Utøya ligger alle steder

Det gælder om at være stille. En kvist, der knækker, en sko, der skraber, et højlydt gisp af smerte, en stemme, der et øjeblik hæver sig over en hvisken, et skrig af rædsel.

Det kan alt sammen slå dig ihjel. Dine livsytringer vender sig imod dig. Du må være stum og leve i en verden af tavshed.

Ellers ...

Ja, hvad sker der, hvis du ikke overholder reglerne i tavshedens nyindstiftede rige? Du dør. Men hvem står bag?

Jeg ser John Krasinskis berømmede horrorfilm A Quiet Place et par dage før, jeg ser den norske instruktør Erik Poppes Utøya 22. juli, og ligheden mellem de to film er slående.

I den første film er Jorden blevet invaderet af fremmede rumvæsener, aliens, som vi har vænnet os til at kalde dem siden Ridley Scotts film fra 1979. De fremmede væsener i A Quiet Place er usårlige og morderisk besatte af at udrydde alt liv på vores planet.

De har kun én svaghed. De er blinde. De kan ikke se deres ofre. Men de kan høre dem.

Derfor gælder det om at være stille.

De få overlevende på Jorden går uden sko ad stier bestrøet med sand, de taler ikke sammen, de hvisker, deres bevægelse er tøvende. Når noget gør ondt, eller en gråd bryder frem, må de holde sig for munden. En væltet kaffekop, der larmende går i skår, kan ødelægge alt.

Der er en kamp. Ikke kun for at overleve, men også for at opretholde normaliteten. Overleve er ikke nok.

En genkendelig hverdag må der være, følelser, pligter, omsorg, ja, selv uartighed, hvis man er et barn. I en verden, hvor alt er blevet ubegribeligt fremmed, skræmmer en alien dig ikke. Den er blot en del af manglen på mønstre.

Rædslens kim kræver hverdagen for at vokse og tage magten. Der må være en rest, et sidste halmstrå af genkendelighed, som fortæller dig, hvem du er, før angsten for døden for alvor tager dig i sin magt.

Djævlen er os
I Erik Poppes film om Utøya er det som i A Quiet Place. Og så alligevel ikke. Det er værre.

Øen er et mini-univers, omgivet af vand til alle sider, en svævende planet af fordrageligt liv, indtil en alien invaderer fra det ydre rum, og en masseudryddelse tager sin begyndelse. De lidt over 500 unge, der befinder sig på øen, er på panisk flugt fra en fjende, de ligesom i A Quiet Place ikke har nogen mulighed for at forsvare sig imod.

I de næste 72 minutter dræbes 67 af dem, mens andre 99 såres, næsten hver tredje. Hvert tyvende sekund er der én, der falder om, død eller hårdt såret.

Nu gælder der samme overlevelsesregel, som under en invasion af aliens. Når du ligger gemt bag et klippefremspring, under en busk eller i en lavning i terrænet, kan du kun hviske, og undslipper der dig et skrig af rædsel eller smerte, må det dæmpes bag en hånd.

A Quiet Place spiller dygtigt på tavsheden som uhyggeeffekt. Vi følger en familie, der midt under terrorregimet forsøger at et leve normalt hverdagsliv på en gård på landet. Det er ikke de fremmede væseners konstante nærvær, som får én til at holde vejret. Det er normaliteten, der må leves uden lyd, som er så isnende uhyggelig, disse lange åndeløse sekunder, der går efter, at en kaffekop er gået i skår. Kommer de nu?

Uhyrerne selv er genkendelige.

Vi har set dem for mange gange i andre film til længere at føle os utrygge for alvor. De er mere metaforer for vores angst end skrækindjagende i sig selv med deres glinsende slimhinder og kikket ind i et gab kranset af sylespidse tænder.

Nej, det er den for altid tabte normalitet, det heroiske forsøg på at genskabe den og ignorere uhyrerne, som er mere rædselsvækkende end uhyrerne selv.

Også i Utøya 22. juli er der en alien, men vi ser den aldrig for alvor, kun en enkelt gang, hen mod slutningen på noget, der meget vel kan være filmhistoriens længste 72 minutter, på lang afstand, en sortklædt skikkelse på toppen af en skrænt med bortvendt ansigt. Dræberen, massemorderen, the alien.

Men hvem er han? Hvorfor er han her? Hvad er hans motiver?

