Dag 7: Utilnærmelige karakterer

Lorenzo Vigas vandt i 2015 hovedprisen med sin debutfilm Sidste nat i Caracas. Det var før, Biennalen fik en makeover som Hollywood-imødekommende Oscar-springbræt. 

Hans opfølger La caja er et komplekst karakterstudie med store tematikker. Filmen handler om den unge dreng Hatzin, der rejser til en mexicansk udørk, hvor hans far for nylig er fundet i en massegrav. 

Han får udleveret en stålurne og et gammelt foto-id, som vi fornemmer er tæt på at være det eneste billede, han har af sin far. 

I hvert fald er en forbipasserendes lighed med fotoet nok til, at Hatzin hægter sig stædigt på ham, uanset hvor mange gange Mario insisterer på, at de ikke kender hinanden. 

Hatzin er overbevist eller vælger i hvert fald at være det. 

Slavelønsmigranter
Den pirrende usikkerhed er filmens drama. Da drengen pure nægter at rejse hjem til sin bedstemor i Mexico City, giver Mario op og begynder at tage ham til sig. 

Han reder en seng op til Hatzin og tager ham med i bilen, når han genner slavelønsmigranter ind på store, svedige fabrikker. Hatzin ser nok, at hans ”stedfar” udnytter den desperate arbejdskraft, men han holder det for sig selv. 

Undervejs tager dramaet flere brutale drejninger, som bringer filmen i retning af mexicanske instruktører som Amat Escalante og Michel Franco – der også har produceret den. 

Lorenzo Vigas har et tilbageholdende, prunkløst filmsprog, som overlader meget til publikum. 

Tilgivelse efter skuesproces
Det kan også være svært rigtigt at få føling med den russiske konkurrencefilm Captain Volkonogov Escaped. 

Titlens unge kaptajn er en fodsoldat i Stalin-regimets skueprocesser i 1938, hvor han tæsker tilståelser ud af de mange, der anklages for statsfjendtlig virksomhed og senere skaffes af vejen. 

Men da hovedpersonen begynder at skulle begrave sine egne partikammerater, aner han, hvad vej vinden blæser. En af dem graver sig ligefrem op af graven og konfronterer ham! 

Han er nu i helvede, siger han, og Kaptajn Volkonogov ender det samme sted, medmindre han kan få nogen til at tilgive ham. 

Der er ikke så lidt Et juleeventyr over præmissen for historien, og som kaptajnen begynder at opsøge de mennesker, hvis kære han har torteret og været med til at dræbe, virker det ikke som det eneste bedagede element. 

Svedige desperados
En rendyrket genrefilm behøver ikke altid at genopfinde den dybe tallerken, men hvor er der dog meget lidt nyt i den amerikanske westernfilm Old Henry. 

Den handler om en landmand langt fra civilisationen. Hans stille eksistens forstyrres, da han finder en bevidstløs rytter med en kugle i brystkassen og en lædertaske fuld af penge. ”Nope,” siger gamle Henry og lukker tasken. Men så forbarmer han sig alligevel over manden og tager ham med hjem. 

Man tænker, at det kommer han til at fortryde. Og rigtigt nok. Inden længe dukker en sortklædt sherif op, og da vi allerede har set ham skyde en mand i ryggen for så at klynge ham op, forstår vi nok, der er en skudduel i vente. 

Henry er også bemærkelsesværdigt trodsig for en landmand at være. Og hvorfor er det egentlig, han insisteret så meget på, at hans teenagesøn ikke må lære at skyde? 

Det er en skabelonskåret western, instruktør Potsy Ponciroli har leveret – med svedige desperados, rygende revolvere og gamle myter som et mytologisk bagtæppe for fortællingen. Da der endelig spildes blod, sker det tjept og effektivt. 

Hvem havde troet, at Tim Blake Nelson ville se så tjekket ud, mens han slår folk ihjel? Men nogen god film er det ikke. 

Dyr biopic
Det samme gælder for Mario Martones The King of Laughter. Men der er altid nogle italienske film i hovedkonkurrencen, der ikke hører hjemme dér. 

The King of Laughter er ellers en dyr biopic med spil på alle tangenter. 

Toni Servillo leverer endnu en af sine fuldblodstransformationer i hovedrollen som det italienske teaterkomediekoryfæ Eduardo Scarpetta. I starten af 1900-tallet bliver han sagsøgt for plagiering, efter han har lavet en parodi på et velanset teaterstykke. 

Men filmen vokser sig aldrig ud over sin hovedkarakter, der sætter børn i verden til højre og venstre, mens han kæmper for sit skrøbelige ego. Bipersonerne kredser som satelitter omkring maestroen, hvis kommanderende latter udgør forskellen mellem accept og fordømmelse. 

Der ulmer et opgør fra sønnerne, men det blusser aldrig rigtig op.

Og set i forlængelse af Xavier Giannolis sprudlende og skarpe periodefilm Illusions perdues, virker The King of Laughter støvet og uengagerende.