte flod. Det var en teknisk udfordring. Det var vigtigt igennem hele trilogien at fastholde spontaniteten og kombinere en dokumentarstil med mere komplekse visuelle optagelser.”

– Hvorfor valgte du den æstetiske tilgang til emnet?

”Min motivation var at lave en eksklusiv skildring af ungdomskultur. Rastløsheden, energien, kreativiteten og ødelæggelsestrangen – stiliseret i en poetisk retning ud fra den præmis, at vi er med dem og samtidig observerer dem udefra.”

Et par dage i maj
– Hvad var det vigtigste, du lærte af de personer, du beskriver i din film?

”At ungdomskultur altid er spændende og mangesidet. Og at de, der er skeptiske omkring at medvirke i et projekt, er dem, man bør nærme sig – alle dem, der virkelig vil være med i filmen, er ubrugelige, fordi de gerne vil være skuespillere, og det var ikke det, jeg eftersøgte. En Sami-dreng, der bare er sig selv foran kameraet, er det, der gør det interessant.

– Hvordan ser du på resultatet nu?

”Jeg håber, at vi har indfanget noget af essensen i ungdomskulturen 2010-12 i Norge. Det bliver interessant at kigge tilbage på det om ti år og se, om videoerne har haft nogen relevans. Vi filmede personerne i en bestemt fase af deres liv – pigerne i Big Day er for eksempel på kimen til en ny livsfase, de er ikke bare gymnasiepiger mere. Så deres identitet, vi oplever i videoen, var bare en kort etape i deres liv, bare et par dage i maj. De er totalt anderledes nu!”

– Hvilken nordisk dokumentarfilm fra samtiden har gjort det største indtryk på dig?

”En af de nyere film fra de nordiske lande, som jeg elsker, er Jeppe Røndes Swenkas.”

– Hvilket tema fra livet i Norden har dokumentarfilmene forsømt at beskrive?

”Det er altid spændende at se dokumentarfilm om popkultur og undergrundsfænomener. Man kan aldrig få nok af film med den slags temaer.”

Håber på bedre vejr
– Hvad skal din næste dokumentarfilm handle om – og hvorfor har du valgt det emne?

”Jeg er ved at lave en hybridfilm, en kombination af dokumentar og fiktion. Filmens ånd ligger tæt på musikvideo-trilogien stilistisk, men den er meget mere fortællende. De to hovedkarakterer er skuespillere, men mange af folkene omkring dem bliver spillet af amatører – der bare spiller sig selv. Det er den eneste måde at få fat i den autenticitet, jeg søger i det her nye projekt. Det er en coming of age-film om identitet og familie, temaer jeg altid synes er interessante.”

– Hvis du kunne ændre én ting ved betingelserne for at lave dokumentarfilm i Norden, hvad skulle det så være?

”Mit svar på det spørgsmål handler ikke om filmpolitik eller nye måder at finansiere på – det er simpelthen vejret! Det ville være skønt at have mere dagslys i vintermånederne, når man optager.”