Filmen giver intet svar. Også Utøya 22. juli er en tavs film. Alle lyde fra mennesker er dæmpede, kun de metalliske knald, hver gang et skud affyres, nogle gange i en rolig rytme, andre gange i pludselige salver, i alt en 3-400 gange bryder stilheden, og hver gang ved vi, at endnu en krop bliver flået fra hinanden af en indtrængende kugle, skønt vi aldrig ser det, før til allersidst.

A Quiet Place er uventet skrækindjagende, fordi den dygtigt benytter sig af en ny og uprøvet effekt, ventetidens ulidelige spændingsopbygning.

Ingen råber ”bøh!” ind i ansigtet på dig. Det er stilheden, det undertrykte åndedrag, som er et stort bøh. Uhyrerne, når de endelig dukker op, har en ligefrem beroligende effekt i al deres bedøvende velkendthed.

Men Utøya 22. juli går langt dybere i sit spil med vores rædsel. En metafysisk ur-rædsel for det ubegribelige og ukendte vækker den i os. Det er rædslen for det værste uhyre af alle, os selv, det uhåndgribelige onde i mennesket.

Vi opfandt ikke djævlen, fordi vi levede omgivet af rovdyr. Vi opfandt Djævlen, fordi vi havde set ind i os selv. Og her er han igen.

Det er, som om de unges rædselsslagne ansigter og lyden af skudsalver, nedbryder et forsvarsværk, vi troede bestandigt, fordi det er opbygget gennem generationer og synes bekræftet af alt, hvad vi ved om verden: Det kan ikke ske her. Vi er ikke sådan. I ruinerne af forsvarsværket toner Djævlens ansigt frem igen, og hvem er han? Os selv.

Alene på planeten
Jeg tror, at Utøya er den mest skræmmende film, jeg nogensinde har set.

Men er det så kun, fordi det hele skete i virkeligheden, og jeg i alle detaljer kender historien om de 67 unge på Utøya, der på 72 minutter blev dræbt af en højreekstremistisk fanatiker, Anders Behring Breivik?

Og fordi instruktøren Erik Poppe dygtigt har instrueret sin rekonstruktion af begivenhederne i realtid, uden at der tilsyneladende er et eneste klip, et eneste åndehul, et eneste synsvinkelskift, der tillader mig at tænke, at det her er jo bare en film, de unge skuespillere dør ikke rigtigt?

Dette ”bare” indfinder sig aldrig.

Jo, de døde rigtigt på Utøya. Er det derfor, filmen har den overvældende effekt på mig?

Nej, jeg tror, at det skyldes noget andet. Der er kun øen i filmen. Der er kun de unge. Der er ingen voksne, ingen autoriteter, ingen myndigheder eller bare nogen med myndighed eller erfaring. De unge er på en måde så fuldstændigt overladt til sig selv, som om voksengenerationen aldrig havde færdedes på planeten, og de var de første mennesker i verden, og deri ligner de i øvrigt de unge hovedpersoner i serien Skam.

De har mobilen til at ringe på, men får de fat i forældrene, er det de forfulgte unge, der midt i deres dødsangst må berolige og trøste. Politiet svarer ikke, er uforstående eller afgiver vage løfter.

På et tidspunkt hører de den svirrende lyd af en helikopters rotorblade over øen, men helikopteren lander aldrig. De er uopretteligt og uafhjælpeligt alene. Ingen kommer. Omverdenen findes ikke. De er alene med deres rædsel og en alien, der af ubegribelige grunde har dem som sit foretrukne bytte.

Det er de unges synsvinkel, der fuldstændigt dominerer, kameraet kunne have været et GoPro fastspændt i panden på en af dem. Der er ikke nogen anden synsvinkel, og dermed bliver filmen et studie i deres uforberedthed, deres værgeløshed, som er uskyldens uforberedthed og værgeløshed.

Man kan kalde Erik Poppes film et studie i uskyldens udsathed, men man kan ikke kalde den et studie i et uskyldstab, for et uskyldstab involverer, om ikke altid en pludseligt tilkommen skyld, så dog i det mindste nyvundne erfaringer, en større, måske mere bitter verdensklogskab.

Men intet af dette sker.

