Dag 2: Utilpassede og misbrugte børn

”Gad vide, hvad han nu har fundet på, den frække fyr?” lyder det et par rækker fremme inden visningen af Francois Ozons By the Grace of God. 

Nu er det formentlig ikke, fordi kvinden med det store pashmina-tørklæde lidt længere oppe i Berlinale-palads-salen går i swingerklub med instruktøren, når hun ikke lige anmelder hans film. 

Men Ozon er i bredere kredse kendt som en nobel og alligevel fræk instruktør, der gerne på satirisk vis udforsker den menneskelige seksualitet igennem filmmediet. De mest tydelige eksempler er nok Swimming Pool, Ung og smuk og Dobbelt begær. 

Men hverken fræk eller flabet er ord, man kan hæfte på By the Grace of God. 

Filmen er løst baseret på en verserende sag om pædofili i den katolske kirke i Lyon (der falder dom i sagen om en måneds tid!), og med lidt for triviel tv-æstetik oprulles miseren minutiøst i Ozons nye værk. 

Mærkværdigt skuespil
Den første time er tæt på kedsommelig, selv om det er et ekstremt presserende og nødvendigt emne at bringe frem. 

Imidlertid er den første mand, vi følger, uden nærvær. Han er blevet misbrugt som barn og vælger at gå op imod den katolske kirke, men den franske skuespiller Melvil Poupaud spiller ham uden nerve. 

Efter de første 60 minutter skiftes fokus, og vi følger et af de andre ofre, der går mere til den – både i handling og i skuespil. 

Denis Ménochet (Inglourious Basterds) gør det glimrende som en rasende mand, der indser, at hans liv faktisk er blevet smadret af misbruget for mere end 25 år siden. 

Stille og roligt får Ozon greb om historien, men han forbliver alligevel på afstand af sin egen film. 

Det får By the Grace of God til at virke underligt bedaget og i momenter lidt for inspireret af Oscar-vinderen Spotlight fra 2015. Det ligner en researchhistorie for åben skærm, hvor de misbrugte børn som voksne finder sammen og knytter de bånd, religionen ikke har formået at binde sammen i deres liv. 

Trods sine kvaliteter er The Grace of God en uforløst film på den franske manér.

Ubehageligt nærværende
Morgenens visning bød til gengæld på et virkelig interessant kamera og en barneskuespiller fra øverste hylde af talentfabrikken. 

Med System Crasher demonstrerer den tyske debutantinstruktør Nora Fingscheidt, at hun har et skarpt øje for det indre følelsesliv. I samarbejde med fotograf Yunus Roy Imer bjergtager instruktøren i filmens bedste øjeblikke med en lille fortælling om en utilpasset, niårig piges kamp imod alt og alle. 

Benni vælter ind og ud af de sociale myndigheders varetægt, men det eneste, hun drømmer om, er at komme hjem til sin mor, som ikke kan tage vare på hende.

Havde filmen været et kvarter kortere, havde den simpelthen været en sublim oplevelse. 

Kameraet er ofte håndholdt og rystende – andre gange drømmende og svævende – i nærheden af den viltre pode. Elleveårige Helena Zengel brager igennem med en så fandenivoldsk og ubehageligt nærværende præstation, at man nærmest glemmer alle andre i filmen. 

Længe tror vi, at filmen handler om en utilpasset pige, der har svært ved at finde sig til rette i en tilværelse, hvor voksne mener, at de er myndige nok til at bestemme. Men stille og roligt forstår vi, at galskaben går begge veje. 

Festivalens største glædelige overraskelse kunne snildt ende med at blive denne knaldperle, og unge Helena Zengel har uden tvivl en stor karriere foran sig. Den unge tysker kan sagtens vinde skuespilbjørnen næste lørdag. 

Tyske smæk til Lone
Én, der ikke vinder noget som helst, hvis det er op til de tyske anmeldere, er Lone Scherfig. 

De tyske aviser har nærmest ikke andet end grimme ord til overs for The Kindness of Strangers. Heldigvis for danskeren er der dog nogle flere rosende ord fra de engelsksprogede anmeldere. 

Lone Scherfig lander på mellemkarakteren 1,7 i det berømte stjernebarometer fra branchebladet Screen. 

Det lyder måske ikke af meget, men man må ikke glemme, at sidste års mildest talt middelmådige vinder af Guldbjørnen, Touch Me Not, havde 1,5 i score. 

De tyske anmelderes vrede går på, at The Kindness of Strangers ikke virker ægte, men nærmere er et eventyr. Jeg havde svært ved at se det eventyrlige, men måske demonstrerede et overhørt filmskænderi i nærheden af Berlinale-paladset i dag det hele meget godt. 

”Det er jo en lykkelig slutning, og det er sjældent, man ser det på en kunstfilmfestival,” sagde en israelsk Scherfig-sympatisør, hvortil en kollega med udpræget tysk accent svarede: 

”Som verdenssituationen er for tiden, er det da et dejligt budskab, men det bliver så pænt, at man ikke tror på det. Verden er et sted for kyniske fortællinger.” 

Politik versus filmkunst
På Berlinalen ses film med et politisk filter, og selv om både Scherfig, Ozon og Fingscheidt kan deres håndværk, vurderes de også ud fra andre parametre. 

Berlinalen har uden tvivl udviklet sig til at være den mest politiske af de største filmfestivaler. 

Det afspejler de senere års vindere i den grad.

I 2015 handlede iranske Taxi Teheran om en instruktør, der havde mistet sin ytringsfrihed. I 2016 fulgte italienske Fire at Sea i hælene på konsekvenserne af bådflygtningekrisen. I 2017 hyldede ungarske On Body and Soul hverdagens outsidere, og sidste år vandt Touch Me Not, der uden tvivl mere handler om kropspolitik end om filmkunst. 

Francois Ozon indskriver sig lydefrit i den tradition med By the Grace of God, men spørgsmålet er, om det ikke er film som System Crasher, der bør belønnes på Berlinalen anno 2019? 

Det er jo trods alt en filmfestival.