I stedet overværer vi i nærbillede det totale sammenbrud for de unges verdensforståelse, ja, endog deres selvforståelse. Tilbage er der intet andet end flugtimpulsen, overlevelsesinstinktets kommando, at de hverken må kunne ses eller høres, og det fortvivlede håb, at de kan løbe hurtigere end de målrettede, motivløse kugler.

Uskyldens inkompetence
På et tidspunkt forsøger en ung mand, Magnus, der sammen med filmens hovedperson Kaja skjuler sig i en klippespalte ved havet, at berolige sig selv og hende med en endeløs strøm af smalltalk om den hverdag, de kendte indtil for mindre end en time siden.

Men forsøget falder til jorden. Normaliteten findes ikke mere. Hverdagen er blevet uvirkelig. Kun skrækken er virkelig.

De er på en planet, hvor rædslens tyngdekraft ubarmhjertigt hersker og ikke bare lammer deres kroppe, men også deres sind, så de end ikke i tankerne kan forlade den.

”Jamen, politiet må komme os til hjælp,” siger én. ”Men det er politiet, der skyder på os,” siger en anden. ”Er det en øvelse?” ”Nej, jeg har hørt rigtige skud, det her er alvor,” siger en dreng med flygtningebaggrund. ”Er der én, der skyder på os? Eller er der mange?” ”Hvorfor skal vi dø?” ”Fordi vi er nordmænd, unge, socialdemokrater?”

Hvorfor, hvorfor, hvorfor?

Der er intet svar, og det er derfor, de unge synes at stirre den rene ondskab i øjnene, selv de af dem, der aldrig ser deres morder. Den virkelige ondskab er altid motivløs, og det er denne motivløse ondskab, de konfronteres med. Det er kernen i deres rædsel, og det er kernen i den rædsel, der griber én som tilskuer.

De unge på Utøya blev jo svigtet. De blev svigtet af en nation, der akkurat som de selv tænkte, at noget sådan sker ikke i Norge.

Politiet havde nummeret på den vogn, Breivik efter at have sprængt Statsministeriet i luften kørte mod Utøya i, men iværksatte hverken vejspærringer eller forfølgelse.

Den helikopter, som stod klar til indsættelse ved terroraktioner, lettede aldrig, da den var til reparation, og den helikopter, de unge hører svirre over øen, er udsendt af en tv-station.

En politibåd satte kurs mod øen, men var overbemandet og tæt på at synke og navigerede desuden forkert med det resultat, at den aldrig nåede frem.

To betjente ankom til den bådplads, hvorfra både de unge og Breivik var blevet sat over til øen, der kun befandt sig 600 meter borte. Herfra kunne de høre skudsalverne, men i stedet for at rekvirere en af de privatejede både og komme de unge til undsætning hastede de op på landevejen for at omdirigere trafikken.

Det blev i stedet modige civile, der endte med at undsætte de unge og frelse liv. Som ordensmagten fandt også de civile sig konfronteret med ondskaben, men gjorde det eneste, man kan gøre, når det sker. De rejste sig imod den, og det er en sådan kvinde, en privat bådejer, man ser i filmens slutscene, som den eneste voksne fra verden udenfor.

Hvordan skal man tolke denne afmagt, som den norske stat udviser, konfronteret med forbrydelsen?

Jeg vil kalde det uskyldens inkompetence og fantasiens fallit, fordi inkompetencen bunder i umuligheden af at forestille sig, at mennesker er i stand til at udøve sådanne handlinger.

Man kan også sige det sådan, at de norske myndigheder i ånden fra horror- og science fiction-filmen ser Breivik som en alien, og når det kommer til en invasion fra det ydre rum, har man selvsagt ingen beredskabsplaner.

Fejlagtige forklaringer
På mange måder er tolkningen af, hvad der egentligt skete på Utøya, ikke kommet videre.

Det gælder det første hold psykologer, der, da retssagen imod en tilfangetagne massemorder gik i gang, blev sat til at mentalundersøge ham.

Holdet konkluderede, at Breivik, der koldsindigt havde forberedt sin terrorgerning med en omhu og professionalisme, der ville gøre de fleste terrorister blege af misundelse, i virkeligheden var en stakkels, forvildet sindssyg, hjemsøgt af vrangforestillinger. Nej, massemorderens gerninger lå hinsides deres begreber om det menneskelige.

Breivik måtte være en alien.

Den fejltagelse blev senere rettet i en ny mentalundersøgelse, men har siden levet videre hos den norske højrefløj, der i sine angreb på indvandrere og multikulturalisme ligger ubehageligt tæt på Breiviks tankegang. Højrefløjen har derfor fundet det bekvemt at stemple massemorderen som gal i stedet for at konfrontere sig selv i spejlet og påbegynde en smertefuld, men nødvendig selvransagelse.

Også den humanistiske venstrefløj har svært ved at komme overens med Breiviks gerninger, og også den griber til forklaringsmodeller hentet fra psykologien.

En af os hedder Åsne Seierstads portræt af morderen, hvor Breiviks ensomhed og ulykke fremhæves af eksperter i retten.

Det samme sker i Anders Borchgrevinks bog En norsk tragedie, hvor fokus bliver rettet mod vanrøgt i barndommens alt for tætte samliv med en uberegneligt lunefuld, halvincestuøs mor. Borchgrevink retter en anklagende pegefinger mod det norske børneværn, der ikke greb ind i tide.

Hvis bare ..., skriver han i tragikomisk eskapisme. Ja, hvis bare. Ønsketænkningen har mange veje.

Kun Erika Fatland sætter i sin nøgterne bog Året uden sommer Breivik ind i den sammenhæng, hvor han hører hjemme, en beskidt højre-terrorisme, der blandt andet også omfatter amerikaneren Timothy McVeigh, som, da han sprængte et helt højhus i luften, endog overgik Breivik i antallet af civile ofre.

Sådan er døden
Erik Poppes film om Utøya er puritansk i sine virkemidler. Der er ingen effekter, intet blod, der sprøjter ud over skærmen, ingen kugler, der hamrer ind i kroppe. Der er blot disse nøgne, unge ansigter, en kendt verdens sammenbrud afspejlet i forvildede blikke, der end ikke ved, hvad de søger.

Kun én gang ser vi et sår.

Filmens hovedperson, den empatiske, omsorgsfulde Kaja, knæler ved siden af en bleg pige, der lammet ligger i skovbunden og bønfalder om ikke at blive forladt. Da Kaja vender hende om, ser hun, at det halve af ryggen er skudt bort. Sådan ser udgangshullet ud fra en patron affyret fra en fuldautomatisk riffel ud.

Krig handler om at få små stumper jern til at trænge ind i levende kød, sagde den franske forfatter André Malraux, og dette er krig.

En ung pige dør i filmens slutscene.

Et skud, og hun ligger på stranden. Brat, uafvendeligt, og som tilskuer bliver jeg ved med at spørge, om hun da virkelig er død. Hun rejser sig ikke op. Sådan er døden. Lakonisk, pludselig. Du rejser dig ikke op igen.

Det er så behersket gjort, så lidt effektsøgende, og derfor virker det så voldsomt.

Den eneste reference til verden udenfor er filmens sluttekst, der på sort baggrund fortæller, at Breivik er repræsentant for den højreekstremistiske ideologi, der nu breder sig overalt i Europa.

Det er den rigtige reference.

Ja, vi er i krig med ondskabens ideologi. Brevik repræsenterer den perfekte storm i dens mest dystre udgave. Det er et sammenfald af mange elementer, en ødelagt barndom, en følelse af at være kommet til kort i livet, dyb ensomhed, overforbrug af krigsspil og højreekstremistiske hjemmesider, der tilsammen udløser hans fatale aggression.

Vi tænker, Brevik er et enestående tilfælde. Ja, i Norge, som landet er nu. Men ikke nødvendigvis i fremtidens Norge. Og ikke i verden omkring os.

På alle kontinenter er der titusinder af unge mænd, der blot venter på en opfordring til at træde i aktion som han, og rundt om i verden er der millioner af flygtninge, hvis stille steder blev ødelagte af lignende unge mænds indtrængen.

De kan være islamister eller bare nihilister, men disse unge mænd er aldrig aliens. De er styret af en kraft i os selv, der bliver aktiveret og stimuleret af ondskabens ideologi. Det målrettede had til alle, der er anderledes.

Flygtningenes ansigter fortæller os det samme som de unges ansigter i Erik Poppes film. De har oplevet Utøya-øjeblikket, sammenbruddet for alt, hvad de troede og kendte.

Utøya 22. juli handler ikke kun om en norsk begivenhed. Utøya er alle steder.